Et stort antal af piger i klassen har en positiv effekt på drenges læring. Det viser en ny hollandsk undersøgelse foretaget på universitetet i Utrecht.
Forskerne har taget udgangspunkt i en PISA-undersøgelse af 15-årige drenges læsefærdigheder og har konkluderet, at i de skoler, hvor der er 60 procent piger eller flere, bliver drengene bedre til at læse – og at det i sidste ende vil har en positiv effekt på den generelle læring.
De hollandske forskere mener, at der ligger flere faktorer til grund for det. De henviser til undersøgelser, der viser, at piger har større non-cognitive skills, altså har større selvdisciplin og er bedre til at fokusere og koncentrere sig om undervisningen end drengene. De henviser ligeledes til andre undersøgelser, der indikerer, at piger er knap så påvirkede af kammeraternes socioøkonomiske baggrund og lærernes uddannelsesbaggrund, og at de også derfor har en postiv effekt på læringsmiljøet i klassen. Noget, der også i sidste ende gavner drengene.
Undersøgelsen har ikke kigget på kønsopdelte skoler og siger heller ikke noget om, hvorvidt det er gavnligt for pigernes læring at være i overtal. Den tager også kun højde for de 15-årige og siger altså heller ikke noget om ældre drenge og piger på gymnasialt niveau.
Store udsving i de enkelte lande
Jo Krøjer er lektor på Institut for Mennesker og Teknologi på RUC og har været medforfatter på flere underøgelser om kønsidentitet og -adfærd i folkeskolen. Hun er skeptisk over for de metoder, der ligger til grund for den hollandske undersøgelse.
“Det er en meget generel konklusion, som ikke taler om specifikke forhold i de enkelte lande. Flere af de lande, undersøgelsen har sine tal fra, har en tradition for kønsopdelte skoler, og så er det naturligvis et andet sammenligningsgrundlag end for eksempel i Skandinavien, hvor vi ikke har sådan en tradition,” siger hun og fortsætter:
“Dertil kommer, at de tal, de har, bygger på fordelingen af piger og drenge på skolerne. Det siger ikke noget om kønsfordelingen i de enkelte klasser.”
Hvis undersøgelsens konklusioner ville gælde specifikt i Danmark, ville det være gavnligt for de drenge, der går i stx i Danmark. Her har der nemlig siden 1974 været en overvægt af kvindelige gymnasieelever. I de seneste mange år har andelen af piger været på over 60 pocent i stx. Modsat htx, der har en stor overvægt af drenge.
“I så fald vil drengene få større læringsudbytte i det almene gymnasium end i det tekniske gymnasium. Men undersøgelsen tager udgangspunkt i, at læsefærdighederne giver en bedre læring i det hele taget. Det gælder selvfølgelig, når man skal læse i andre fag også, men der konkluderes måske for bredt i forhold til læsningens betydning,” siger Jo Krøjer.
Det handler om lærerens forventinger
I den hollandske undersøgelse konkluderer forskerne, at det optimale for de 15-årige drenges læsefærdigheder er: at gå i en skole med en overvægt af piger, at komme fra en socioøkonomisk baggrund, hvor der står mange bøger på bogreolen i hjemmet, og at læreren har en universitetsuddannelse.
Jo Krøjers forskning viser noget lidt andet, nemlig at pigernes og drengenes læring også handler om læreren og lærerens forventninger.
“Lærernes forventning til henholdsvis pigerne og drengene har meget stor indflydelse på elevernes læring, for de har en tendens til at opfylde lærerens forventninger. Så hvis læreren forventer, at drengene er umotiverede og uengagerede, vil nogle have en tilbøjelighed til at blive det. Og modsat i pigernes tilfælde,” siger Jo Krøjer.
“Derfor er det vigtigt at kigge på, hvad der ligger i selve forventningen hos læreren. Hvordan ser vedkommende drengene og pigerne? Og er han eller hun opmærksom på det i tilrettelæggelsen af undervisningen?” siger Jo Krøjer.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode