Hold refleksionen i klasselokalet, og få bedre undervisning

Hvis undervisningen ikke fungerer i praksis, må læreren reflektere over den et andet sted bagefter. Det kan umiddelbart lyde som en rationel løsning, men dr.phil. Nina Bonderup Dohn fra Syddansk Universitet er ikke helt enig. Den nyudnævnte dr.phil. har netop forsvaret sin doktordisputats, hvor hun blandt andet advarer imod, at der bliver etableret flere og flere sekundære refleksionsprocesser – det vil sige refleksioner væk fra selve situationen.

For refleksion er blevet et mantra i samfundet, og det gælder også i uddannelsessystemet, påpeger Nina Bonderup Dohn.

”Vi bliver gode til at skrive logbøger i et reflekteret sprog og til at være i dialog med hinanden i grupperefleksioner, men vi bliver ikke nødvendigvis et hak bedre i praksis – tværtimod,” siger Nina Bonderup Dohn og tilføjer:

”Når vi har hele begrebsapparatet kørende i hovedet til en senere refleksionsproces, kan det gøre os blinde over for, hvad der rent faktisk sker i nuet i undervisningen.”

Hun giver et eksempel:

”Som undervisere kender vi alle til, hvordan vi kan være rigtig gode til at fortælle andre om et spændende og godt undervisningsforløb, som vi har lavet. Men hvor det så viser sig, at eleverne har en helt anden oplevelse af forløbet,” siger Nina Bonderup Dohn.

Problemet opstår ifølge hende ofte, når undervisere ikke har nok fokus på, hvordan eleverne rent faktisk reagerer i situationen, fordi refleksionen er flyttet væk fra selve undervisningen.

”Vi skal grundlæggende have en større følsomhed og lade situationen ramme os i nuet frem for at have så travlt med at udsætte refleksionen til bagefter,” siger forskeren.

Praksisnær portfolio
Nina Bonderup Dohn nævner, hvordan der i uddannelsesverdenen lægges mere og mere op til, at undervisere først efterfølgende skal reflektere over, hvordan undervisningen blev oplevet.
 

”Drop nogle af de sekundære refleksionsprocesser, og se på eleverne i nuet. Hvis de sidder og sover eller er på Facebook hele tiden, så er det et ret tydeligt signal om, at det ikke fungerer, uanset hvad dine refleksioner om undervisningen siger dig,” lyder det fra Nina Bonderup Dohn, der understreger, at opsangen også gælder hende selv.

I forbindelse med kompetenceudvikling har nogle universiteter indført et krav om, at undervisere skal lave en undervisningsportfolio, fortæller Nina Bonderup Dohn.

Også her ser hun en fare for, at der i for høj grad udvikler sig sekundære refleksionsprocesser.

”Det kan let blive et sted, hvor man udtrykker sin pædagogiske filosofi, men portfolioen bør i højere grad indeholde praksisnære eksempler,” siger hun og fortsætter:

”Det allervigtigste er jo ikke undervisningsportfolioen, men det, der sker i praksis. Så snart du begynder at lave portfolioen, er du ved at rykke dig væk fra praksis og starte på en ny måde, som tingene skal se ud på.”

Nina Bonderup Dohn ser også tendensen blandt elever og studerende.

Hun giver et eksempel fra sin doktordisputats, hvor studerende fra en professionshøjskole arbejdede med en form for portfolio. De studerende skulle lave nogle opgaver til portfolioen, som ikke skulle afleveres til underviserne. Derimod skulle de aflevere deklarationer over deres læringsprocesser omkring arbejdet med opgaverne. Underviserne havde dog på fornemmelsen, at nogle af de studerende ikke lavede opgaverne, men kun deklarationerne.

”Alligevel var alle de studerende gode til at lave deklarationerne. Pointen er, at de, som mange andre studerende, er så vant til de sekundære refleksionsprocesser, at de har lært sproget og er gode til at sige de rigtige ting om deres læringsprocesser, selvom de måske i virkeligheden ikke har haft en god læringsproces,” siger hun.

Krav om dokumentation
Nina Bonderup Dohn mener, at en af grundene til, at der er kommet så stort fokus på sekundære refleksionsprocesser, er, at det er dem, man måler på. Politisk er der kommet et øget krav om dokumentation og måling.

”Men det er svært at give et konkret svar på, hvad man skal gøre anderledes, hvis der er noget, der ikke fungerer. Så er det nemmere at indføre, at der skal reflekteres og skrives ned – og det kan tilmed dokumenteres.”

Det er altså både et spørgsmål om, at der er kommet meget mere fokus på dokumentation, og at det kan være rigtig svært at give den dokumentation, vurderer Nina Bonderup Dohn.

Men i virkeligheden bør man som underviser stå fast på, at det måske ikke drejer sig om at sige og skrive mere, men mindre, påpeger Nina Bonderup Dohn, som dog erkender, at det måske kan være svært at få igennem, fordi det andet er så synligt.

”Min pointe er bare, at hvis man gerne vil dokumentere, hvordan undervisningen går, så er man allerede ved at flytte den over i nogle andre processer end dem, der egentlig foregår i praksis. På den måde trækker vi os længere væk fra praksis,” siger hun.

Selv hvis man filmede undervisningen, ville man trække sig længere væk fra den egentlige praksis, påpeger Nina Bonderup Dohn.

”Man ville jo ikke kunne bruge en hel film, så man var nødt til at plukke nogle sekvenser af undervisningen, og så er man allerede i gang med at transformere den faktiske praksis til en repræsentation af praksis. Derved risikerer man at blive blind for, hvad der egentlig sker i undervisningen,” siger hun.

Tavse aspekter
Der er noget galt med selve forudsætningen for at etablere de sekundære refleksionsprocesser, mener Nina Bonderup Dohn

”Det forudsætter jo en meget lige vej fra det, vi har tænkt i én sammenhæng, til det, vi gør i en anden sammenhæng,” siger Nina Bonderup Dohn og uddyber:

”Men viden og læring kan ikke bare flyttes fra én sammenhæng til en anden uden at blive forandret.”

Derudover er det problematisk, fordi viden har en række tavse aspekter, understreger hun.
 

”Meget af det gode, der sker i undervisningen i praksis, er tavst. Min pointe er, at det gode sker i praksis – ikke i ord og tale efterfølgende.”

Nina Bonderup Dohn argumenterer for, at man i højere grad bør arbejde med refleksion i den aktuelle praksis, som man kan handle og agere ud fra.

”Refleksion skal forstås lidt bredere som en refleksion i hovedet, men i høj grad også i handling. Mine handlinger som underviser skal reflektere de krav, der opstår i undervisningen – det vil sige, at jeg tilpasser undervisningen undervejs,” siger Nina Bonderup Dohn.

Hun håber, at flere tør sige fra over for de sekundære refleksionsprocesser.

”Vi stikker os selv blår i øjnene ved at have alle de refleksionsprocesser væk fra praksis, fordi vi tror, at refleksionsprocesserne kvalitetssikrer praksis,” siger Nina Bonderup Dohn og tilføjer:

”Men kvalitetssikring skal ske i praksis, ikke i refleksive processer.”