Derfor skærer politikerne ned på uddannelse – og derfor gør det ondt

Ifølge den Danske Ordbog har udtrykket “grønthøstermetoden” været kendt siden 1986.

Dengang arbejdede en ung mand ved navn Anders Eldrup i Finansministeriet med “at rebe sejlene i dansk økonomi” og “at modernisere den offentlige sektor”.

Han og kollegerne i ministeriet opfandt flere værktøjer for at dreje dansk økonomi væk fra den afgrund, som nationen havde befundet sig faretruende tæt på, som den tidligere socialdemokratiske Finansminister Knud Heinesen malende beskrev det i 1979.

Omprioriteringsbidraget var et af de værktøjer, som Anders Eldrup husker, han var med til at udvikle.

“Tanken var, at når der i den private sektor hvert år var et produktivitetsfremskridt blandt andet på grund af teknologi, så måtte det samme kunne gøre sig gældende i den offentlige sektor,” siger Anders Eldrup, som i 1991 blev departementschef i Finansministeriet og sad på en af de tungeste poster i statsadministrationen frem til 2001.

Nedskæringer er blevet hverdag
I dag er der næppe nogle lærere og undervisere i uddannelsessektoren, som ikke kender udtrykket ‘omprioriteringsbidrag’ – eller grønthøstermetoden.

Omprioriteringsbidraget på to procent har siden 2016 været en lige så fast bestanddel af gymnasierne som rettearbejde og årskarakterer.

Flere økonomiske og politiske eksperter, som gymnasieskolen.dk har talt med, bekræfter det billede, som Anders Eldrup beskriver, at den offentlige sektor og dansk økonomi blev strammet gevaldigt op i 1980’erne. Og i grove træk har skiftende regeringer og ikke mindst finansministre godt hjulpet af embedsmændene i Finansministeriet holdt den offentlige sektors økonomi i stramme tøjler lige siden.

Omprioriteringsbidrag handler dog ikke kun om at spare penge, men også om at skabe politik og omfordele pengene i vores samfund.

Besparelser på de offentlige udgifter på et område kan for eksempel gå til sundhed og ældrechecks eller til skattelettelser og lavere afgifter på biler.

Den omfordeling af samfundskagen har nu også ramt gymnasierne og uddannelsessektoren.  

Politikerne vil have magten over pengene
Omprioriteringsbidraget er også et udtryk for, at regeringen og politikere ønsker at få en stadig større magt over det offentlige forbrug og de offentlige midler, forklarer Ove Kaj Pedersen, som er professor i komparativ økonomisk politik på Copenhagen Business School (CBS) og især er kendt for bogen Konkurrencestaten.

Det kommer for eksempel nogle gange til udtryk i form af ældrepakker og andre mere eller mindre tilfældige tiltag, som er bestemt af, hvem der kan skrive under på en finanslov, siger Ove Kaj Pedersen,

Et politisk værktøj
Omprioriteringsbidrag er med andre ord også et politisk værktøj.
Bent Greve, som er professor og velfærds,- skatte- og arbejdsmarkedsforsker på Roskilde Universitet (RUC) forklarer det sådan:

Hvis man ikke bruger grønthøstermetoden, så er der mindre plads til at lave lettelser på skatter og afgifter. Det politiske flertal får lov til bestemme over fordelingen af pengene, forklarer han.

Når et flertal i Folketinget skal stemme for en finanslov, ser man aldrig, at politikerne siger, vi fortsætter bare som sidste år. En regering og dens støttepartier vil også lave politik og bruge penge på nye initiativer og flytte penge rundt i samfundet, hvor de mener, der er brug for det.

Ny regering  – nye besparelser
Den 18. juni 2015 vandt den blå blok folketingsvalget knebent. Lars Løkke Rasmussen blev statsminister i en ren Venstre-regering, og Claus Hjort Frederiksen blev udpeget til at styre det store offentlige regnskab i Finansministeriet.

Det var dog undervisningsminister Ellen Trane Nørby og uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen, som kort efter sommerferien meddelte offentligheden, at uddannelsessektoren ville blive beskåret på næste års finanslov. Resten af staten var underlagt omprioriteringsbidraget, og nu kunne uddannelse og kultur ikke længere slippe, lød begrundelsen blandt andet.

Ellen Trane Nørby sagde, at Danmark lå i top i OECD målt på forbrug på uddannelse. Hvad, hun ikke nævnte dengang, var, at OECD også talte børnehaver med i det regnestykke, som derfor blev noget misvisende. Ellen Trane Nørby nævnte flere gange i debatten, at de selvejende gymnasier samlet set havde store overskud.

Og hun havde ret i, at flere gymnasier havde sparet flere millioner kroner op. Flere rektorer forklarede dog dengang, at pengene skulle bruges til at bygge ud eller renovere bygningerne til den stadige strøm af unge, som søgte mod gymnasiet.  

Esben Lunde Larsen brugte et mere malende sprog og kaldte universiteterne for “kornfede”.

De to ministre tog de politiske slagsmål med uddannelsessektoren, mens taksterne til uddannelse blev nedskrevet på det kommende års finanslov og stemt hjem i Folketinget af regeringen og Dansk Folkeparti.

Det skal dog også nævnes, at nedskæringerne på uddannelse dengang også blev kædet sammen med en ny politisk aftale om politiet, som Socialdemokratiet også var med i.

Omprioriteringsbidraget er meget effektivt
Regeringen lægger op til, at omprioriteringsbidraget på gymnasierne foreløbigt skal løbe frem til 2021.

2-4-6-8-10-12 procent, sådan vil taxameteret til gymnasierne sådan cirka blive nedbarberet fra 2016 til 2021, hvis det står til den nuværende regering.

Den gamle grønthøster fra 1980’erne bliver således kørt hen over uddannelsessektoren nu, og det er et meget effektfuldt redskab.

Det forklarer Peter Munk Christiansen, som er professor i statskundskab på Aarhus Universitet.

Eller med andre ord, selv om politikerne stopper omprioriteringsbidraget på et tidspunkt, så vil de foregående års nedskæringer blive ved med at gælde i årene frem. Med mindre der ligefrem kommer en regering, som øger bevillingerne med tilbagevirkende kraft.

En beregning fra Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) viser, at de gymnasiale uddannelser vil modtage 1,8 milliarder kroner færre i 2021 sammenlignet med i 2015 på grund af nedskæringerne.

Penge, som kan bruges andre steder i samfundet – for eksempel til ældre eller skattelettelser.     

Omfordeling af penge
At der også foregår en reel omprioritering af pengene inden for uddannelsesområdet, mærkede de almene gymnasier i 2017.

I 2017 har de almene gymnasier ud over omprioriteringsbidraget på to procent også skullet aflevere 3,7 procent af deres taxameterkroner for at medfinansiere en del af erhvervsuddannelsesreformen fra 2014.

Der er på Christiansborg bred enighed om, at det er et problem, at de unge ikke gider at tage en erhvervsuddannelse.

Danmark kommer til at mangle industriteknikere og VVS-mænd, bliver gang på gang nævnt af politikere i både rød og blå blok.

Socialdemokratiet lavede i efteråret et forslag til næste års finanslov, hvor de specifikt krævede, at omprioriteringsbidraget på to procent fjernes fra erhvervsuddannelserne. Partiet nævnte i den sammenhæng ikke gymnasierne.

Undervisningsordføreren for Socialdemokratiet, Annette Lind forklarer, at erhvervsuddannelsernes udfordringer er så akutte, at der skal gøres noget her og nu.

“Vi er dog principielt imod nedskæringer på uddannelse også på gymnasierne,” siger hun.

Eller med andre ord Socialdemokratiet kæmper for alle uddannelser, men mest for erhvervsuddannelserne.

Ved den netop indgåede finanslovsaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti får erhvervsuddannelserne 170 millioner kroner i en kvalitetspulje til næste år – en lignende pulje på 150 millioner kroner er blevet givet de to seneste år.

Udadtil kan det godt virke som et løft af erhvervsuddannelser, men da samme uddannelser har været underlagt omprioriteringsbidraget i 2016 og 2017, bliver erhvervsuddannelserne reelt også skåret ned.

“Politisk set vil der nok være et større pres for at prioritere erhvervsuddannelserne og videre- og efteruddannelse i fremtiden, mens flere politikere taler om, at færre skal gå i gymnasiet og tage en lang videregående uddannelse. Det kommer gymnasierne nok til at betale for,” siger Ove Kaj Pedersen.    

Nedskæringer siden 1980’erne
Ifølge Finansministeriet har der været omprioriteringsbidrag i store dele af de offentlige driftsorganisationer siden 1980’erne og har siden midten af 1990’erne ligget på to procent årligt.

Efter “kun” to år med omprioriteringsbidrag lyder det dog fra uddannelsessektoren, at nedskæringerne går ud over kvaliteten, og at det bliver meget vanskeligt at fortsætte nedskæringerne i de kommende år.

“Hvis nedskæringer fortsætter, så er der nogle skoler, som får det meget svært, og nogle vil ikke overleve,” siger René van Laer, som er formand for gymnasieudvalget i Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier.

Spørgsmålet er, hvorfor uddannelsessektoren ikke mener, der kan skæres og effektiviseres yderligere, når andre sektorer i staten har gjort det i årevis?

Rene van Laer peger på, at andre sektorer i staten måske nemmere kan justere på mål og opgaver og dermed effektivisere, og at digitalisering sandsynligvis nemmere kan spare mange medarbejdere væk i administrationstunge brancher. Det er sværere i forhold til undervisning, påpeger han.

“Eleverne skal have undervisning af en lærer, og de skal have et bestemt antal undervisningstimer. Vi må ikke putte flere elever i klasserne, og den nye gymnasiereform kræver bedre feedback til eleverne,” siger René van Laer og fortsætter:

Skær, og lade sektoren klare resten
Bent Greve fra RUC peger på, at omprioriteringsbidraget også er et behændigt værktøj at bruge for politikere og Finansministeriet, fordi man ikke skal tage stilling til, hvilke opgaver som skal løses anderledes eller med ringere kvalitet.

“Finansministeriet og de ansvarlige politikere sidder ikke og siger, sådan skal I spare. Det er nemmere at skære et par procenter af budgetterne, og så lade sektoren selv finde ud af at udmønte det. Men når det handler om sundhed, ældre, børn og undervisning, så kan man ikke bare blive ved med at skære ned, uden det går ud over kvaliteten,” siger Bent Greve.

Peter Munk Christiansen fra Aarhus Universitet er enig og henviser blandt andet til sundhedsvæsenet, som i en årrække har skullet levere mere produktivitet for de samme penge. Han formulerer det sådan her:

Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Lars Andersen ønsker også at gøre op med forestillingen om, at det er en naturlov, at man kan køre grønthøsteren ud over den offentlige sektor og effektivisere år efter år, uden det går ud over kvaliteten. Han anerkender, at den private sektor og industrien hele tiden effektiviserer og øger deres produktion for færre omkostninger for eksempel på grund af digitalisering. Men han mener ikke, man kan sammenligne brancher, hvor robotter og digitalisering kan effektivisere produktionen med undervisningssektoren.

“Lad os få en ærlig snak, om at nedskæringer går ud over kvaliteten i stedet for at skjule sig bag et abstrakt omprioriteringsbidrag. Vi bliver nødt til at tage diskussionen ‘up front’, at to procent om året har konsekvenser. Skal vi lukke små gymnasier, eller skal vi indføre store forelæsninger i stedet for klasseundervisning?” siger Lars Andersen.

“Ikke en nem opgave”
Finansministeriet ønsker ikke at kommentere omprioriteringsbidragene på uddannelse, men henviser i stedet til undervisningsministeren.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) skriver i en e-mail:

“Jeg anerkender, at det bestemt ikke er nogen nem opgave at effektivisere i gymnasiesektoren. Alle, som har haft en ledelsesopgave med at effektivisere i det private eller offentlige, ved, at det er vanskeligt. Men jeg mener, at gymnasierne på nogle områder kan effektivisere deres drift, samtidig med at man har øje for at bevare kvaliteten på det vigtigste, nemlig undervisningen.”