Artikel
Her kan eleverne ikke gemme sig
No image

Her kan eleverne ikke gemme sig

Gymnasieskolen kiggede 1.mz på Nørre Gymnasium over skulderen i en af Mette Hermanns tysktimer, hvor de skulle forberede en tur til Lübeck.

Tekst_ gs_redaktor
Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Det hænder, at Mette Hermann kommer 10-15 minutter før en time for at rykke rundt på bordene. Særligt hvis det er en urolig klasse, der har svært ved at holde Facebook lukket, mens der bliver undervist.

”Så sætter jeg bordene i en hestesko, så jeg kan gå bagved. Så arbejder de mere fokuseret,” siger Mette Hermann, der underviser i tysk og engelsk på Nørre Gymnasium nord for København.

Det er ikke nødvendigt denne morgen, hvor 1.mz skal have tysk. Om et par dage skal tyskholdet på en bustur til Lübeck sammen med et par hundrede andre 1.g’ere, der også har tysk på Nørre Gymnasium, og i dette modul skal de lave research om Lübeck og forberede de interviews, de skal lave på turen.

Eleverne sidder i tremandsgrupper og skal først læse, hvad de kan finde på nettet om Lübeck. Noterne skal de skrive i Piratepad – et program på nettet, hvor hver elev kan skrive i et fælles dokument med hver sin farve. Mette Hermann har sat otte minutter af til opgaven og kan følge med i elevernes arbejde på sin egen computer og på projektoren på lærredet – hvis den ellers havde virket.

”Det gør den altid. Bare ikke i dag!” griner hun.

Får en elev ikke lavet noget i løbet af de otte minutter, kan det altså ses.

”De kan ikke sidde og gemme sig,” siger Mette Herman.

Rikke sidder og skriver noter i Piratepad sammen med sin sidemakker Sofie.

”Mette kan jo se på denne her måde, at vi laver noget,” siger Rikke.

”Det gør nok, at vi laver lidt mere, ikke?” supplerer Sofie.

Ved et andet bord er tre unge drenge ligeledes i færd med at skrive fakta om Lübeck på Piratepad. Jakob hiver en anakronisme op fra sin skoletaske: En ordbog. Altså en gammeldags én med fysiske sider.

”Jeg kan bare bedre lide at have en bog i hænderne. Det er en bedre følelse, at jeg kan bladre i den. Hvis man søger efter oversættelsen af et ord på nettet, rammer man jo også kun dét ene ord. Her kan jeg falde over noget andet. Jeg har det på samme måde med musik. Der vil jeg også hellere have de fysiske album end at købe det på iTunes,” siger Jakob.

Philip kigger mistroisk på ham:

”Det der kommer jeg aldrig til at bruge! Jeg har jo alle ordbøgerne via skolens hjemmeside,” siger han.

Da de otte minutter er gået, spørger Mette Hermann, hvad klassen har fundet ud af om Lübeck. Eleverne rækker på skift hånden op, mens Mette Hermann går rundt i klassen og indimellem kigger ned på elevernes skærm.

Nu til en ny opgave. Eleverne skal strukturere og kategorisere den viden, de har indhentet om Lübeck, i programmet Mind Map. Det får de syv minutter til, og Mette Hermann tager tid.

”Den her form for undervisning kræver selvfølgelig, at eleverne følger med i timen og hurtigt kan navigere mellem de forskellige programmer. Hverken i Piratepad eller Mind Map skal man bruge log-in, så det gør det noget hurtigere,” siger Mette Hermann.

Interview auf deutsch
Der er pause, og eleverne skal skifte til et lokale, hvor projektoren virker. Efter nogle minutter har Mette Hermann elevernes Mind Map på lærredet. Alle kan se, hvad de andre har lavet i den foregående time.

”Det er selvfølgelig meget følsomt, når det på den måde kan ses af alle. Derfor er det vigtigt, hvordan man som lærer tackler, hvis der, som her i et sprogfag, er sproglige fejl. Det er ikke alle fejl, man som lærer skal kommentere,” siger Mette Hermann efterfølgende.

På turen til Lübeck skal eleverne interviewe lokale borgere om, hvad det vil sige at være henholdsvis dansk og tysk – auf deutsch, selbverständlich. Interviewet skal de optage på deres telefon og derefter klippe det sammen og vise det for klassen, når de er tilbage igen. Det er en måde at få trænet mundtligheden på tysk på.

Netop for at gøre det nemt tager Mette Hermann – og Nørre Gymnasium i øvrigt – udgangspunkt i de redskaber, eleverne har i forvejen. Samtlige elever har en computer og en smartphone. Har de ikke det, finder skolen ud af det, siger Mette Hermann.

Nu går turen først til Lübeck.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater