Forsker: “Rektorer skal tage ansvar for blå bøger”

Et fejlskud. En naiv læsning af blå bøger. En udtalelse, der giver eleverne en falsk autonomi.

Så klar er meldingerne fra Helle Rabøl Hansen, cand.jur. og ph.d. i læringspsykologi, efter hun har læst udtalelsen fra Henrik Nevers, formand for Danske Gymnasier, om skolernes ansvar i forhold til blå bøger.

I en artikel her på gymnasieskolen.dk tilbage i september udtalte Henrik Nevers følgende:
”Blå bøger er noget, eleverne selv initierer og står for, og jeg mener ikke, at indholdet af blå bøger er skolernes ansvar. Det ligger på elevernes banehalvdel.”

Men ifølge Helle Rabøl Hansen, der i mange år har forsket i mobning og skoletrivsel, er det helt nødvendigt, at skolernes ledelser går ind og tager ansvar for de blå bøger.

”Det er rigtigt nok, at blå bøger er elev-til-elev, men skolerne bærer den historiske tradition med blå bøger, som er at betragte som et rituelt artefakt. Samtidig understøtter mange gymnasier processen med forberedelse, udvalg, tryk med mere, så de på den måde byder organisationen til,” siger Helle Rabøl Hansen og fortsætter:

”Dermed har gymnasierektorerne også et ansvar for de blå bøger. De har et ansvar for at sætte nogle rammer for de blå bøger. Drøfte formål og etik og for eksempel stille spørgsmålet: Hvis man tager den her bog frem om 10 år, kan man så holde ud at læse den? Er det skrevne langtidsholdbart og langtidsetisk?”

Blå bøger er et disciplineringsdokument
Udtalelsen fra Henrik Nevers faldt i en artikel om Kvinfos undersøgelse ”Køn og kultur, sexisme og seksuel chikane i gymnasiet”, der blandt andet indeholder en analyse af 1.565 elevprofiler fra syv blå bøger fra syv geografisk spredte gymnasier.

En analyse der viser, at eleverne bruger stereotyper og sexisme i beskrivelserne af deres klassekammerater, at der laves sjov med overgreb, og at der bruges en masse kønsstereotype, sexistiske og krænkende ord som ”dildo-tøs”, ”homo-svin”, ”rundetrunte” og ”møg-luder”.

Læs: Blå Bøger peger på en kultur med kønsstereotyper og sexisme

Helle Rabøl Hansen har selv studeret blå bøger på gymnasier flere gange. Dels blå bøger fra 1983-1984, igen fra 2016-2017 og lige før corona. Hun ser en udvikling, hvor de blå bøger er blevet mere seksualiserede, og hun genkender fuldstændigt Kvinfos analyse af kønsstereotyper og sexisme.

”Det, gymnasierne skal have for øje, er, at blå bøger er et disciplineringsdokument. Det er udtryk for en kollektiv subjektivitet – et meget magtfuldt vi. I nogle klasser har man aktivt lavet aftaler om, at man ikke vil have nedværdigende kommentarer, men mange steder er beskrivelserne både sexistiske, kønsstereotype og brutale, og mange elever bliver klemt,” fortæller hun.

En del af det uformelle gymnasium
Ifølge Helle Rabøl Hansen er blå bøger en del af det uformelle gymnasium. Det formelle gymnasium er fagene, fravær, opgaver, eksamener med mere. Det uformelle er der, hvor man går fra ung til lille voksen, og de to gymnasier vægter lige meget fra et elevperspektiv.

”Det formelle og uformelle flyder fuldstændigt sammen, og begge har indflydelse på trivsel, fravær, fastholdelse med videre. Så hvis skoler vil komme ind i trivselskampen, skal de virkelig interessere sig for blå bøger. Og skolerne skal være opmærksomme på de blå bøgers konstruktioner og reduktioner af køn, kammeratskab og kampe,” mener Helle Rabøl Hansen

Hun understreger, at gymnasierne dermed både har en kulturel og en juridisk pligt til at tage ansvar for de blå bøger.

”De her vi-symbolikker har en kæmpe betydning i forhold til de kulturelle normer,” siger hun.

Den juridiske pligt
I forhold til det juridiske peger Helle Rabøl Hansen på to ting. Dels kommer nogle af de meget grelle beskrivelser i blå bøger tæt på injurier. Dels er der hele diskussionen om, hvad der er gymnasiernes juridiske instruktion.

”Når man stiller organisationen til rådighed, giver man også legitimitet. Og i forhold til blå bøger stiller man skolen til rådighed. Samtidig er skolens logo ofte på de blå bøger – en form for blåstempling og endnu et klart tegn på, at man som skole og rektor ikke bare kan sige: ”Vi vil ikke have noget med de blå bøger at gøre. Det er elevernes ansvar”. Det holder ikke,” fastslår hun.