DGS 50 år: Da Johanne og Reimer lavede ”verdens vigtigste arbejde”

Den tidligere studievært på DR Reimer Bo Christensen var ifølge ham selv en bonderøv i forhold til de andre aktive i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS). Og netop derfor blev han valgt som næstformand i elevernes organisation, da han blev færdig på Thisted Gymnasium i 1970.

”Jeg talte med jysk accent og havde langt rødt hår, og jeg blev sendt ud til de jyske gymnasier, når de truede med at melde sig ud af DGS. Det endte ofte med, at eleverne blev i DGS, når jeg havde været på besøg,” fortæller Reimer Bo Christensen i dag.

Dengang var en del af de aktive elever i DGS også medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU) – og mange af dem fra akademikerhjem.

Meget er sket siden dengang både i det politiske landskab i Danmark, men også i DGS, som nu fylder 50 år.

Gymnasieskolen.dk har talt med Reimer Bo Christensen og politisk ordfører for Johanne Schmidt-Nielsen om deres arbejde i den 50 år gamle elevorganisation.

Både Reimer Bo Christensen og Johanne Schmidt-Nielsen er enige om, at arbejdet i DGS nyttede noget, og at de var med til at rykke uddannelsesdebatten. Samtidig er de begge to enige om, at tiden i DGS lærte dem meget og satte personlige aftryk, de siden brugte i deres professionelle karrierer.

Reimer Bo Christensen (th.) i sin tid på Thisted Gymnasium. (Privatfoto Lokalhistorisk arkiv for Thisted Kommune)

Spiritusbevilling på Thisted Gymnasium
Reimer Bo Christensen var ikke politisk aktiv, og da han begyndte i DGS, var hans hidtil største politiske bedrift at være med til at skaffe en midlertidig spiritusbevilling til Thisted Gymnasium.
Den langhårede journalistspire opdagede dog hurtigt, at verden rummede større og vigtigere spørgsmål, da han kom til København for at deltage i DGS-arbejdet hver anden weekend.

”De andre elever var utroligt fokuserede og engagerede i arbejdet. De havde en socialistisk tankegang, som blev oversat til, at alle skulle have lige ret til uddannelse, og det, syntes jeg også, var en vigtig sag at kæmpe for,” siger Reimer Bo Christensen.

Selvom de fleste aktive i DGS også var meget politiske bevidste, handlede arbejdet i DGS ikke om partipolitik eller om langhårede diskussioner om at ændre verden. Reimer Bo Christensen husker, at mange i DGS havde de rigtige kontakter for eksempel til journalister, som skrev om elevernes dagsordener.

”Dengang blev cirka 15 procent af en ungdomsårgang studenter. Det var overklassen og en minoritet fra middelklassen, som gik i gymnasiet.  Vi skrev en publikation om den 12-årige enhedsskole, og vi arbejdede for, at alle skulle have en ungdomsuddannelse,” siger Reimer Bo Christensen.

Sædernes forfald
Han husker, at den daværende rektorforening dengang ikke var specielt imponeret over DGS’ visioner eller i det hele taget af den danske ungdom, og DGS var i direkte opposition til rektorforeningen.

”Jeg tror ikke, rektorforeningen forstod de unge dengang. De talte mere om sædernes forfald efter ungdomsoprøret i 1969,” siger han.

Reimer Bo Christensen mener, at DGS dengang og i dag gør en forskel.

”Vi var med til at rykke den uddannelsespolitiske debat i forhold til, at børn af enlige forældre og fra arbejderhjem også skulle i gymnasiet,” siger Reimer Bo Christensen.

I dag kan han konstatere, at DGS’s visioner fra dengang i høj grad er blevet til virkelighed.

Selv fik han også meget ud af sit år i DGS.

”Jeg mødte nogle dygtige mennesker, som ville noget med deres arbejde. Det har påvirket mig til at tage mit eget arbejde seriøst. Jeg lærte, hvis du er seriøs, så kan du også opnå det, du arbejder for,” siger han.

Sov i sekretariatet
Politisk ordfører for Enhedslisten Johanne Schmidt Nielsen tænker også tilbage på sin tid i DGS med stor glæde. Hun var næstformand i DGS i et år fra 2002 til 2003 og flyttede fra Fyn til København lige efter gymnasiet.

”Det var en fantastisk tid. Vi syntes, vi lavede det allervigtigste arbejde i verden,” siger Johanne Schmidt-Nielsen, som nærmest boede i DGS’s sekretariat.

Lige som Reimer Bo Christensen havde hun også den rolle i DGS, at hun besøgte de jyske gymnasier. Som hun selv siger, så var hun ikke piercet og var en god DGS-repræsentant på de knap så progressive gymnasier.

På det tidspunkt havde eleverne en diskussion om, hvorvidt DGS-repræsentanterne kunne få 10 kroner om dagen til mad, når de rejste til Jylland. Det ville dække udgifterne til rugbrød og tun, men der blev truffet en principiel beslutning om, at DGS-kassen ikke skulle bruges til mad.

”Vi ville ikke beskyldes for at være pampere,” fortæller Johanne Schmidt-Nielsen.

Klasselofter og bannere
På mange måder var fokus i DGS det samme som i 1970, da Reimer Bo Christensen var næstformand. DGS kæmpede for lige muligheder for alle for at få en uddannelse.
Et andet vigtigt emne var klassekvotienter. Johanne Schmidt Nielsen husker, at antallet af elever i klasserne voksede støt og roligt i hendes gymnasietid, og det blev en vigtig mærkesag for DGS at bevare et godt arbejdsmiljø og plads til undervisning for eleverne.

”Jeg har været med til at male bannere og har demonstreret for loft over klassekvotienter, da jeg gik i gymnasiet, og jeg er sikker på, at vi fik flyttet noget i debatten,” siger Johanne Schmidt Nielsen, som senere i Folketinget var med til at binde en sløjfe på kampen for klasselofter.

Johanne Schmidt-Nielsen var med til at forhandle om Regeringens finanslov for 2012, som betød indførelsen af klasseloftet på gymnasierne.

Amatører med stor succes
Politikeren husker, at hun og de andre aktive i DGS fik tingene til at ske. Alle var uerfarne unge, men alligevel formåede de at brænde igennem i medierne. DGS ville dengang sætte fokus på, at elever med ressourcestærke forældre havde en klar fordel i forhold til at lave store skriftlige opgaver derhjemme.

DGS mente, at det skulle være muligt at få en uddannelse for alle uanset ens forældrebaggrund. Derfor oprettede organisationen en hotline, hvor frivillige kunne hjælpe gymnasieelever med skriftlige opgaver.

”Det var et pressestunt, som også fik omtale, fordi nogle mente, at det var snyd, at elever kunne få hjælp til det skriftlige arbejde. Vi var dygtige til at bruge medierne, selv om vi ikke havde en professionel kommunikationsrådgiver,” siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Billedet er nogle år efter DGS-tiden. Johanne Schmidt-Nielsen var begyndt på universitetet og deltog i en studenterpolitisk demonstration. Foto Mark Knudsen.

Lærte af elevtiden
I dag er hun selv en topprofessionel politiker, og hun mener, at tiden i DGS har været med til at forme hende professionelt.

”Vi fik vigtige erfaringer i DGS. Som helt unge stod vi med et stort ansvar for at organisere stormøder, stå for økonomi, håndtering af medier, uden at der var nogle ”voksne” til at sige, hvordan vi skulle gøre,” siger hun.

Johanne Schmidt-Nielsen husker også, hun fik trænet sine evner som debattør. Første gang hun var i Deadline på DR2 var i en debat med undervisningsminister Ulla Tørnæs.

”Hun var rasende bagefter, fordi hun mente, hun havde fået for lidt taletid. Det er lidt sjovt, at en undervisningsminister reagerede sådan efter en debat med en gymnasieelev,” siger Johanne Schmidt Nielsen.   

Artiklen er opdateret med foto af Johanne Schmidt-Nielsen 21. maj kl. 11.30