Her er reformens største styrker og problemer

Tomas Kepler, formand, Gymnasieskolernes Lærerforening

Største styrke:
”Det er indførelsen af det mundtlige forsvar af den store skriftlige opgave. Selvom der stadig udestår diskussioner med at ­finde den rette form og perioden, som den skal ligge i, så er lærernes tilbagemeldinger meget positive. De giver udtryk for, at det mundtlige forsvar giver mening, fordi det kvalificerer alt det arbejde, der er lagt i opgaven. Formålet var jo at opdage, hvis opgaven ikke var skrevet af eleven selv, samtidig med at man øns­kede at kvalificere op­gaven ved at gøre den mere studieforberedende. Det er glædeligt, at det fungerer så godt, dels for opgaven i sig selv, dels ­fordi alle parter i ­reformen har opnået det, man ­gerne ville. Jeg tænker også, at vi kan tage denne vellykkede ændring som en ­indikation på, hvordan vi kan se på eksamensformerne og ­udvikle dem. Vi skal ­ikke være så bekymrede for at ændre på eksamens­former.”

Største problem:
”Det er de ­strukturelle skævvridninger, som for eksempel ligger i grundforløbet, hvor eleverne to gange på kort tid skal starte i en ny klasse. Både ­lærere og elever oplever, at det er svært at skabe ­noget, som man kan overføre og bygge videre på i studieretningsklasserne. Det svækker relationsdannelsen i klasserne, elevernes trivsel og deres mulig­hed for at komme godt, hurtigt og trygt i gang med deres reelle gymnasieud­dannelse. Mange ­lærere op­lever, at strukturen forkorter den tid, de reelt har til at få eleverne godt igennem uddannelsen – og der følger ekstra arbejdsbelastninger med for både elever og lærere. Derfor ­mener jeg, at omkostningerne ved grundforløbet langt overstiger de gevinster, der måtte være ved det. Også hf-­uddannelserne har strukturelle skævvrid­ninger. Her er problemet, at man ikke kommer i gang med fagpakkerne ­tidligt nok. Det betyder, at arbejds­be­lastningen for både elever og lærere er meget skæv.  Jeg tror, at der politisk har manglet en overordnet forståelse for, at en reform også kan skabe nogle meget uhensigtsmæs­sige skævvridninger i et uddan­nelsesforløb. Jeg håber, at politikerne vil erkende, at det ikke fungerer, og ­lytte til lærernes ønske om at komme i gang med den reelle gymnasieuddannelse fra første færd.”

Birgitte Vedersø, formand, Danske Gymnasier

Største styrke:
”Det er, at man har holdt fast i strukturen med studieretninger og et tæt fagsamarbejde fra 2005-­reformen. Vigtigheden af samarbejdet mellem fag­ene i studieretningerne er blevet yderligere cemen­teret med den nye reform. Det er vigtigt, fordi de studenter, vi sender videre, skal kunne tænke i hel­heder frem for i fag. De skal være med til at løse nogle af de store problemstillinger, vi har i verden, og derfor skal de i gymnasiet have lært at trække på mange fag, når komplekse problemer skal løses. Lærerne er blevet virke­lig dygtige til at ­arbejde sammen og kan se gevinsterne i det. Der er ikke længere nogen undren eller tvivl. Det er en selvfølge, at for eksempel historie­læreren toner sin undervisning efter den studieretning, han indgår i. Det har givet lærersamarbejdet et helt konkret mål, og mange lærere har nydt godt af det. De er blevet ­inspireret af det, og nye samarbejder på tværs af lærerværelset er ­opstået. Det er virkelig dejligt at se. Og for eleverne har det ­givet en oplevelse af sammenhæng og mening i det faglige.”

Største problem:
”Jeg kan godt se fornuften i, at der er blevet ­strammet op på antallet af studieretninger. Det har givet en vis ensartethed. Men det er ærgerligt, at vi ikke længere må koble et ­fælles valgfag på en studieretning. Store skoler har ­typisk mange klasser med studie­retningen engelsk og samfundsfag, hvor man før kunne koble for eksempel filosofi B eller billedkunst B på. Jeg savner ­muligheden for den slags toninger. Det var en kæmpe gevinst. Det gav mulighed for spændende fag­lige projekter, og det øgede interessen hos eleverne, når eksempelvis billedkunst smittede af på de ­øvrige fag. En del rektorer mener også, at det korte grundforløb er en udfordring. Det er også min opfattelse. Det er hårdt for eleverne socialt, at de skal begynde i en ny klasse to gange inden for få måneder, og det tager fokus fra det ­faglige. Men rektorerne ser forskelligt på grundforløbet. I Danske Gymnasier ønsker vi derfor, at det skal ­være muligt – men ikke obligatorisk – at spørge eleverne før start, hvilken studieretning de tror, at de vil vælge. Det vil give skolerne mulighed for at lave studieretnings­klasser fra starten. Det vil give mindre social uro, og man kan allerede i grundforløbet tage hul på det, der er fokusområderne i den pågældende studie­retning.”