Det rene ingenting

Torben Ulrich dukker op på skærmen med sit lange, grå skæg, mens han vinker ivrigt med et stort smil: ”Hej, hej, hej!” Skype­forbindelsen går fint igennem. Han sidder i sit arbejdsværelse i hjemmet i Californien, som han deler med sin amerikanske kone, Molly. Indimellem kommer hun ind og taster på computeren ved siden af, mens vi taler fra skærm til skærm. Det er hende, man skal lave aftalerne igennem. “He doesn’t do emails”, som hun skriver.

Den 86-årige tidligere tennisspiller, jazzkritiker, billedkunstner og udøvende buddhist har et stramt program, forstår man. Han arbejder på et projekt omkring begreberne gesamtkunstwerk og det transdisciplinære med forskellige danske kunstnere. Dertil kommer to skriveprojekter og alle bøgerne, som han skal have læst. For tiden er han blandt andet optaget af den britiske matematiker og filosof Alfred North Whitehead og hans tanker om viden og forståelse som en stadig proces.

Torben Ulrich blev engang kendt for at lave buddhistiske glidefald – altså hvor man tilbagelægger distancen ved skiftevis at mave sig i sin fulde kropslængde og så rejse sig – fra Svanemøllen til Rødby. Det tog ham tre måneder. Han dyrker stadig ”nogle yogiske bevægelser”, som han kalder det, så han kan gå op ad trapperne i husets fire etager for at kunne spise frokost med Molly i køkkenet. Og hvis børnebørnene spørger, om han ikke vil med ned at slå lidt på tennisbanen, siger han: “Okay, det kan vi da godt.”

Lige så kendt Torben Ulrich blev for at spille ottendedelsfinale i Wimbledon, lige så kendt blev han for den DM-finale i 1966 i herresingle, hvor han stoppede matchen, fordi han skulle se en VM-fodboldkamp. Han argumenterede for, at han forinden havde sagt til arrangørerne, at han skulle gå klokken 15. Kampen begyndte klokken 13.30, og eftersom de ikke havde nået at spille færdigt inden da, måtte han gå.

I den biografiske antologi Jazz, bold og buddhisme husker en skolekammerat ham som en oprører, ”en, der blev ved med at udfordre borgerskabet i alt, hvad han gjorde”. I Torben Ulrichs gymnasietid var der ikke så meget plads til oprør. Den var præget af krigen. Han gik på Ordrup Gymnasium, da det blev klart, at han med sin mor, der var jøde, måtte flygte til Sverige. Det var lige omkring hans 15-års fødselsdag i oktober 1943.

”Vi kom med en fiskerbåd fra Gilleleje og skulle sejle til Sverige, min mor, min lillebror og jeg, men vi kom ikke langt ud, før der blev skudt inde fra land. Nogle kugler ramte båden, andre fløj hen over os, som vi stod nede i lukafet, 17 mennesker,” fortæller han.

Efter et kort ophold i Horserødlejren i Nordsjælland lykkedes det Torben Ulrich at flygte til Sverige med sin mor og bror, hvor han kom på Sigtunaskolan nord for Stockholm.

”Det var en kostskole, hvor min far kendte nogle af de andre forældre. Han var mangeårig tennislandsholdsspiller og havde et fint venskab med sine svenske kolleger. En af dem, Marcus Wallenberg (i familie med Raoul Wallenberg, svensk diplomat, der blandt andet blev kendt for at hjælpe jøderne under Anden Verdenskrig, red.), havde sønner, der gik der. Andre af børnene på skolen havde forældre, der var diplomater i Argentina, Sydafrika og andre lande, så skolen skulle leve op til internationale standarder som den britiske kostskole Eton. Det var et meget fornemt sted, i forhold til hvor de mange andre, der måtte tage af sted fra Danmark, nu måtte befinde sig. Jeg følte mig mægtig forkælet, selv om det selvfølgelig også var en svær tid i Sverige. Noget af det, jeg lærte der, var samhørighed på det mere fysiske plan. Lærerne boede på skolen, og dem spiste vi også frokost og middag med. Det gjorde, at vi kendte lærerkræfterne utrolig godt, og at det sociale samvær var meget intenst,” fortæller Torben Ulrich.

Skulle kunne udenad
Ligesom Maglegårdsskolen og Ordrup Gymnasium, hvor Torben Ulrich tidligere havde gået, var Sigtunaskolan præget af tidens pædagogik. Torben Ulrich kan stadig ryste på hovedet ad det.

”Det handlede om at kunne udenad. Vi skulle kunne Ruslands byer og Europas floder, og vi skulle kunne en hel masse andet for at bestå eksamenerne. Hvis man så havde bestået, var det overstået. Det handlede bare om at komme videre derfra. På den måde mener jeg, der er en brist i uddannelsessystemet, for det handler hele tiden om at komme videre til noget andet. Så tager vi den eksamen, og så er vi videre til dét trin.

Det opleves ikke som noget, der er rigt i sig selv,” siger Torben Ulrich.

Han pointerer, at han ikke har fulgt med i de reformer, skolen og gymnasiet i Danmark har undergået, men tanken om det tværfaglige glæder ham.

”Fag er jo ikke som en + en + en. Det handler også om at kunne se sammenhængen mellem de enkelte fag. Jeg har ikke noget imod, at man er koncis og præcis, tværtimod, det er vigtigt. Samtidig med at man finder sammenhængen og forstår sin egen samhørighed med det.”

I Sverige færdiggjorde Torben Ulrich det trejde ud af i alt fire gymnasieår, men nåede ikke at få sin afsluttende eksamen, inden krigen var slut, og familien kunne vende tilbage til Danmark. I stedet blev han journalistelev på Reuters Bureau efter krigen, men valgte senere at gøre sin studentereksamen færdig på Akademisk Studenterkursus med tanke på at blive psykiater. Derfor læste han samtidig ”organisk kemi”.

Tennissen tog mange af timerne. Det samme gjorde jazzen, som Torben Ulrich fulgte intenst, mens han skrev om det til Politiken, B.T. og senere Information. Siden blev han fast medarbejder på Danmarks Radios kulturredaktion.

Torben Ulrich er dog mindst lige så berømt for sine ideer om musik og boldspil og zenbuddhisme. Han har mediteret og praktiseret buddhisme en stor del af sit liv.

”Jeg var ofte på Gerlev Idrætshøjskole for at deltage i seminarer om, hvordan vi så på idræt. For eksempel var der engang en gymnastikpige, der fastholdt, at gymnastik og boldspil ikke havde en pind med hinanden at gøre. At det grundlæggende ikke var det samme,” siger Torben Ulrich.

Han ser det i et andet lys. Boldspil og gymnastik hænger på et vist plan sammen. Eller som han forklarer:

”Man udånder bare på forskellige måder, det er forskellige iltninger af det samme åndedrag, så at sige.  Men det er klart, at hvis man fastholder et skarpt skel mellem en højskoleinspireret idræts­etik, hvad angår gymnastik, og et boldspil, der kun giver mening ud fra en vinder/taber-tvedeling, kan det tage sig anderledes ud.”

Den spørgende tilstand
Nogle vil mene, at det ligger i sportens og idrættens dna at konkurrere modstander mod modstander. Men ikke Torben Ulrich. I stedet for at spille mod spiller han med. Han lyder som en zenbuddhistisk bueskytte, når han taler om at ”gå i ét med bolden”. Som i dette interview fra Information i 1975:

”Hvis vi virkelig kan forene os med bolden og dens situation. Og ligesom glemme vores egen smålighed og vores egen begærlighed i kampøjeblikket, så bliver vi derigennem også ét med ham, vi spiller mod, og med tilskuerne og med banens mål og med resultatet så at sige. Ved at blive ét med bolden har vi ligesom spillet den så godt, som det nu gik. Og så er det bolden, der bestemmer resultatet, og bolden, som så at sige er kampen og det alt sammen”.

Den teknik må have virket, også selv om det ikke var Torben Ulrichs intention at vinde. Da Torben Ulrich var 48, lå han nummer ét på mændenes verdensrangliste for spillere over 45 år.

Hvordan ville du undervise i idræt, hvis du skulle undervise i det i dag?

”Det ved jeg nu ikke … I hvert fald ikke sådan, som vi havde gymnastik der i 1940’erne. Der skulle vi lave armbøjninger og knæbøjninger i ét væk, uden tanke for hvordan det føltes i kroppen. For mig blev det senere det vigtigste at forstå, hvordan ens krop virker, og hvad de enkelte bevægelser gør ved én. Der er nogle, der dyrker yoga for det kosmetiskes skyld. Ligesom de kan dyrke vægtløftning. Men så bliver det en form for rangforordning, hvor vi føler os godt tilpas, fordi ingen kan sige vores krop noget på. Men for at vende tilbage til det med vejrtrækningen, åndedrættet: At blive opmærksom på, hvordan man trækker vejret. Når man først begynder på det, kan man måske blive overrasket over, hvor forkrøblet åndedrættet kan være, og hvor meget der er knyttet til ens vejrtrækning. Når man trækker vejret anderledes, kommer der måske en åbning. I den åbning kan man opleve, hvad det her underlige legeme, der har to arme, to ben og et hoved, er. Hvad går det ud på? Man kan stille spørgsmålet uden at fordre en løsning, så man bliver i den spørgende tilstand.”

Hvad mener du, de unge skal uddannes til?

”At forstå den sammenhæng, man indgår i. Hvordan kunne vores demokratiske samfund være anderledes, hvis det skulle have en anden struktur? Den forståelse kunne man udvide til forståelse af andre kulturformer, måske dernæst udvide det til utopiske strukturer og så videre til en forståelse af universet. Alt ændrer sig jo hele tiden, og man må være fleksibel for at forstå det,” siger han og tilføjer:

”Det vigtigste er, at man levendegør uddannelse, at det ikke bliver fastfrossen faglighed. Så er det for så vidt underordnet, hvad stof det er, de skal lære. Det er levendegørelse af stoffet, der er det væsentlige.”

Et hele
Torben Ulrich plæderer for en tankegang, der ikke er binær, men snarere ét hele.

”Vi har en tendens til at prioritere og valorisere det ene frem for det andet. Det mandlige frem for det kvindelige, for eksempel. Det er ofte den tankegang, vi er opdraget i. Vi ser modsætningerne, men hvis man griber det anderledes an og – ja, hvis vi bliver i det binære – hvis vi dykker ned i mellemrummet mellem modsætningerne, kan der være en chance for, at noget nyt åbner sig. Så kommer der måske en trefoldighed, der kan blive til en femfoldighed, som igen kan indgå i ét hele.”

På spørgsmålet om, hvorvidt hans sind er blevet mere åbent for læring, efter at han begyndte at meditere, lyder svaret:

”Det er jo ikke sådan, at man enten er i en meditativ tilstand eller ikke er i en meditativ tilstand, for så laver man endnu en dualisme, men okay, hvis vi skal blive ved ordet meditation, så kan man komme et sted hen, hvor man oplever en anden årvågenhed. Meditation handler mere om, at man ikke bliver ved med at spørge sig selv om, hvad det handler om, og vil have et svar. Vores kultur er sådan, at vi stiller et spørgsmål og skal have et svar med det samme. I en meditation handler det snarere om at være til uden at skulle sprogliggøre det,” siger han.

Den årvågenhed har taget ham ud i universet og ned i materiens mindste bestanddele, fortæller han:  

”Hvis vi er åbne over for det uforklarlige og for, at der er adskillige andre værdisæt end de konventionelle, kan der opstå et spillerum, som så igen er åbent for et større spillerum. Som så igen udvider sig. Så kan man så udvide det spillerum i det uendelige. Når vi kommer helt derud, når vi måske til noget med kvantefysik. Eller vi kan gå den anden vej, indtil vi kommer ned i det mikroskopiske, og så kommer vi sgu også til noget kvantefysik. Det er nøjagtigt det samme. Det udvider og udvider og udvider sig begge veje. Der åbner det sig ud til det kosmiske, det, vi er dannet af, de kerneprocesser, det guddommelige, eller hvad det nu er. Eller som de siger i den jødiske, kabbalistiske tradition: Det rene ingenting.”

Måske skulle vi lære at være det rene ingenting, mener Torben Ulrich. Det er ikke nødvendigvis noget, man kan og skal lære i skolen.

”Hvis vi kan lære at leve mere i de ender, hvor vi ikke har brug for så mange forklaringer, kan vi indleve os i det rene ingenting, og så bliver vi en del af det kosmiske. Vi trækker vejret, vi er en del af kloden, af solsystemet og mælkevejen, og sådan kan vi blive ved. Og det er sgu da meget interessant. Det er på en måde det samme som at lære om Ruslands floder og Europas hovedstæder. Floder og byer er former for liv, hvis man ikke opfatter det som frossen lærdom og objektiviserer det. Jeg opfatter ikke læren om solsystemerne og mælkevejen som fag, men som noget virkeligt vedrørende. Vi er jo en del af det, hvad enten vi vil det eller ej. ”