Gi’ os de kunstneriske-kreative fag tilbage

Det ligner til forveksling virkeligheden. Du oplever det både i byrummet, privaten og på nettet. Det er noget af det første, der kalder på dig, når du åbner din Facebookkonto eller Snapchat. Det er med al sandsynlighed grunden til, at du har dit tv. Og så ville du formentlig ikke streame i samme grad foruden.

Det er det audiovisuelle medie, der her er tale om. Og det er kommet for at blive!

Langt størstedelen af den kommunikation, vi er vidner til og brugere af, foregår igennem levende billeder og lyd. Og det er der en god grund til. Vi er sanselige væsener, der søger svar igennem en behandling af det oplevede, det uafprøvede og det, vi længes efter. Des mere denne bearbejdning ligner virkeligheden, desto nemmere er den at forholde sig til.

Ja, filmmediet er en indgroet del af vor tids samfund, og for flere unge er det ligefrem blevet deres primære sprog. Der laves film i alskens afskygninger; alle former, genrer og formater. Vi lever i en visualiseret og sanselig tidsalder, og det er lige akkurat dén kontekst, der gør mediefag så signifikant.

Men det er ikke kun derfor, det er vigtigt at synliggøre faget mere. For som en del af de kunstneriske og kreative fag kan mediefag noget andet. Noget, der for mig at se rækker ud over den herskende ideologi, at læring er lig slutmål. Mediefag er langt hen ad vejen et procesfag, der træner elevernes refleksive og innovative kompetencer, samtidig med at selvstændigheden, selvindsigten og idérigdommen styrkes. Nogle forhold, der er vigtige i forhold til de samfundsmæssige udfordringer, vi står over for i dag. Mediefags DNA er opbygget af en almendannende grundstruktur, der når omkring mangeartede facetter ved det at være studerende og menneske. Vi forholder os ikke kun til det at være noget, men også det at være nogen. Og det i sig selv har stor værdi!

Man kan da undre sig over, hvorfor man har ment, at de kunstneriske og kreative fag skulle indskrænkes så væsentligt i den nye reform, som de er blevet. Tankevækkende, egentlig, når man tænker på, at dette er sket proportionalt med de øjensynligt triste trivselsmålinger, der indikerer, at stress og præstationspres fylder så meget mere for den studerende i gymnasieskolen i dag.

Men hvad er det så helt præcis, vi kan i mediefag? Hvad er det, der gør os så interessante? Jeg ser to væsentlige ting: vores audiovisuelle fokus og vores didaktiske/pædagogiske tilgang til undervisningen. Lad os starte med det første:

Mediefag styrker de kognitive funktioner
Den audiovisuelle form har i sagens natur en mere kompleks perceptuel signifikans end så mange andre medier – det være sig levende billeder og lyd. Det visuelle kommer i sagens natur også til udtryk i andre kunstarter som for eksempel arkitekturen, billedkunsten og fotografiet, ligesom litteraturen også har et bevægeligt tidsperspektiv, men ved alle disse medier er det auditive ikke repræsenteret. Filmmediet kan derfor, til forskel fra mange andre kunstformer, siges at være bærer af flere betydninger i én og samme repræsentationsform. Det gør det selvklart komplekst, men også meget tæt på vores perceptuelle forståelse af virkeligheden. Og sidstnævnte synes at passe nutidens menneske ret godt. Industriens store satsning på både 3D-film, computerspil og virtual reality/argumented reality vidner netop om det audiovisuelle medies popularitet.

I mediefag beskæftiger vi os med alle typer af audiovisuelle produkter. Vi har en teoretisk/analytisk dimension og en kreativ/praktisk del, der fylder ligeligt, og som naturligt væves ind i hinanden. Her kigger vi blandt andet på filmtekniske, filmhistoriske og fortællemæssige spørgsmål i relation til de socialpsykologiske, kulturelle og globale forhold, der er med til at definere vor tids digitale samfund. Dertil forholder vi os til den kommunikative kontekst, som produktet indgår i – det være sig produktions- og distributionsforhold, målgruppeanalyse og markedsføring. Men det stopper ikke her, for vores elever skal også selv skabe deres eget. En proces, der ofte er hæsblæsende, fuld af udfordringer og hvor eleven må udvise velvillighed, samarbejdsevner og selvstændighed. Selvom størstedelen af denne fase går med tilrettelæggelse, optagemæssige overvejelser og redigering, så tænker vi måske næppe så meget over den underliggende præmis, at eleverne meget ofte er i forhandling mellem virkelighed og iscenesættelse. Alt efter hvor fantasifyldt et univers, elevernes produktion tager afsæt i – eller hvad enten det er tale om fakta eller fiktion – så gælder der aldrig helt samme regler og normer i den kunstigt skabte virkelighed som i de studerendes almindelige hverdag. Denne vekslen imellem to verdener viser sig ganske givtig. For ud over at de studerende får mulighed for at afprøve forskellige identiteter, scenarier og adfærdsmønstre, ja, så styrker det faktisk også de kognitive evner. Nyere studier har især sat fantasy orientation på dagsordenen (Giménez-Dasi et al: 2014; Thibodeau et al: 2014). At skulle indgå i forestillingslege eller fantastiske universer kræver selvsagt, at man kan skifte frem og tilbage imellem fantasi og virkelighed – switching – ligesom man i høj grad bruger sin arbejdshukommelse til at huske regler og scripts på samme niveau som tosprogede børn – der må skifte imellem to sprogsystemer og ofte forholde sig til to kulturer. Ligeledes kræver et skifte imellem to verdener også en evne til at kunne inhibere – det vil sige hæmme eller tilbageholde – de regler, der ikke er gældende i nuet. Ved at indgå i denne del af produktionsfasen opnår eleven derfor en skarp træning af de eksekutive funktioner – fællesbetegnelse for målrettede kognitive kontrolfunktioner – der er nødvendige for at kunne igangsætte formålsrettet adfærd.

Men fagets praktik indebærer også, at eleverne formår at udvikle idéer og skabe en fortælling. I denne forbindelse skal eleverne ofte designe karakterer i et fiktivt rum. Denne proces kan være med til at åbne op for et territorium, hvor eleven får mulighed for at blive klogere på sig selv. Det skyldes, at miljøbeskrivelser og karakteropbygning både kræver et stort research- og benarbejde, at eleverne forholder sig til en anden virkelighed end deres egen, og at de ikke mindst er klar til at gå i dialog med deres medstuderende om forståelsen heraf. Perioden i gymnasiet er en udviklingsperiode, hvor eleven nysgerrigt søger svar på mange af livets spørgsmål. Det er ikke sært, at det for gymnasieeleverne fylder i særlig grad, da teenageårene rummer stor grad af identitetsforvirring og deraf søgen mod det ’autentiske’ selv. Eksistentielle tematikker, som for eksempel kønsroller, kæresteforhold, seksualitet, ensomhed og mørke, er derfor helt naturligt til behandling i elevproduktionerne. Elevernes fortællinger bliver således en diakron navigation imellem modsætningsforhold, der er med til at forme og danne den enkelte – det være sig for eksempel kontinuitet versus forandring, ensartethed versus forskellighed, ageren versus passivitet. Uanset hvilke historier der fortælles, er det en proces, der tilskynder viden om, hvem vi er som mennesker. At mediefag er med til at etablere sådanne træningsområder – et gunstigt og potentielt udviklingsmiljø – styrker uden tvivl elevens selvforståelse. Og her er det ikke mindst værd at huske på, at individet faktisk er særligt veldisponeret for kognitiv indlæring til og med ungdomsårene.

Tid til fordybelse og greb om virkeligheden
Én ting er, hvad der er givtigt at lære og hvordan. Noget andet er – den manglende – tid og tidens ånd. For faste holdepunkter og plads til fordybelse synes at være blevet en mangelvare i den vestlige verden. Det peger blandt andre Thomas Ziehe, Sven Brinkmann og Hartmut Rosa på (Ziehe: 2002; Brinkmann: 2008 ; Rosa: 2014). Og selvom vi ved, hvor skoen trykker, så er det ikke lige til at ændre på. Men akkurat i denne henseende mener jeg faktisk, at mediefag kan noget ganske særligt. For i mødet med filmmediets univers præsenteres vi for en art ’eksistentielt laboratorium’, hvor tiden for en kort stund står stille. Den manglende intimitet og forbindelse, som flere og flere oplever i den senmoderne verden, kan vi gennem filmmediet få mulighed for at dyrke. Og mediefag giver ikke alene eleverne mulighed for genkendelighed, anerkendelse og fordybelse igennem en præsentation af mangeartede filmiske oplevelser. Det, der ses og høres, analyseres, fortolkes og diskuteres også i det fælles oplevelsesrum; i den teoretisk/analytiske del af undervisningen. Her bringes indholdet i kontekst og er derved med til at skabe erindringsspor og erfaring – noget, som særligt socialpsykolog Hartmut Rosa pointerer mangler i det nutidige accelererende samfund. Men fordybelsen relaterer sig ikke alene til overstående. Den ligger også i fagets intensive fokus på det audiovisuelle medie. Denne fordybelse bevirker, at vi i høj grad er med til at gøre eleven digitalt reflekterende og dannet. I mediefag har vi nemlig tid og faglige evner til at give eleven en alsidig referenceramme, et skarp blik for genrer og virkemidler samt en omfangsrig og nuanceret begrebspalet. Vi får derfor afslutningsvis nogle elever, der, på et både teoretisk og praktisk niveau, forstår medierne, kender deres muligheder og begrænsninger, og som også evner at producere. For mediefag handler nemlig også om at betjene optageudstyr, forstå kompositoriske forhold, lave god lyssætning, lydarbejde og redigering.

At oversætte teori til praktisk kunnen, og at gøre dette i tæt samarbejde med sine medstuderende, giver ofte den allerstørste læring. Det er mange gange her, forståelsen falder helt på plads. Samme læring finder også sted, når eleverne skal omsætte viden fra klasserummet til det virkelige liv. Og dette sker faktisk ikke så sjældent endda, idet en del mediefagselever samarbejder med eksterne partnere om at løse reelle cases. Efterspørgslen fra erhvervslivet er generelt stigende på dette område. Det skyldes ikke mindst de sociale mediers indtog, som har gjort markedsføringen langt billigere, og den teknologiske udvikling, der har gjort det lettere at producere selv. Derfor efterspørger flere virksomheder også ansatte, der ud over deres primære arbejdsfunktion besidder audiovisuelle skaberkompetencer og en forståelse for det audiovisuelle medie og den kommunikative kontekst, dette opererer i. I mediefag behandler vi netop disse tematikker og giver eleverne den vigtige kobling imellem teori, praksis og erhvervsliv. Karrierelæring står således også højt på dagsordenen, ligesom elevens sociale færdigheder løftes i fagets kreative/praktiske del, idet gruppe- og projektarbejde er et ikke uvæsentligt moment i vores måde at tilgå undervisningen på. De kompetencer, som eleverne tager med sig fra overstående, gør sig ikke altid synlige på eksamensbeviset. Ikke desto mindre er de eftertragtede, når eleven rammer virkeligheden. Jeg tror derfor, man gør klogt i at male med den brede pensel, hvis vi ønsker nogle helstøbte mennesker, som kan fungere som aktive medborgere i samfundet. Til dette kræves der megen viden og mangeartede erfaringer. Det ville være utopi at tro, at enkelte fag alene besad dette. Denne kronik peger derfor ikke udelukkende på en styrkelse af mediefag som fag, men på alle de kunstneriske og kreative fag som en helhed. Fag, der samlet set kan bidrage mere end positivt til gymnasieelevens udvikling, men som desværre fylder væsentligt mindre i den nye reform.