Høje forventninger er nøglen til succes

Det var Mirza Sanchez Medina, der fik ideen. Hun havde været kemilærer i både Puerto Rico, hvor hun kommer fra, og siden på en offentlig highschool i New York. Her kunne hun se, hvordan en stor del af de spansksprogede elever blev tabt i det amerikanske undervisningssystem. Ikke fordi eleverne ikke havde evnerne. De fik også ekstra timer og ekstra støtte. Lidt som i det danske skolesystem, hvor der er støtte til tosprogede i folkeskolen. Det var bare ikke nok.

Af den simple årsag, at de spansktalende elever havde svært ved engelsk. Mange af dem talte det ikke derhjemme og heller ikke med kammerater, til trods for at mange af eleverne var født og opvokset i USA.

Ideen var at lave en highschool for spansktalende børn af immigranter, der maksimalt havde haft opholdstilladelse i USA i tre år. Eleverne skulle nærmest lige være landet fra Den Dominikanske Republik, Mexico, Cuba eller et andet spansktalende land.

Undervisningen skulle foregå på de to sprog spansk og engelsk og have naturvidenskab som fokusområde – en del af det såkaldte STEM-program (STEM står for science, technology, engineering og mathematics), der blev sat i værk af det amerikanske undervisningsministerium for nogle år siden.

På det tidspunkt, hvor Mirza Sanchez Medina fik ideen til en tosproget skole, havde skolevæsnet i New York netop åbnet op for at lave mindre, mere specialiserede skoler i offentligt regi. Hun søgte, projektet blev godkendt, og skolen indviet i 2003.

Som hun siger:

”Jeg skulle designe en helt ny skole.”

Et af elementerne af det skoledesign kan ses på opslagstavlen, der hænger, lige som man kommer ind på Manhattan Bridges High School. Skolen ligger på en etage i den campus, der hedder Park West High School. Her er flere highschools samlet i en stor bygning i bydelen Hell’s Kitchen, der ligger på Manhattans vestlige side. Her på opslagstavlen er elevernes mødestatistik sat op, så samtlige af skolens godt 520 elever kan følge med i hinandens fremmøde – og fravær.

Marta, Rose Angel og Nadia, der står her på gangen, peger på deres navne på listen.

”Se, jeg ligger stadig blandt dem på 100 procent,” smiler Nadia med et tilfreds smil.

Der ligger de fleste af eleverne. Er man syg eller har en anden god grund til fravær og en seddel med hjemmefra, trækker det ikke fra i statistikken. Få af eleverne, det vil sige en liste på omkring 30-40 navne, har 80 procent fremmøde eller derunder. Der har ingen lyst til at stå til frit skue for alle.

På en anden opslagstavle hænger elevernes gennemsnitsresultater.

”Det er kun de bedste, der bliver vist der. Det er nok meget rart for dem, der ikke har fået så gode karakterer,” siger Marta.

På en anden opslagstavle har en engelsklærer hængt de bedste elevers stile op, så de andre kan se, hvordan dét skal gøres. De er alle skrevet i hånden, ingen af eleverne her laver deres skolearbejde på computer. De har ikke nogen med, og skolen har kun råd til ét computerlokale med få computere. Til gengæld kan skolens topstudent se frem til at blive præmieret med en iPad eller en iPod, når han eller hun står med eksamensbeviset i hånden.

”Der er kun én, der kan få en. Det er, hvad skolen har råd til,” siger rektor Mirza Sanchez Medina, da eleverne spørger, om der også er en i år, der får en iPad.

”Vi får se, hvem det bliver. Men der bliver en stor pizzafest for alle snart,” siger hun.

Måske er iPad’en, fraværsstatistikkerne, den årlige klassetur på landet, de udstillede stile og karakterer nogle af grundene til, at eleverne opper sig her. Manhattan Bridges High School er den klare stjerne på en ellers grumset himmel, når det handler om integration af immigranter. I 2007 lå skolen nummer ét blandt New Yorks bedste high­schools, i de senere år har den ligget mellem nummer syv og 20, de private highschools inkluderet. På landsplan ligger Manhattan Bridges High School blandt de 50 bedste.

Begynder fra scratch
Det er ikke, fordi Manhattan Bridges High School vælter sig i midler. De får de samme midler som andre offentlige highschools i New York. Det er heller ikke, fordi eleverne kommer fra veluddannede, velbeslåede hjem, der læser New York Times ved morgenbordet. Tværtimod. Nogle af eleverne kan knap nok læse og skrive, når de begynder på skolen som 13-14-årige. På et tidspunkt var 80 procent af de elever, skolen fik, såkaldte SIFE­elever: Students with Interrupted Formal Education, som Mirza Sanchez Medina forklarer:

”Nogle kan ikke stave deres eget navn korrekt, når de kommer her. De kan tale spansk, men de kan hverken læse eller skrive det, eller også læser de på et meget lavt niveau. Vi må arbejde med dem på deres eget sprog og udvikle det og så hjælpe dem med at transformere den kunnen til engelsk.”

For at gøre eleverne endnu bedre til at begå sig på to sprog åbnede Manhattan Bridges High School i 2009 – seks år efter indvielsen – op for elever, der havde engelsk som modersmål, men som kunne begå sig på spansk og gerne ville være bedre til spansk. Formålet er bedre integration – ikke at fastholde eleverne i spansktalende enklaver.

”Det, at vi nu også har elever med engelsk som modersmål, har gjort, at eleverne også taler engelsk, når de er sammen indbyrdes,” tilføjer Mirza Sanchez Medina.

På gangene lyder det nu snarere, som om det er spanglish, der bliver talt, en mellemting mellem engelsk og spansk. Eleverne udtrykker sig med de ord, der først falder dem ind. Om de så er engelske eller spanske. Alle forstår dem alligevel.

”Vi kunne selvfølgelig godt have valgt at lave en skole for immigranter med andre sproglige baggrunde. Men det har været en stor fordel at begrænse det til kun ét sprog for at kunne hjælpe eleverne bedre. Her bruger vi bare spansk som et redskab, og vi trækker på den sproglige og kulturelle kapital, som eleverne kommer med. Vores elever kommer fra næsten samtlige spansktalende lande, Spanien inklusive. Og det er interessant, for når folk hører om spansktalende personer, tror de tit, at de alle kommer fra den samme kultur, men sproget er det eneste, der forener os,” siger Mirza Sanchez Medina.

Mentor, tutor og lærer
Der er ikke særlige optagelseskrav for at komme ind på Manhattan Bridges High School – ud over at eleverne skal være tosprogede i spansk og engelsk. Og så skal de være interesserede i et af de to programmer, som skolen tilbyder: The Pre-Engineering Program eller The Information Technology Program. Der bliver ikke kigget på deres karakterer. Omkring 75 procent af eleverne ligger i den nederste ende af karakterskalaen, det vil sige det, de kalder level et-to, når de begynder på skolen. Dét, der til gengæld bliver set på, er elevernes fremmødestatistik: Er det her en elev, der reelt kommer til timerne?

”Det er vigtigt af den simple grund, at hvis de går i skole og ellers er her, kan vi undervise dem,” siger Mirza Sanchez Medina.

Når først eleverne er optaget, bliver de testet, så lærerne ved, præcis hvilket niveau de er på.

”Derefter arbejder vi på at få dem til at nå de mål, vi har sat i fællesskab. Hvert år sætter vi et mål for, hvordan den enkelte skal vokse og udvikle sig i hvert fag,” siger Mirza Sanchez Medina.

Dertil kommer et intensivt program, hvor hver elev bliver fulgt tæt, ikke kun af sin faglærer, men også af en tutor. Sidstnævnte holder til en form for lektiecafé før og efter timerne.

Og så har Manhattan Bridges High School som noget relativt nyt indgået et samarbejde med firmaet iMentor. iMentor hjælper med at finde frivillige voksne, der er højt uddannede og har et professionelt virke, og som er interesserede i at hjælpe highschoolelever på vej med at nå deres mål. En gang om ugen mailer mentoren og eleven sammen, de mødes en gang om måneden, og mentoren støtter efter behov.

I den aktuelle udgave af skolens blad får mentorordningen en blandet modtagelse af eleverne. Nogle jubler, andre ville gerne have været med til at vælge deres mentor selv. Mirza Sanchez Medina er dog overordnet tilfreds med ordningen. Den virker efter hensigten, synes hun.

Også støtte til lærerne
Ét er den massive opbakning til den enkelte elev, noget andet er opbakningen til lærerne. Den type udfordringer, som lærerne står over for, handler ikke om disciplin, siger Mirza Sanchez Medina.

”Når vi ikke har de problemer, skyldes det også, at vi har en struktur, som gør, at de opfører sig ordentligt. Vi når som regel at opfange problemerne, inden det løber af sporet. Det kan være, det er enkelte elever, vi skal være opmærksomme på og arbejde ekstra med,” siger Mirza Sanchez Medina, der af samme årsag har placeret sit kontor på gangen mellem klasseværelserne – ikke som en del af administrationen.

”Jeg vil mærke, hvad der foregår blandt eleverne. Ellers bliver jeg også hele tiden afbrudt af noget administrativt,” siger hun.

Hvis det ikke handler om manglende disciplin eller fravær, hvad består lærernes udfordring så i? Skolens klassekvotienter ligner danske forhold. Nogle faghold er på 10-15 elever, meget få klasser er på 30, og langt de fleste hold er på 25 per klasse. Udfordringen ligger i det faglige, siger Mirza Sanchez Medina:

”Det kan være sproget, der er en udfordring. At lære dem at gå dybere ned i eksempelvis engelsk og lære dem at tænke kritisk på det sprog,” siger Mirza Sanchez Medina.

Hvad er din udfordring som rektor?
”Der er mange! Det er klart, at det at dele en vision kan være svært. Vi skal alle være tro mod den vision, for at det kan fungere. Det handler om at se til, at den vision er bragt ud i hver en krog af elevernes skolegang her. Det kan også være en udfordring at finde lærere, der tosprogede, gode undervisere, og som har et dybt kendskab til deres fag. Ikke mindst skal de kunne udholde den mængde arbejde, der ligger i at arbejde på denne måde. Alt skal jo oversættes, og eleverne skal bringes fra et ofte meget lavt niveau til et højere niveau. Som lærer kan man ikke regne med, hvad de har lært i grundskolen, inden de kommer her, for de kommer fra forskellige lande. Så man skal begynde på en frisk, samtidig med at lærerne skal inkorporere, hvad den enkelte har med af lærdom. Vi har stadig høje forventninger til vore elever, men hvordan hjælper du den enkelte elev til at nå derhen?”

Hvad er nøglen til jeres succes med de her elever?
”En klar vision for, hvor vi vil hen, og hvad vi vil. Høje forventninger, den proces, der ligger i at lære sammen, at være åben som leder for, hvad der måtte komme af nye tiltag fra lærerne. Hvis lærerne siger: ’Det her virker ikke, kan vi prøve noget andet?’ er jeg åben for det. Jeg forventer, at lærerne arbejder i grupper. Men vi arbejder også meget med lærerne, for det er dem, der reelt set skal gøre arbejdet med at få de her elevers faglighed op på et højere niveau,” siger Mirza Sanchez Medina, der med et bliver afbrudt af en række elever, der er blevet bedt om at komme i anledning af Gymnasieskolens besøg.

Lærerne står klar
De er klædt i skolens dresscode: en poloskjorte eller skjorte med krave i enten hvid, lilla eller mørkeblå, der bærer skolens logo og den studieretning, den enkelte er på. Har eleverne ikke råd til at købe den selv, finder skolen ud af at finansiere den. Juan, Rose Angel, Marta, Alondra og Elisabeth er alle fra Den Dominikanske Republik. Raul er den eneste fra Ecuador. Men de ser stort på, hvilket land de kommer fra, siger de. De føler det, som om de er optaget i en ny familie her.

For Juan var forskellen fra den tidligere skole, som han gik på i the Bronx, mærkbar. Ligeså for de andre, der kom fra skoler i Den Dominikanske Republik.

”Skolen dér gav ikke den enkelte elev lige så meget opmærksomhed, som de gør her. Der var ikke en tutor og en mentor. Der kom vi bare til timerne, og det var så det,” siger Juan.

Samme oplevelse havde Rose Angel:

”Jeg har problemer med matematik, og på den skole, hvor jeg gik før, var der ikke nogen tutorordning. Vi havde mulighed for at komme om lørdagen, hvis vi ville have ekstra hjælp, men det var altid mere leg end undervisning. Her er tutorhjælp tilgængelig hele tiden, og hvis den ikke er, kan man bede om det.”

De andre nikker.

Marta tilføjer:

”Ja, man skal bare spørge. Lærerne vil komme om morgenen før timerne for at hjælpe, de vil hjælpe i deres frokostpause, eller hvis man har en fritime, hvor de også har tid. De fleste af os kommer også i skole om lørdagen, selv om det ikke er obligatorisk. Når jeg siger det derhjemme, forstår de slet ikke, at jeg vil gå i skole om lørdagen, hvis jeg ikke skal. Men jeg er nødt til det, hvis jeg vil have de karakterer, jeg har sat mig for.”

Adspurgt, hvad de synes om, at deres karakterer, fravær og stile er hængt op på gangene til frit skue for alle, lyder det:

”Lidt konkurrence er godt. Det motiverer.”

Skolens høje forventninger til dem smitter. I løbet af de fire år, eleverne går på Manhattan Bridges High School, bliver de ambitiøse, hvis de ikke var det i forvejen. Marta giver én grund til det:

”Det er, fordi vi altid vil mere, vi vil hele tiden have mere.”

Rose Angel tilføjer:

”Min mor har sagt til mig, siden jeg var helt lille: ’Den eneste måde, du kan komme ud af alt det her på, er ved at få dig en uddannelse.’”

Marta, Juan, Rose Angel og alle de andre fortsætter næste år på college. Det skal næsten alle deres klassekammerater. Marta anslår, at det nok er 100 elever ud af de 123, der bliver færdige i år, der fortsætter på college. De resterende 23 har også fået muligheden her på Manhattan Bridges High School, mener Marta:

”De er bare for dovne til at gøre det!”