Hamlet i hænderne på gymnasieelever

For en skuespiller er det basalt, at grundig opvarmning er en forudsætning for, at såvel krop som stemme er toptrimmet før en forestilling. Det gælder ikke mindst i en krævende hovedrolle som Hamlet. Derfor står skuespiller Caspar Phillipson en mandag eftermiddag i april på scenen på teatret Republique i København og guider cirka 75 gymnasieelever fra to 1.g-klasser og en 2.g-klasse gennem sit eget opvarmningsprogram, før de i en tretimers workshop selv skal prøve kræfter med et par af de centrale scener i teatrets højt berømmede Hamlet-opsætning.

Eleverne indtager scenen og spreder sig, så de kan hoppe, spjætte, ryste hænder og arme, overkrop, ben og underkrop. De skal mærke brystkassen, suge luften ind og understøtte stemmen, og de skal forbinde deres indre og ydre, så de kan formidle bestemte følelser.

De går til opgaven med smil, imponerende ildhu og en smule fnisen i krogene, da de skal danse to og to, massere kæbemusklerne og lave diverse grimasser. De løber rundt mellem hinanden for at fornemme sig selv i scenerummet, og de træner lyde og artikulation, så rummet summer som en vildfaren bisværm.
 
Ud af komfortzonen
Ud over hovedrolleindehaver Caspar Phillipson er Martin Tulinius, direktør på teatret og tillige instruktør og scenograf på Hamlet-opsætningen, med på scenen. Martin Tulinius indvier eleverne i tankerne bag en moderne udgave af Hamlet, der bygger bro mellem det traditionelle teater og det mere visuelle og eksperimenterende perfor­manceteater, hvor elementer som lys, video og livemusik er med til at forstærke fortællingen. I Republiques version skæres helt ind til benet af den essentielle kerne i Hamlet og dennes forhold til Ofelia, faderen og moderen. Det handler om menneskets skyggesider, kærlighed, mord, incest og selvmord, fortæller Martin Tulinius.

Eleverne kommer fra den nærliggende Ingrid Jespersens Gymnasieskole. De er ledsaget af lærerne Gitte Raarup og Anne Mette Finderup, som de seneste par uger har arbejdet med Shakespeare i dansk- og engelsktimerne.

Om baggrunden for at inddrage teater i gennemgangen af de klassiske tekster forklarer Gitte Raarup:

”Vi tror på, at det udvikler eleverne, når de selv arbejder med den skabende proces og ikke blot læser, analyserer og fortolker. De har i grupper på fem skullet dramatisere bryllupsscenen fra Hamlet. Først har vi læst den originale tekst på dansk og engelsk, og så har de omskrevet, forkortet og moderniseret den til et nutidigt sprog, som de derefter har opført for hinanden. Der sker en tolkningsproces, hvor de finder ind til, hvad der er vedkommende og berører dem selv i stoffet. Og så bringes de ud af deres komfortzone og lærer undervejs noget om sig selv.”

Hvad kan deltagelsen i en workshop bidrage med i den proces?

”Her får eleverne deres egen praksis afspejlet i en professionel, og de får indsigt i arbejdet mellem instruktør og skuespillere, og hvordan de mange greb anvendes til at give forestillingen et bestemt udtryk og budskab. Senere ser vi hele stykket med alle klasser på gymnasiet, og det giver dem adgang til kunstneriske oplevelser, som de fleste formentlig ikke selv ville opsøge. På den måde har det også en opdragende effekt, så den klassiske kultur holdes op mod og supplerer internettets populærkultur, hvor de vælger efter egne præferencer og smag,” siger hun.  

Smittende begejstring
På scenen er det blevet tid til at involvere eleverne i bryllupsscenen, som de kender fra deres forberedelse. Eleverne bevæger sig rundt på scenen i samspil med Caspar Phillipson, mens de instrueres. Målet er, dels at de skal fornemme sig selv i rummet, og dels at illustrere, hvordan en scene kan være både festlig og uhyggelig, alt efter hvordan den gribes an.

Senere bliver en seng placeret på scenen som rekvisit, mens Hamlet læser sin ‘To be or not to be-monolog’ på engelsk, og eleverne i en tyst og drømmende procession farver stemningen med deres mimik og kropssprog.    

Johan Lange Reddersen og Victoria Arlø, der begge går i 2.g, er enige om, at det er lidt grænseoverskridende at agere på scenen, men sundt at prøve. Desuden styrker det båndene i klassen, og man kommer tættere på hinanden, fortæller de.

”Shakespeare har et meget poetisk sprog, men det kan være svært at læse og forstå. Når vi får de enkelte dele pillet fra hinanden og lærer, hvad de tilfører stykket, bliver det lettere at afkode sproget og spille selv. Det er jo de helt store følelser, og de er ikke nødvendigvis de letteste at spille,” siger Johan Lange Reddersen.

Victoria Arlø supplerer:

”Jeg har været instruktør, og det har været sjovt at prøve at få andre til at spille på bestemte måder. Vi har fået meget ud af at dykke ned i teksten og forstå den, gøre replikkerne moderne og kun bevare det mest nødvendige. Når man selv prøver, kan man lettere se virkemidlerne, og det bliver mere håndgribeligt.”

For skuespiller Caspar Phillipson, som selv har to børn i gymnasiet, er det første gang, han er med til en workshop med gymnasieelever. Han hæfter sig ved, hvor gode eleverne er til at støtte hinanden og være ”med på den værste”, selv om øvelserne kan være akavede.

 ”Deres åbenhed og begejstring er meget smittende. I pauserne er flere kommet hen og har spurgt til mit arbejde. Jeg er en smule forbløffet over, hvor meget de fangede og forstod af, hvad vi ville vise dem i forhold til at variere en scene,” siger Caspar Phillipson.

Ingrid Jespersens Gymnasieskole har tidligere været til lignende workshopper i forbindelse med læsning af tekster af Kafka og Orwell.