Gid jeg havde været 15 nu

Nu kunne man tro, at Knud Romer er en mand, der ryster på hovedet ad de unge. De læser jo ikke! Ved de, hvem Heidegger er? Rilke? Ja, bare Günter Grass, der døde for nylig? Hvor er fordybelsen? Refleksionen? De unge bruger jo bare deres tid på Youtube og Facebook og jagter det hurtige fix.

Men den 55-årige forfatter, Knud Romer, længes ikke med nostalgi tilbage til den tid, hvor han som teenager sad i sit kælderværelse på Falster og slugte det ene tyske romantiske litterære værk efter det andet. Led Zeppelins rytmer bankede i ørerne på ham, og ikke langt fra hans hus stod der et vejskilt: København 120 kilometer. Forholdsvis tæt på hovedstaden ville nogen mene. Han selv sammenligner det med at vokse op på den anatolske højslette.  

Han havde ikke andet valg end bøgerne. Fjernsyn havde de ikke hos Romer Jørgensens i 1960’erne.

”Det var en radikalt anden verden, som var 100 procent analog. Det vil sige, at hver eneste tilgang vi havde til viden og til underholdning, var analog. Du har ikke noget overblik i sådan en verden. Det er tilfældige møder med digtere, med filosoffer, med musik. Jeg læste min mormors bogsamling af tyske romantikere, der var trykt med gotiske bogstaver. Hvad var der af musik? Ja, vi havde en transistorradio. Min mor tog mig med i operaen, så jeg kunne høre Wagner og Mahler. Min mormors bogskabe og min mors dannelseskultur var det, der formede min bevidsthed,” fortæller Knud Romer.

Han længes heller ikke tilbage til den tid, hvor han var ved at have ædt sig igennem bøgerne på UB1 – biblioteket på Københavns Universitets humanistiske fakultet. Det var, lige før han var ved at tage fat på UB2 – det videnskabelige bibliotek på

Københavns Universitet – at han som 35-årig efter 15 års universitetsstudier i litteraturvidenskab fik sit første job nogen sinde. Han blev tekstforfatter i reklamebranchen.

Hul igennem
Kort før – i begyndelsen af 1990’erne – trådte Knud Romer over en anden tærskel og ud på det digitale world wide web. Han var – ifølge ham selv – den første i Danmark, der kunne sætte en spritny Macintosh til et modem i telefonstikket. Hvis det da ville virke. Det var hans daværende amerikanske kæreste, Holly, der havde ansporet ham til det:

”’Knud, du skulle se at komme på internettet,’ sagde hun. Det var bare et problem at få ledningen, der kunne gå fra telefonstikket til computeren. KTAS, som telefonselskabet hed dengang, havde det ikke. Så jeg måtte ud på Falkoner Allé og finde nogen, der kunne hjælpe mig med det,” fortæller han.

Omsider lykkedes det at få computeren opkoblet. Nu havde Knud Romer skippet bøgerne og byturene, som det tog ham tre uger at komme hjem fra.

”Jeg var hele tiden ved at få kontakt, og så døde den. Til sidst gik jeg ikke engang på lokum. Jeg ville ikke sove, spise eller gå på toilettet, for jeg var så tæt på, så jeg sked i stolen og lod det størkne. Til sidst: Pling! Så jeg var jeg igennem, og så gik computeren ned.”

Da Knud Romer endelig omsider kom igennem, fandt han frem til ”alle mulige lister”, som han siger:

”Dengang var Yahoo lange, lange lister med links. De var kategoriserede, og det er faktisk den måde, det anonyme internet, the deep web, fungerer på i dag. Det vil sige, at der er biblioteker. Du har adresser på biblioteker, og derfra kan du gå videre i din søgning.”

Knud Romer fandt den boghandel i Baltimore, som han havde ledt så længe efter. Atomic Books – Literary Finds for Mutated Minds hedder den. Derefter skulle han sende penge via bankoverførsel, og et par uger efter kunne han modtage sin første bogpakke bestilt på nettet.

”Ikke alene dét var en åbenbaring. Det var det også, at jeg på nettet fandt ud af, at jeg ikke var alene med mine mærkelige interesser. Der var andre tosser som mig derude. Jeg fandt venner i Japan og USA, som var interesserede i nøjagtigt det samme,” siger han og nævner som eksempel, at han på et tidspunkt var optaget af mennesker, der tændte seksuelt på amputerede lemmer. Det skrev han en artikel om til sit eget blad, som han selv trykte og solgte til butikker for 10 kroner.

Ekspedienten er nu en algoritme
Nu køber Knud Romer langt de fleste af sine bøger over internettet. Nogle af dem ligger her på sofabordet i Knud Romers hjem, som han deler med sin kone og deres to døtre. Han skal lige til at sige, at fra den dag han kom på internettet, holdt han op med at læse. Men så går han ind i sit soveværelse og henter, hvad han har liggende på sit natbord. Han kan næsten ikke have alle bøgerne i sin favn.

”Okay, jeg er måske ikke holdt op med at læse, men jeg læser ikke skønlitteratur mere. De er alle sammen cultural studies,” siger han og remser op:

”Vandringens kulturhistorie, blondinens kulturhistorie, tandudtrækningens kulturhistorie, Berlin i 1920’erne, kedsomhedens kulturhistorie, nostalgiens kulturhistorie, hukommelsens kulturhistorie,  sandsynlighedsregning og tilfældighedsregning. Det er noget, der interesserer mig meget … Og det her! Det er the shit. Det er et kulturhistorisk tidsskrift fra Brooklyn, der hedder Cabinet.”

Det eneste, han begræder ved at købe bøger over nettet, er, at den vejviser, som tidligere har ekspederet i boghandler og pladeforretninger, nu er væk.

”I pladebutikker var det ofte en musiker, der ikke kunne leve af sin musik, og i boghandlerne var det en, der ikke kunne leve af at læse. De ekspedienter var fantastiske til at guide en videre i ens søgning,” siger han.

Ekspedienten er blevet erstattet af en kommerciel, personlig algoritme på nettet. I stedet for at udvide bevidsthedsfeltet, som en god bibliotekar eller erfaren ekspedient ville gøre det, foreslår computerens algoritme nu: Hvis du kan lide dette, kan du nok også lide … mere af det samme.

Knud Romer er alligevel fortrøstningsfuld:

”Ungdommen har altid været kontrær og revolutionær og vil altid være det. De finder deres veje,” siger han.

Pointerne bliver samplet
Men hvad med dannelsen? Den klassiske dannelse, som Knud Romer om nogen plæderer for i de radioprogrammer på Radio 24syv, hvor han er vært.

”Man må åbne sit dannelsesbegreb og ikke tro, at dannelse handler om, at man skal kunne redegøre for de seneste 2000 års åndshistorie. Bildung (dannelse på tysk, redaktionen) betyder jo bare, at man danner sig et billede af virkeligheden. Og det billede kan dannes på mange forskellige måder. Det er klart, at man skal være kritisk bevidst, og det er vigtigt at være historisk bevidst. Du skal kunne identificere, at al kommunikation er interessestyret og perspektivisk. Det har jeg indtryk af, at de unge i dag kan i langt højere omfang end mine forældres generation,” siger han og fortsætter:

”De unges bevidsthed er et multimediecenter. Den måde, de orienterer sig på, er via et netværk, der er struktureret på en helt anden måde end vores. Deres viden kommer via hyperlinkede multimedielinks, hvor du springer rundt. De går aldrig kronologisk eller fra A-Z, som vi gjorde. Det er da også røvsygt! På nettet ved du aldrig, hvad det ender med. Hvis du kigger på zappergenerationen, der er vokset op med fjernsynet som babysitter, var det dem, der med det samme kunne genkende stereotype, konventionelle fortællemønstre. B-film var nemmest at afkode. Du kan med det samme se, hvem der er morderen. Mine forældre skulle jo sidde og vente på at se, hvad der skete. Men zappergenerationen zapper, fordi de kan skabe de

udtrykskæder oppe i hovedet med det samme. Det vil sige, at nu begynder man at sample pointer i stedet for at vente på dem.”

Youtube er fantastisk
Intet under, at internettet trækker mere end bøgerne, mener Knud Romer:

”Bogen er eddermame et træls medie. De bliver jo ikke lavet ordentligt endnu. Bogen er jo også et afgrænset fænomen. Den vil ikke eksistere som sådan fremover. Nu vil du få grænseløs gaming, som er informationstilegnelse, udforskning, som foregår ved hjælp af musik og billeder og film og fortællinger.”

Ville Knud Romer få læst alle de tyske litterære værker fra romantikken, hvis han var 15 i dag? Ja, det er spørgsmålet, siger han. Det er ikke sikkert, det er så vigtigt.

”Jesus, hvorfor er jeg ikke 15 nu! Så ville jeg nok ikke sidde og lytte til Radio Luxembourg, men være på Youtube døgnet rundt. Det er da fantastisk. Hele filmhistorien er lagt ud der.”

Bliver vi dumme og overfladiske af de mange ydre billeder? Det er ikke sikkert.

”Viden kan du jo strukturere på mange forskellige måder. Det er en anden form for vidensorganisation og videnstilegnelse end forestillingen om, at man sidder og fordyber sig via stillelæsning af den gode bog i lænestolen. Hvad er der galt med popkultur? Det er da lige så nuanceret som såkaldt finkultur. Alle genrer er oplevelsesformer og måder at opleve virkeligheden på og udfolde visse typer af følelser på. Den der hierarkisering, hvor dagbladet Information ses som det ypperligste og Familie Journalen som det laveste, jamen, det gør man jo kun for at positionere sin identitet. De unge citerer Britney Spears, som andre engang citerede Verdi. Jo bredere en palet af udtryk du behersker, og det gælder også sociale roller, desto mere omgængeligt og rigt et menneske er du. I gamle dage var vi programmeret til, at patriarkalske, selvdisciplinerede diktatortyper dikterede perspektivet på verden. Den tid er heldigvis forbi. Og hvor er fordybelsen, siger man så? Jamen, den ligger måske gemt på overfladen. ”