Fra kompetencer til kundskaber

Fra kompetencer til kundskaber

– et forsvar for den privatprak­tiserende lærer

Hvorfor er det en naturlov, at problemer skal vokse sig så store, at de ikke kan løses – før de bliver taget alvorligt? Jeg har gjort hele vejen med fra undermineringen af den såkaldte sorte skole (læs: den skole, der var interesseret i at lære børnene noget fagligt frem for at satse på feel good-strategien) over en række modepædagogiske teorier – for eksempel ansvar for egen læring, et af reformpædagogikkens utallige fejlgreb – frem til de seneste skud på stammen: Cooperative learning og lektiefri skole, der for frontløberne blandt kompetence-pædagogik-elskerne for tiden synes at være svaret på al dårligdom. ??Der skal siges fra. For eksempel med afsæt i en leder i Weekendavisen under overskriften Udannelser (den 14.10.11) – og nej, der er ikke tale om en stavefejl: ??”Lørdag [den 8.11.] bragte Politiken resultaterne af en rundspørge, som burde have fået panikangsten til at melde sig hos den nyudklækkede radikale uddannelsesminister Morten Østergaard – eller ?udannelsesminister?, som københavneravisen med en sjov fejl kaldte ham. ??38 procent af de cirka 2.000 undervisere fra landets fem store universiteter mente, at nutidens studerende var for fagligt svage, at for mange ikke gad læse svære bøger, og at de vægtede deres fritid højere end studierne. Rundspørgen bekræftede til fulde den undersøgelse, som for nylig viste, hvor lidt tid nogle danske studerende ofrer på deres uddannelse. Den bekræftede ligeledes, hvad især lidt ældre undervisere også på landets gymnasier har sagt i årevis, hvorefter de er blevet affejet som sure gamle støvbolde, der havde glemt at tage toget til den moderne verden. Det virkelige paradoks i denne misere er ikke, at studerende laver for lidt, men at de i sidste ende får et eksamensbevis alligevel. Hvis de er så elendige, ligger det vel lige for at lade dem dumpe. Så hvorfor sker det ikke?”??Ja, hvorfor sker det ikke? Vi “gamle” lærere (bilder os ind at!) kende(r) svaret, men gør de unge og yngre det også? ??Selvfølgelig kender de alt til taxametersystemet, som udløser en pose penge, når de studerende kommer ind og igennem systemet med et eksamensbevis. Dette hovedet under armen-princip – set fra en kundskabssynsvinkel – er den ene af tre hovedsyndere. For hvor mange vil skære den gren over, man selv sidder på, ved at afvise/dumpe svagt funderede studerende? ??Kendskabet til den anden synder er mere tvivlsom, fordi den kræver historisk viden: Reformpædagogikkens kompetenceideo­logi, som har betydet, at nutidens studerende mangler grundlæggende teoretiske og metodiske færdigheder. De studerendes viden er blevet mere overfladisk, og det et blevet sværere at få dem til at sætte sig ind i noget kompliceret. Intet må helst gøre ondt, og skulle det alligevel gøre det, står der straks behjertede – og kortsynede – idémagere klar med forslag a la den lektiefri skole. Skarpt forfulgt af den tredje synder: Lystprincippets forrang for den tunge pligt.??Dannelsens forfald?Taxametersystemet skal selvfølgelig laves om, og det kunne passende ske samtidig med en ændring af gymnasiereformen. Begge dele kan kun gå for langsomt. For det er jo ikke, fordi det skorter på bøger, artikler og viden om, hvad der er årsagerne til dannelsens forfald i det samlede uddannelsessystem. ??Lad mig repetere nogle af de temaer, hvorom striden står, ved at lave nogle punktnedslag i de sidste 30-40 års diskussioner – med afsæt i fem bøger om uddannelsespolitik. Først professor og encyklopædiredaktør Jørn Lunds lille kampskrift Sidste udkald – Om dannelse og uddannelse fra 1998, der har været min støttestrømpe siden udgivelsen. Allerede dengang så han nemlig skriften på væggen med synspunkter som:

Kontinuitet er ikke det samme som stilstand. Kontinuitet indebærer, at man møder det nye med noget i bagagen.
Konkurrence er ikke en garanti for noget som helst kvalitativt.
Mange mennesker har spildt utroligt meget tid på at høre profeter kræve avanceret udstyr i stedet for grundlæggende kundskaber.
Vejen til fordummelse er brolagt med computere, hvis man indfører dem på bekostning af andre nødvendige initiativer uden at sikre det nødvendige fundament af grundlæggende faglige kundskaber og færdigheder.
Betydningen af fordybelse.

Pindene gik til angreb på knæfaldet for kompetencepædagogikkens floskler. Og ligesom Lund led og lider jeg her 13 år senere af middelsvær kompetenceforgiftning. ??Jørn Lund fortsatte i Det faglige løft (2007) med at mane til besindelse ved nok en gang at syrebade tidsånden, skolen og evalueringsbølgen. Mange af de gamle heste blev trukket af stald, men også suppleret og uddybet med en række anbefalinger, der kan reparere på en række af de forvoldte ulykker. ??Lund var ikke mindst ude med riven i forhold til de videregående uddannelser og rettede et hårdt angreb mod den daværende videnskabsminister Helge Sander: “De farligste anslag kommer fra Videnskabsministeriet, der ledes af en minister, som i sin hidsige jagt på hurtige og synlige resultater inden for områder, han har meget begrænset indsigt i, er godt på vej til at erstatte langsigtede vækstmuligheder med kortsigtede satsninger (?)” ??Jeg er enig. Ikke bare den daværende videnskabsminister, men alt for mange af hans politikerkolleger er ganske enkelt farlige, fordi de ikke har det ringeste personlige kendskab til de institutioner og grupper, de beslutter om og over. Om Christine Antorini kan gøre det bedre, må fremtiden vise, men man kan have sine tvivl, når man læser uddannelsesafsnittet i regeringsgrundlaget Et Danmark, der står sammen. ??Kulturel kapital mangler?Journalist Lars Olsen er blevet kendt for at stille skarpt på et uddannelsessystem, der ikke udligner, men tværtimod øger uligheden. Hans tese i Den ny ulighed og Eliternes triumf er, at Danmark er blevet et femsjettedelssamfund, fordi omkring 15 procent af de unge vokser op med langt dårligere livschancer end det store flertal. Der har godt nok altid været klasseskel, men det nye er, at uligheden i dag ikke så meget handler om økonomisk fattigdom, men om manglende kulturel kapital. ??De tre faktorer, der bedst kan indfange, om den unge får et livsforløb, der fører til uddannelse og job, er:

At forældrene er på kontanthjælp eller førtidspension = marginalisering.
At ingen af forældrene har en kompetencegivende uddannelse.
At den unge ikke bor hos både far og mor = skilsmissebarn eller lignende rodede familieforhold.

To eller tre af disse forhold i kombination skaber en såkaldt svag hjemmebaggrund med færre livschancer til følge. ??Olsens og Lunds veje krydses i kritikken af ansvar for egen læring. Denne pædagogiske position er godt nok officielt afgået ved døden, men uddannelsessystemet kæmper fortsat med efterdønningerne. I de seneste 10-20 år er den systematiske faglige indlæring blevet forsømt, for hvis børnene bare var glade for at gå i skole, fik selvværd og lærte at arbejde sammen, så kom kundskaberne såmænd nok hen ad vejen. Den autoritetsforflygtigende indfaldsvinkel har vist sig at være løgn og latin, for denne form for skole er kun god for de stærke elever fra boglige miljøer og for børn af forældre, som magter og orker at hjælpe med lektierne. Ideologien er blevet båret frem af en akademisk pædagogisk elite på ikke mindst Danmarks Pædagogiske Universitet, i embedsapparatet og blandt mange af uddannelsesverdenens konsulentfirmaer og trumfet igennem af skrivebordsteoretikere fjernt, fjernt fra det virkelige skoleliv. ??Eleven i centrum ?Den femte bog, der er god at få forstand af, er en antologi med titlen Mellem kundskaber og kaos (2008). Jeg må have sovet i timen, for jeg har først fået kendskab til den nu her tre år efter udgivelsen, og det er en klar fejl. I det følgende vil jeg opridse en række af antologiens synspunkter. ??Reformpædagogik er ikke én ting, men en fællesnævner for varianterne er, at kundskaber ikke er skolens alfa og omega. “Derfor lader man ikke skolens undervisning styre af fagenes indre logik, men i stedet af metoden, processen og tværfagligheden. Man sætter eleven og ikke det faglige i centrum og taler om ?det hele menneske?” (side 10). Dermed svigtes skolens – og de gymnasiale uddannelsers – egentlige formål: At bibringe eleverne kundskaber. Det er denne traditionelle kundskabsindlæring, der er blevet omdøbt fagfaglighed, og som reformisterne har givet fingeren til fordel for gruppearbejde og selve processen. ??Thyge Winther-Jensen, indtil 2005 professor på Danmarks Pædagogiske Universitet, giver i sin artikel Om dannelse, skole og kundskaber svar på et spørgsmål, jeg selv har bokset med en hel del år: Hvordan kan det være, at den reformpædagogiske udlægning af dannelsesbegrebet fik så stor gennemslagskraft i Danmark? Hans bud lyder på en kombination af følgende forklaringer:

Det lykkedes at fremstille den gamle skole som sort. En skole, der stort set ikke beskæftigede sig med andet end udenadslære, kongerække og salmevers.
Den nedarvede grundtvig-koldske pædagogik beredte jordbunden for reformpædagogikken med dens bekæmpelse af udenadslære og lektielæsning.
70?ernes socialistisk inspirerede ungdomsoprør, der tog de reformpædagogiske idéer til sig i kampen for at omdanne skolen til et redskab for lighed.

Dette kompleks af ideer har været toneangivende og slog senest til med gymnasiereformen i 2005. ??Heroverfor står et dannelsesbegreb, der vil opnå dannelse gennem skoling. Her tæller ikke kun hensynet til den individuelle proces – feel good-modellen – men også hensynet til det kulturelle fællesskab. Sagt med andre ord: Det er ikke først og fremmest skolens opgave at fremme mulighederne for, at børnene kan vokse op som harmoniske og lykkelige og gode mennesker. I Inger K. Brøggers formulering: “Folkeskolen og gymnasiet har været kundskabsskoler, hvor man behandlede et fags stof og dermed satte eleven fri, fri til at udvikle sig, i takt med at hun eller han lærer noget. Nu er de blevet til læringsskoler, hvor det er elevens person, man behandler” (side 64).??Også David Gress kaster sig ud i et forsvar for kundskaber ved at påpege nogle paradokser i uddannelsessystemet. Politikere og eksperter fortæller os uophørligt, at vi lever i et videnssamfund, og at det er viden, der skal ruste os til konkurrencen i den globaliserede verden. Sideløbende har magthaverne i kraft af deres uddannelsespolitiske beslutninger opnået det stik modsatte: Vidensniveauet er år for år blevet sænket. Lad mig tilføje: Det i en grad, så en del elever forlader skolen som funktionelle analfabeter. I stedet for at satse på at bibringe kundskaber har skolen skullet bruge tid på at tage sig af alle mulige andre opgaver, som tidligere hørte hjemme i familien og de private netværk. Omplaceringen af ansvar har også ramt de gymnasiale uddannelser. ??Ifølge Gress er det slående, at til trods for at skolen i 1970?erne fik til opgave at kompensere for den sociale arv, er skolen mindre end nogen sinde i stand til at imødekomme fordringen: ??”I flere hundrede år fungerede skoler i de vestlige samfund som de eneste ufravigeligt sikre redskaber til at lade børn af små kår stige socialt i kraft af kundskaber og viden. Efter at kundskabsskolen i århundreder havde bevist sine evner til at udvælge og fremelske de videbegærlige, fandt politikerne på at gøre denne målsætning eksplicit, men i samme øjeblik fratog man skolen det redskab, der havde vist sin duelighed, nemlig formidling af kundskaber” (side 97).??Gymnasiereformen får – ikke overraskende! – tørt på i antologien. Den afdeling står Jørgen Granum-Jensen for, og Gymnasieskolens læsere skulle ikke snyde sig selv for nok en hudfletning af reformens totalitære tendenser: Der er kun én pædagogisk filosofi, der gælder, og den skal alle rette ind efter. Undervisning er blevet til læring, faglighed til tværfaglighed og indhold erstattet af kompetencer. Lærerteam skal erstatte den selvstændige lærer, der nedladende omtales som privatpraktiserende, for sagen er vigtigere end faget. ??Fokuser på praksis?Heldigvis er det ikke svært at give nedgøringen af den fagligt dedikerede lærer modspil. Ved at fokusere på praksis. Tag for eksempel interviewet med skoleleder Knud von der Behrens, Køge Private Realskole, i Weekendavisen (den 15.7.11). Von der Behrens kunne i juni måned offentliggøre, at 30 elever fra skolens ældste klasser, altså 9., havde været – ikke til folkeskolens afgangsprøve – men til studentereksamen i matematik og bestået med glans. Syv elever fra 9. klasse bestod matematik sammen med 2.g?erne på Køge Handelsgymnasium med et gennemsnit på 8,4 på den nye karakterskala – landsgennemsnittet er 5,3. 23 elever fra 8. klasse gik til eksamen sammen med 1.g?erne på Køge Gymnasium og fik 6,3 i gennemsnit. Det er også mere end landsgennemsnittet i gymnasiet.??Behrens forklarer de dårlige resultater i PISA-undersøgelserne med, at fokus er skævt. Fokus er ikke på, at eleverne skal lære noget, men meget mere på en socialiseringsproces og en samfundsbevidst proces. Og så kommer den: “Lærerne skal ud i klasserne, når klokken ringer, de skal ikke gå før tid, og der skal være total undervisning. De skal være helt flade i hovederne, når de går ud derfra. Både eleverne og lærerne skal være trætte, når de er færdige med timen. Mødeaktivitet og gruppearbejde blandt lærere, som skal arbejde i team, giver ikke noget. Det æder bare tid fra de værdifulde minutter, som timerne er.” Jeg la?r den lige stå et øjeblik ???De nye generationer har lidt et væsentligt traditions- og kulturtab. Det har de blandt andet, fordi faget ikke mere er i centrum, og fordi den lærer, der brænder for at formidle sine fag på højt niveau, er blevet sortstemplet med idiotien privatpraktiserende. Hvori det private består, har jeg aldrig rigtigt forstået. Undervisningen, som er bundet op på en bekendtgørelse og formidling af faget, fungerer i et samarbejde med 20-32 elever, som i deres adfærd og reaktionsmønstre såvel direkte som indirekte melder tilbage til læreren. Med eksamen som den ultimative test. Hvor privat er det lige?

OM Lone Nørgaard??Cand.mag. i dansk, engelsk, filosofi og køn & kultur. Har siden 1982 været ansat som hf-lærer på først Greve-Solrød Forberedelseskursus, siden VUC Greve, i dag VUC Roskilde. Tidligere pædagogisk-administrativ medhjælper, studievejleder, pædagogikumvejleder, pædagogisk koordinator og arrangør af efteruddannelseskurser for gymnasielærere i regionen samt tillidsrepræsentant. Arbejder sideløbende som freelanceskribent og anmelder.

Jørn Lund: Sidste udkald – Om dannelse og uddannelse. ?Gyldendals Forlag, 1998.??Jørn Lund: Det faglige løft – om greb og misgreb i uddannelse og forskning. ?Gyldendals Forlag, 2007. ??Mellem kundskaber og kaos. ?En antologi om skole og uddannelse (2008) (red. af Ditlev Tamm og Inger K. Brøgger). ?Forlaget Mørch & Wagner. ??Lars Olsen: Den ny ulighed. ?Gyldendals Forlag, 2007. ??Lars Olsen: Eliternes triumf. ?Forlaget Sohn, 2010.