Finansministeriets magt over skolerne er blevet større

Et menneskehav bølgede op og ned på Rådhuspladsen i København.

“De, som ikke hopper, de elsker Trane,” råbte gymnasieeleverne til demonstrationen mod nedskæringer på uddannelse i oktober 2015. Eleverne adresserede hoppende deres frustration mod den daværende undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V).

Men måske skulle gymnasieeleverne til demonstrationen hellere have råbt daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) eller Finansministeriet op.

Undervisningsministeren – hverken den daværende eller nuværende – ville næppe kunne gøre meget for at fjerne de nedskæringer, som var blevet varslet på den kommende finanslov – hvis de altså ønskede det.

Ifølge flere eksperter og iagttagere, så er nedskæringer på gymnasieområdet ikke noget, undervisningsministeren har den store indflydelse på. Og flere peger på, at Finansministeriet og regeringstoppen i de senere år har fået mere magt over rammerne og indholdet på uddannelsesområdet.

I 2016 blev det såkaldte omprioriteringsbidrag på to procent om året lagt ned over uddannelsesområdet, og regeringen lægger op til, at den årlige besparelse på to procent skal fortsætte frem til 2021.

Bertel Haarder: Det var formynderisk
Folketingsmedlem Bertel Haarder (V), der har mere end 20 års erfaring som minister, forklarer, at den enkelte fagminister ikke har stor indflydelse på, om der skal spares på deres område.

“Det foregår på den måde, at finansministeren kommer til regeringens koordinationsudvalg med de store linjer i den kommende finanspolitik. Her har omprioriteringsbidraget været lagt ind i de sidste mange år på de fleste institutionsområder. Som minister får du stukket en ramme og nogle retningslinjer ud, og det må de enkelte ministre affinde sig med,” siger Bertel Haarder.

Den tidligere minister mener dog, at der er sket en udvikling mod, at Finansministeriet ikke bare blander sig i de samlede udgifter for et ministerområde, men også hvordan pengene skal bruges.

Da Bertel Haarder var kulturminister fra 2015 til slutningen af 2016, blev omprioriteringsbidraget på to procent om året også lagt ned over kulturområdet.

Bertel Haarder fortæller, at han ville lempe besparelserne på folkehøjskolerne ved at flytte nogle penge fra en tilskudskonto i ministeriet.

“Selv om jeg selv fandt pengene, og der ikke ville blive brugt mere på området, så fik jeg at vide af Finansministeriet, at det måtte jeg ikke. Begrundelsen fra Finansministeriet var, at hvis et af mine institutionsområder fik en mindre besparelse end de andre, så kunne andre institutioner på Undervisningsministeriets område få samme idé,” siger Bertel Haarder og tilføjer:

Med andre ord; ifølge den tidligere kulturminister – og ikke mindst undervisningsminister – så har Finansministeriet fået en større magt over de enkelte ministre og ministerier.

Så langt på literen som muligt
Flere eksperter bekræfter den tendens og peger også på, at det er en naturlig udvikling. Finansministeriets opgave er groft sagt at få statens husholdningsbudget til at balancere og at få den offentlige sektor til at køre så langt på literen som muligt.

Omprioriteringsbidraget, som gælder for alle institutioner i staten – og altså også nu for uddannelsesområdet – handler om at levere det samme eller mere for færre midler. Det er den bundne opgave, som bliver udstukket fra Finansministeriet, og som den siddende Undervisningsminister så har ansvaret for at levere.

Det er svært at sætte procenter på, men rammerne og indholdet på undervisningsområdet er i højere grad dikteret fra Finansministeriet og regeringstoppen end tidligere.Det mener Peter Mose, som er partner i kommunikationsbureauet Hegelund & Mose, og som har skrevet flere bøger om lobbyisme, politik og magten i statsadministrationen.“Generelt er uddannelse blevet “high politics”, og det er et område, som Finansministeriet, og regeringstoppen med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen interesserer sig mere for. Det er et styringsfænomen, der – uanset regering og partifarve – er taget til i styrke de seneste to årtier,” siger Peter Mose og fortsætter:

Som eksempel peger han på, at Finansministeriet følger implementeringen og indholdet af folkeskolereformen og de nye arbejdstidsaftaler for både folkeskole- og gymnasielærere fra 2013 meget nøje.

Bruger lederne deres ledelsesrum
Gymnasieskolen.dk er i besiddelse af en aktindsigt, som Danmarks Lærerforening har fået fra Undervisningsministeriet. Her er der referater fra møder i “Følgegruppen for implementering af reformer og arbejdstidsregler på undervisningsområdet.”

Ifølge gymnasieskolen.dk’ oplysninger er gruppen nedsat på foranledning af Finansministeriet. Følgegruppen ledes af Undervisningsministeriets departementschef og består af repræsentanter fra Undervisningsministeriet, Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen og Kommunernes Landsforening.

Gruppen følger blandt andet udviklingen af gymnasielærernes arbejdstidsanvendelse, rektorernes udnyttelse af deres ledelsesrum og udgifter til over-/merarbejde, fremgår det af referaterne fra møderne.

Peter Mose mener, at Finansministeriet både på uddannelsesområdet og for den offentlige sektor generelt holder skarpt øje med, at der bliver leveret “value for money”. For eksempel om gymnasierne løfter eleverne fra punkt a til punkt b, og om studenterne efterfølgende får en videregående uddannelse. Eller på anden vis klarer sig så godt, at sektoren påviseligt er med til at løfte Danmarks konkurrencekraft i disse globaliseringstider, som Peter Mose formulerer det.

“Det er et generelt krav, som vi kommer til at se mere af i fremtiden, at institutionerne og sektoren skal synliggøre deres samfundsværdi. Moderniseringsstyrelsen og Finansministeriet holder for eksempel holde øje med, om rektorerne og bestyrelserne skaber mere kvalitet for de samme eller færre penge, og om lederne udnytter deres ledelsesrum,” siger Peter Mose og henviser til de nye arbejdstidsregler for undervisere fra 2013.

Dengang blev de centrale akkorder om for eksempel forberedelse fjernet, og lederne fik en langt større frihed til at fordele flere arbejdsopgaver til den enkelte lærer.

Nedskæringer besluttes i toppen
Det ville være politisk selvmord for en undervisningsminister offentligt at kritisere regeringstoppen for at skære ned på ministerens eget område. Opgaven er tværtimod at bakke fuldt og helt op om regeringens økonomiske politik udadtil og for eksempel forklare, hvorfor gymnasierne sagtens kan effektivisere.

Flere eksperter peger på, at der “næppe er tvivl om”, at det er Finansministeriet og regeringstoppen, som har dikteret nedskæringer på uddannelsesområdet.

“Finansministeriets opgave er at sige nej. Ministeriet skal ikke tænke på de studerende, de gamle og de syge, de skal tænke på at styre økonomien, og Finansministeriet spiller en stor rolle i forhold til at styre dansk økonomi,” siger Peter Munk Christiansen, som er professor i statskundskab på Aarhus Universitet.

Han peger også på, at Finansministeriet ønsker “value for money” og siger:

Ny reform og nedskæringer
Nedskæringerne på uddannelsesområdet begyndte i 2016. På det tidspunkt stod det klart, at den nye undervisningsminister Ellen Trane Nørby skulle samle partierne i Folketinget om en ny gymnasiereform. Hendes forgænger på posten Christine Antorini (S) måtte opgive at lande et forlig før folketingsvalget i 2015.

I sommeren 2016 præsenterede Ellen Trane Nørby en ny gymnasiereform, som blandt andet skulle højne fagligheden blandt eleverne.

Samme år var gymnasierne blevet pålagt besparelser.

Bent Greve, som er professor og velfærds,- skatte- og arbejdsmarkedsforsker på RUC, hæfter sig ved timingen.

“Det er klart, at et fagministerium godt ved, det er nemmere at gennemføre en reform uden samtidig at skulle spare. Men Finansministeriet svinger taktstokken over, hvor mange penge fagministerierne skal bruge. Det er der ingen tvivl om.”

De bestemmer over økonomien
Nedskæringer på uddannelsesområdet bliver lagt ind på finansloven, som bekendt skal stemmes hjem af et flertal i Folketinget.

Inden finanslovsudspillet bliver præsenteret i sensommeren har regeringen tidligere på året lagt en samlet økonomisk ramme og en ramme for de enkelte ministerier. Ministrene kan komme med ønsker, men det er i sidste ende nogle få ministre i regeringens koordinationsudvalg og økonomiudvalg, som bestemmer over økonomien.

“Finansministeren sidder for bordenden af de forhandlinger, og det er økonomiudvalget, som hårdt og brutalt prioriterer mellem ønskerne fra de forskellige ministerier. Det er en del af spillet,” forklarer Ove Kaj Pedersen.

Han understreger, at Finansministeriet har meget magt, men han mener, det er en myte, at ministeriet er magtfuldkommen.

I sidste ende bestemmer politikerne for eksempel også, om der skal være nedskæringer på uddannelse.

“Vi har parlamentarisk styre i Danmark. Det er en prioritering i regeringen, hvordan pengene skal bruges, og derefter er det et flertal i Folketinget, som skal stemme det hjem,” siger Ove Kaj Pedersen.

Normal praksis
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra finansministeren eller departementschefen for Finansministeriet.

I en mail skriver finansministeriet dog: “Det er helt normal praksis, at Finansministeriet deltager i arbejdsgrupper på tværs af forskellige ressortministerier. I det konkrete tilfælde på Undervisningsministeriets område er der tale om store reformer, som indeholder en stor andel offentlig økonomi, og der er det helt almindeligt, at Finansministeriet deltager i sådanne grupper.”

Finansministeriet skriver endvidere, at “den daværende Venstre-regering lagde med forslag til finanslov for 2016 op til, at det statslige omprioriteringsbidrag blev udvidet til også at omfatte statslige uddannelses- og kulturinstitutioner, der hidtil havde været helt eller delvist undtaget.”