Den stakåndede generation

På de korte rodistancer er starten afgørende. Der er ikke meget strategi og energirationering i at ro 2.000 meter hurtigere end modstanderne. Det gælder om at komme af sted så hurtigt som muligt og konstant forblive på det yderste af sin ydeevne. Når det gælder, har roerne trænet starten tusindvis af gange, fortæller den 29-årige cand.mag. i filosofi og stifter af Ungdomsbureauet Olav Hesseldahl om dengang, han var konkurrenceroer på eliteniveau.

”Vi byggede op til den start hele året. I januar løb vi rundt i skovene med bildæk om maven og roede i romaskiner, til vi segnede. Når vi kom på vandet, øvede vi starten i det uendelige, for at den kunne sidde lige i skabet. Vi fejlede og tvivlede og justerede og byttede rundt på pladserne for at udforske os frem til den optimale start,” siger han.

Når de til sidst sad i båden side om side med konkurrenterne, og stilheden blev brudt af det startskud, der satte milliarder af mikroprocessor i gang i kroppene, skulle alt være perfekt. Ingen måtte længere begå fejl. En fejl koster sejren, når det gælder.

”For unge skal den sidde i skabet allerede i januar. Der er ikke et år eller længere til at øve sig på livet. Du skal i gang med det samme, og du skal helst ramme rigtigt i første forsøg. I konkurrencestaten skal du være så effektiv, at du ikke har mulighed for at øve dig og fejle,” siger Olav Hesseldahl, der via Ungdomsbureauet arrangerer pop-up-højskoler, work­shopper, debatter og Ungdomsmødet under Folkemødet på Bornolm og står bag bogen De frafaldne og generationsportrættet Jeg drømmer om en tid…

Børn af 11. september
Han oplever en generation, der er presset og presser sig selv til det yderste. De er børn af 11. september 2001, af Muhammedkrisen og Dannebrogsafbrændingers flammende had i blikket, af bomberne i London og Madrid, af iPhone og Facebook, af finanskrisen, konkurserne, arbejdsløsheden, af mindreværdsskabende teenageguder som Mark Zuckerberg og Yahya Hassan, af nedskæringsreformerne, af historierne om tabte ungdomsgenerationer i Sydeuropa, af den årgang i Norge, der fik ætset frygten i sin dna, da Breivik åbnede ild på Utøya, af fremdriftsreformen, af Islamisk Stats rædsler, af je suis Charlie og kravet om at være den bedst uddannede generation i Danmarkshistorien. Der er en acceleration af megabegivenheder uden historisk sidestykke. Det er granatchok på gra­nat­chok på granatchok. Det er konstant pres. Det er følelsen af, at hvert øjeblik er sidste chance.

”Der er ingen tvivl om, at de ydre begivenheder har påvirket ungdommen helt vildt. De er presset til det yderste, og jeg fornemmer desværre, at deres følelse af at være en del af en generation er centreret omkring alle de negative prædikater, de hører om sig selv, som værende dovne, dumme, ukoncentrerede, forkælede curlingbørn,” siger Olav Hesseldahl.

De unge selv har aldrig oplevet anden opvækst, og derfor er det svært at besvare, hvad det har gjort. Men det har gjort noget, tror 20-årige Jeppe Leo Rasmussen, der læser til eksamen i 3.g på Mulernes Legatskole, mens vi taler.
”Jeg tror, unge tidligere har troet på, at verden blev bedre. Det tror vi nok ikke så meget. Man er på en måde lammet af, at de store begivenheder hele tiden finder sted. Vi har vænnet os til at høre om endnu en borgerkrig, endnu en krise, endnu en arbejdsløs,” siger Jeppe Leo Rasmussen.

Debattens nødråb
Det er med andre ord længe siden, gymnasie­ungdommen hørte det tørre smæld fra startpistolen bryde stilheden. Man kan se ringene i søen fra deres synkroniserede, hastige åretag i de debatindlæg, der i virkeligheden slet ikke er debat­indlæg, men offentlige nødråb af en slags, vi aldrig rigtig har kendt til, før den generation, der voksede op med at dele alt privatliv, blev unge voksne og skrev dagbøger, som alle kan læse.

I de nødråb fortæller de om veninder, der tjekker mængden af kalorier i selleristænger, om kåringer af de smukkeste 1.g’ere, om tavsheden efter dødsfald, om det lave faglige niveau, om det tårnhøje niveau, om forstyrrende sociale medier. Aviserne skriver om 12-talspigerne, som altid bliver affotograferet i næsten postuleret lykkelig studenterekstase, men som knækker, lige så snart de træder ind på universiteterne som teenagestuderende, der ikke fik andet end det gode karaktergennemsnit med sig.

I Espergærde jagter Melissa Elsborg karaktererne, selv om hun endnu ikke har gjort op med sig selv, om det liv, hun søger, giver mening for hende. Vi taler sammen en sen aften, hvor den tidlige sommers forræderiske kulde har indtaget København. Da interviewet egentlig er forbi, fortæller jeg, hvor anderledes de vilkår, hun beskriver, er fra dem, der var mine, da jeg var på hendes alder i begyndelsen af 90’erne. Dengang skulle vi bare følge vores hjerte og jagte vores drømme. Så længe vi tog en uddannelse, skulle tilværelsen nok forme sig på en eller anden måde.

”Hold kæft, hvor er vi bange,” udbryder hun om sig selv og sin generation og tilføjer:

”Vi kan ikke følge vores hjerte.”

300 kilometer i timen med ­begrænset udsyn
Hun drømmer om at blive journalist eller forfatter. Det bliver hun nok ikke. Hun tør ikke. Senest to år efter at hun til næste år er blevet student, sætter hun sig til rette på statskundskabsstudiet på Københavns Universitet.

”Jeg har aldrig så meget som overvejet at gå efter det, jeg drømmer om. Jeg vælger, som de fleste andre, jeg kender, den længste og sikreste uddannelse. Der er en følelse af, at det kun er de bedste, der klarer sig, og at der ikke rigtig er plads til almindelige mennesker. Vi jagter alle sammen muligheden for at kunne få de uddannelser, der giver adgang til arbejdsmarkedet. Men vi stopper slet ikke op og spørger os selv, hvad det egentlig er, vi vil,” siger hun.

Det er det, der er det tragiske, fortæller Olav Hesseldahl. Den fundamentale forudsætning ved at være menneske er at tvivle. Men når startskuddet lyder, flænser det tvivlen i tusinde stykker. Så er der ikke plads til tvivl, men kun til muskelhukommelsen, der fører en ud over søen, uden at nogen ser sig til siden.

”René Descartes taler om tvivlen som beviset på, at mennesket er et selvstændigt individ, fordi vi kan tvivle på eksistensen af alt – selv os selv. Tvivlen er brændstoffet for al menneskelig erkendelse. Tvivlen var helt central for oplysningstiden. De unge tvivler stadig. Men deres tvivl går først og fremmest på, om de er tilstrækkelige. I 60’erne gik tvivlen på autoriteterne, og tænk på, hvad det førte med sig af forandring og revolution. Den tvivl er der ikke mere,” siger Olav Hesseldahl.

Melissa Elsborg hørte én beskrive det på en måde, som hun synes rammer ret præcist.

”Det er som at køre i en bil med 300 kilometer i timen og kun kunne se det allernærmeste forude. Man kan ikke nå at orientere sig. Der er kun dig selv,” siger hun.

Aldrig alene
Der er heller ingen tvivl, første gang jeg spørger 20-årige Jeppe Leo Rasmussen fra Mulernes Legatskole om, hvad han skal efter sin eksamen. Han tager et enkelt sabbatår. Han vil godt mærke, hvordan det er ikke at have et mål og være uden en plan. Men derefter skal han læse statskundskab. Han vil i gang hurtigt. Han følger rådene om at vælge en uddannelse med perspektiv.

”Men jeg har også været en lille smule egoistisk og valgt lidt med hjertet,” siger han.

Vi taler videre, men lidt senere vender han tilbage til det med statskundskab. Det er et svar, han har lært sig at give, fordi han hele tiden bliver spurgt, hvad han skal, når han har taget sin eksamen.

”Det er sådan et målrettet spørgsmål. Der er ingen, der spørger mig hvorfor. Det er nemmere, når jeg siger, at jeg vil læse statskundskab, i stedet for at fortælle om, hvor meget i tvivl jeg i virkeligheden er, og om de 10 forskellige uddannelser, jeg har overvejet,” siger han.

Selv om tvivlen er der hele tiden, er det ikke noget, der så tit fylder samtalerne.

”Tvivl er også noget, der opstår, når man er alene, og for at kunne have samtalen med andre om, at man er i tvivl, skal man først have haft tvivlen selv. I takt med at det er svært nogensinde at være helt alene, fordi der altid er en chat, en besked, en opdatering, så skal man aktivt opsøge tvivlen. De samtaler, man har online, handler ikke så meget om, hvad det her liv egentlig skal blive til, men mere om, hvad man skal lave i weekenden,” siger Jeppe Leo Rasmussen.

For nylig arrangerede Olav Hesseldahl og Ungdomsbureauet en af deres pop-up-højskoler, hvor 36 unge var sammen en weekend uden sociale medier og mobiltelefoner for at tale om, hvad det meningsfulde ungdomsliv er. Jeppe Leo Rasmussen var med ”for også at lære at trække vejret i konkurrencestaten”, som han siger. Han ledte efter en form for mening eller svar:

”Men det svære for mig er nok, at jeg skal finde mig til rette med, at der ikke er et entydigt svar,” siger Jeppe Leo Rasmussen.

Undervejs blev de unge gradvist mere nærværende. Bagefter sagde de selv, at de hørte fuglene synge og lagde mærke til hinandens søgende blikke.

”Det afgørende for, at de kunne være til stede, var, at mobilen var væk, så de ikke samtidig skulle forholde sig til alle deres andre verdener,” siger Olav Hesseldahl.

Når hun vågner om natten
For Jeppe Leo Rasmussen kan det godt være svært at have lov til at være i tvivl og være søgende. Sammenlignet med depressionen i 1930’erne eller den generation af unge mænd, der blev dræbt i Første Verdenskrigs skyttegrave, eller det forhold, at unge i Danmark ikke skal betale deres uddannelse, har han det jo godt.

”Det er meget karakteristisk, at man ikke får lov til at have de problemer, man har. Der er mange frustrationer som gymnasieelev, men lige så snart man tænder for nyhederne, bliver det sat i perspektiv af fattigdom, terror og borgerkrig.

Man kommer nemt til at lyde egoistisk, når man synes, at det er hårdt at være en ganske almindelig privilegeret dansk gymnasieelev,” siger Jeppe Leo Rasmussen.

Privilegiet kan aflæses i statistikkerne. Gymnasieelever sover dårligt, de har stress. Det er sådan, det er at jagte lykken, når man har hørt startskuddet. Det kender Melissa Elsborg til.

Nogle gange drømmer hun, at hun er på ferie og har glemt noget. Det er noget vigtigt. Hun kan ikke få fat i det. Nogle gange drømmer hun, at hun bliver jaget. Hun må skynde sig. Noget er efter hende. Nogle gange drømmer hun, at hun har sovet over sig. Når hun vågner, banker hendes hjerte. Det hamrer i brystet. Det er ikke hver nat. Men det er ikke sjældent. Det er ret almindeligt, fortæller hun:

”Det er noget, mange kender til. I gymnasiet er alt, man foretager sig, jo altafgørende for ens fremtid, hvis man vil ind på en rigtig god uddannelse. Sådan føles det i hvert fald. ”