Artikel
Forhandling om tidsregistrering og overarbejde er strandet
No image

Forhandling om tidsregistrering og overarbejde er strandet

Efter langtrukne dialogforsøg havner uenighederne om gymnasielærernes merarbejde nu i Arbejdsretten. Lærerne skal have betaling for deres merarbejde, mener GL.

Tekst_ gs_redaktor
Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Tidsregistrering og årsnormen på 1.924 timer var et af de helt centrale elementer, da gymnasielærerne fik ny overenskomst for snart to år siden. Men implementeringen er gået alt andet end glat. På flere gymnasier vil ledelsen ikke betale lærerne for det merarbejde, de har haft.

Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) har forsøgt at forhandle med både de enkelte skoler og Moderniseringsstyrelsen, men dialogen er strandet. Derfor havner en række læreres klager nu i Arbejdsretten.

”Lærerne er dødfrustrerede”
Risskov Gymnasium i Aarhus er et af de gymnasier, hvor der er problemer med udbetalingen for merarbejde. Omkring 20 af skolens 85 lærere har ikke fået betaling for det merarbejde, de har udført ud over årsnormen, fortæller tillidsrepræsentant Jesper Thomsen Lemke.

”Lærerne har tidsregistreret deres arbejde og rapporteret ind til ledelsen, men ledelsen har ikke brugt det til at justere på lærernes opgaver, hvis de har haft for meget eller for lidt at lave. I stedet ser ledelsen sine egne planlægningstal som en akkord, lærerne skal overholde. De, der har arbejdet for meget, har fået at vide, at det er deres eget problem,” siger han.

Ledelsens håndtering har ikke gjort noget godt for klimaet på lærerværelset på Risskov Gymnasium, men alligevel forsøger lærerne at se fremad.

”Stemningen er rigtig dårlig. Lærerne er dødfrustrerede og vil bare gerne have, at ledelsen forklarer, hvordan vi skal forholde os, eller kommer os lidt i møde. Men vi stamper ikke i jorden, for vi vil gerne løse det fremadrettet og få det til at fungere,” siger Jesper Thomsen Lemke og fortsætter:

”Når lærerne har gjort opmærksom på, at de ikke kunne nå deres arbejdsopgaver, har de fået at vide, at de bare skulle fortsætte med at arbejde. Men da året var omme, kunne de ikke få honoreret det arbejde, de havde udført. De havde ikke arbejdet for langsomt. De havde ikke lavet noget, de ikke skulle, men hvorfor kunne de så ikke få arbejdet honoreret?”

Påtager sig ikke nye opgaver
Tillidsrepræsentanten siger endvidere, at den manglende betaling for merarbejdet sidste år gør, at lærerne er blevet mere tilbageholdende med at påtage sig nye opgaver.

”Det har fået den uheldige konsekvens, at folk er meget lidt tilbøjelige til at opsøge nye opgaver. De bruger deres tidsforbrug som pejlemærke, for de vil ikke arbejde gratis.”

Jesper Thomsen Lemke fortæller, at lærerne oplever det som en mangel på tillid og respekt, at deres tidsregistrering og udfordringer med at løse opgaver bliver affærdiget.

”Ingen anfægter, at ledelsen har det nye ledelsesrum, men så må den bruge det ledelsesrum. Vi vil gerne have, at tidsregistreringen bliver brugt som et styrings- og dialogværktøj, så ledelsen i løbet af året ser på, om der er brug for at tilføje eller fjerne opgaver fra en lærer. Som det er nu, ødelægger det lærernes arbejdslyst,” siger han.

Gitte Horsbøl, der er rektor på Risskov Gymnasium, har ikke ønsket at udtale sig om sagen på nuværende tidspunkt.

”Tidsregistrering er et godt værktøj”
Hos rektorforeningen Danske Gymnasier ønsker formand Anne-Birgitte Rasmussen ikke at kommentere på, at GL nu har taget sagerne videre i det arbejdsretslige system.

”Jeg kan ikke gå ind i de konkrete sager. Det er ikke os, men Moderniseringsstyrelsen, der er part i sagen. Jeg er helt tryg ved, at GL og Moderniseringsstyrelsen kører de sager, som de skal, og så må vi bagefter se på resultatet,” siger Anne-Birgitte Rasmussen.

Hun mener, at der aldrig er opnået enighed om, hvad tidsregistreringen skal bruges til.

”Der har ikke været nogen oprindelig tanke om, hvad tidsregistreringsværktøjet skal bruges til. Det er ikke skrevet ned nogen steder. Men jeg mener, at det er et godt værktøj, som lærerne kan bruge til at disponere deres arbejde og til at have en dialog om, hvordan tiden bliver brugt,” siger Anne-Birgitte Rasmussen.

Hun fremhæver, at tidsregistreringen både kan bruges til at vurdere mængden af opgaver, og hvor meget tid der skal bruges på den enkelte opgave.

”Anerkender ikke ny overenskomst”
Hos GL er formand Annette Nordstrøm Hansen ked af, at sagerne nu skal igennem det arbejdsretslige system.

”Det er rigtigt ærgeligt, at dialogen ikke har virket. Selv om vi ikke var voldsomt begejstrede for OK 13-resultatet, så har vi gjort rigtigt meget for at få samarbejdet til at fungere,” siger hun.

Hun påpeger, at der på rigtig mange skoler er gode lokale løsninger, og at voldgiftssagen altså kun handler om et mindretal af gymnasierne.

”Der er desværre nogle skoler, hvor rektorerne ikke vil respektere den overenskomst, der er indgået. De anerkender den ikke og bruger i stedet den gamle. De har blot erstattet aftaleakkorden med en ledelsesudstukket akkord,” siger Annette Nordstrøm Hansen.

Dialogen stopper ikke
I sidste ende er det undervisningen, og dermed elevernes læring, der bliver ramt, mener GL-formanden.

”Når der ikke er en fornuftig dialog om rammerne for arbejdet, så skaber det en meget dårlig stemning. Det har vi kunnet konstatere på en række andre skoler. Hvis lærerne ikke tror på, at deres arbejde aflønnes, så mister de engagementet, og der opstår en tendens til, at de ikke påtager sig flere opgaver. Men god undervisning og gode skoler kræver stort engagement fra lærernes side, og det risikerer vi forsvinder,” siger hun.

Men selvom GL nu rejser sagerne og skal igennem mæglingsmøder og derefter eventuelt en voldgiftssag, så stopper dialogen ikke, hvis det står til Annette Nordstrøm Hansen.

”Der går desværre en rum tid, før sagerne er afgjort. Det gør det ikke let for de skoler, der står i et limbo, hvor lærerne ikke ved, hvad de bliver aflønnet for. Men det får os ikke til at ændre strategi. Vi fortsætter arbejdet med at styrke dialogen for at finde lokale løsninger,” siger hun.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater