Gorm Leschly, formand i GL
Kan du forstå, at medlemmerne undrer sig over, at der er indgået en aftale, hvor aftaleretten forsvinder?
Ja, og sådan tror jeg også, jeg selv ville tænke – at det er for dårligt. Men den var forsvundet, lige meget om vi havde råbt eller skreget. Moderniseringsstyrelsen ville ikke forhandle med os under den præmis, at vi ville bevare aftaleretten. Vi kunne ikke engang få lov til at få vores eget bord, hvor GL kunne sidde og forhandle sideløbende med AC til den endelige forhandling. Derfor ville vi på AC-bordet, for at de kunne hjælpe os så godt som muligt og få så meget ud af den givne situation. Sidst i forløbet op til de endelige forhandlinger sagde jeg klart på to tillidsrepræsentantmøder, at vi måtte erkende, at vi ikke kunne holde den gamle aftale længere.
Hvorfor ville du ikke forlade forhandlingerne?
Min frygt var, at hvis jeg forlod forhandlingerne, så ville AC lukke en aftale for erhvervsskolerne, som har overenskomst under AC. Det ville blive en dårligere aftale end den, vi har fået, og min vurdering var, at den aftale senere ville blive ført over på GL-overenskomsten i Forligsinstitutionen eller ved et regeringsindgreb. Jeg ville med andre ord blive for at sikre alle GL’s medlemmer den bedst mulige aftale. Min vurdering var, at det samlede pres ville give den bedste løsning.
Så du havde muligheden for at forlade forhandlingerne?
Jeg kunne godt have forladt forhandlingerne, men så var det blevet klokken 8 om morgenen – først dér kunne vi se, hvad der reelt lå på bordet. Vi ville så være kommet i det såkaldte fireugersvindue og videre i Forligsinstitutionen. Så havde vi ikke kunnet regne med at få noget som helst, og dermed ville vi højst sandsynligt være røget i en lockout. Jeg havde håbet på, at vi kunne holde AC-bordet til efter repræsentantskabsmødet klokken 13-17 samme dag, men det var ikke muligt.
Hvorfor ikke tage en lockout – og dø med støvlerne på, om man så må sige?
Jeg vurderede, at så ville vi få en markant dårligere aftale. Jeg er klar over, at nogle tillidsrepræsentanter og medlemmer mener, at en lockout havde været bedre, og det er så mit valg at vurdere, at det ikke kunne betale sig. Hvis vi var gået i en lockout og derefter havde fået den samme aftale som nu uden økonomi og noget andet, så tror jeg også, at nogle medlemmer ville være utilfredse med deres fagforening bagefter.
Hvorfor mener du, at aftalen er bedre end at tage en konflikt?
En vigtig ting er, at vi har en tilkendegivelse om, at der skal være en sammenhængende arbejdstid. I den gamle aftale kunne man risikere at møde ind fra 8 til 10 og så have fri og så have undervisning igen fra 13 til 16. Nu skal ledelsen lave en sammenhængende arbejdsdag. Tidsregistrering er en anden vigtig ting. Ledelsen er forpligtet til at lave et system på skolen, således at læreren kan registrere hele sin arbejdstid. Alt for mange lærere arbejder alt for meget, derfor kan det være en sund øvelse at få gjort arbejdet op i tid, og så er det ledelsens ansvar, hvis en lærer arbejder for meget. Så det handler ikke kun om de penge, som der er i tillæggene – men de er der selvfølgelig også.
Hvad vil du sige til de medlemmer, som er skuffede over aftalen, og som har kritiseret din rolle i forløbet?
Jeg vedstår de beslutninger, jeg har taget. Jeg har brugt mine erfaringer og indsigt efter mange år som formand til at vurdere, hvad der ville være bedst for os i den givne situation – det vil jeg altid gerne diskutere med medlemmerne. Jeg forstår godt, at flere er skuffede, og jeg ved udmærket, at det er et stort skridt at tage. Jeg mener dog ikke, at jeg som formand skulle lægge mig ned og lade mig flyde med ud for at se, hvad der ville opstå i kølvandet på en lockout.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode