Artikel
Delte meninger om den nye overenskomst
No image

Delte meninger om den nye overenskomst

Et flertal i GL’s hovedbestyrelse anbefaler medlemmerne at stemme ja til den nye overenskomst, men fem medlemmer siger nej.

Tekst_ gs_redaktor
Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Ja eller nej. Der er delte meninger i Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) hovedbestyrelse om, hvorvidt de vil anbefale medlemmerne at stemme for eller imod den nye overenskomst.

Otte medlemmer af hovedbestyrelsen siger ja, og fem siger nej.  

Ved den nye aftale blev der ikke skrevet præciseringer ind i overenskomsten om brugen af tidsregistrering, som GL havde stillet krav om. På den anden side blev Moderniseringsstyrelsens krav – blandt andet kravet om at fjerne aftaleretten til løn – fjernet fra forhandlingsbordet.

Til gengæld har Moderniseringsstyrelsen skrevet under på, at den vil sætte fokus på og gøre en indsats for at få tidsregistreringssystemet til at fungere på alle skoler.

Ingen "skal-bestemmelser"
Fire medlemmer af Liste 1 kan ikke anbefale medlemmerne at stemme ja til den nye overenskomstaftale.

Tomas Kepler er en af dem. Han mener ikke, at aftalen er god nok, når der ikke er blevet aftalt ”skal-bestemmelser” i overenskomsten.

”Jeg ville gerne have haft, at lederne var blevet bundet til nogle retningslinjer om, hvordan de håndterer tidsregistrering. For eksempel hvordan og hvor ofte de skal godkende den registrerede arbejdstid. Det har vi ikke fået, og derfor anbefaler jeg at stemme nej til aftalen,” siger Tomas Kepler.

Modpartens krav afvist
Næstformand i GL Sigrid Jørgensen fra Liste 2 anbefaler til gengæld medlemmerne at stemme ja til aftalen.

Hun udtrykker tilfredshed med, at alle modpartens krav blev afvist. Krav, der ifølge hende kunne have skabt stor splittelse i GL. Samtidig fik GL sikret reallønnen, og selv om der er tale om en beskeden forbedring over de næste tre år, er det et positivt resultat.

Hun havde også gerne set, at der var indskrevet ”skal-bestemmelser” i overenskomsten, men hun kan også konstatere, at GL ikke kunne have gjort mere under forhandlingerne, end der blev gjort.

Hun mener, at GL sagtens kan bruge, at Moderniseringsstyrelsen nu skal skrive en ny vejledning med præcisering af bestemmelserne om tidsregistrering, samtidig med at der bliver afholdt dialogmøder på flere skoler.

”Jeg tror, de fleste ledere vil lytte til Moderniseringsstyrelsen. Samtidig skal vi også offensivt bruge, at der bliver sat fokus på at få tidsregistreringen til at fungere efter hensigten. Vi har et inderligt ønske om, at det skal fungere, og GL skal igen tage fat i de skoler, hvor der er problemer,” siger Sigrid Jørgensen.

Overvejelser om et nej
Mikael Busch, som repræsenterer Liste 2 i hovedbestyrelsen, har efter flere overvejelser besluttet sig for at anbefale medlemmerne at stemme nej til overenskomstaftalen.

”Jeg er kommet frem til, at jeg ikke selv vil stemme for aftalen, og derfor kan jeg heller ikke anbefale medlemmerne at stemme for aftalen. Jeg savner nogle forpligtende formuleringer om at få tidsregistreringen til at fungere i hverdagen skrevet ind i overenskomsten,” siger han.

Skal ikke sælge ud
Jeppe Kragelund, 2.-næstformand i GL og formand for Liste 3, anbefaler medlemmerne at stemme ja til aftalen.

Han peger på, at Moderniseringsstyrelsen også stillede modkrav og blandt andet ønskede at fjerne aftaleretten til løn.

”Det, vi kunne vinde omkring præciseringer om tidsregistrering, stod langt fra den pris, det ville koste at gå ind på Moderniseringsstyrelsens modkrav. Vi skal ikke begynde at sælge ud af aftaleretten på løn for at få nogle præciseringer af tidsregistreringssystemet. I overenskomstforhandlinger hører det også med til billedet, hvad modparten ikke får igennem, selv om det jo ikke står i den samlede aftale,” siger Jeppe Kragelund.

Fædre får en uges ekstra forældreorlov

Af Louise Wethke Buch

I den nye overenskomst har fædre og medmødre fået en uges ekstra forældreorlov med løn. Før havde fædre og medmødre ret til seks ugers forældreorlov med løn, men de nuværende regler erstattes af en helt ny aftale for statsligt ansatte. Fædre eller medmødre til børn, der fødes eller modtages gennem adoption den 1. april 2015 eller senere, har nu ret til syv ugers orlov med løn.

Annette Nordstrøm Hansen, formand for Gymnasieskolernes Lærerforening, er meget tilfreds med den nye ordning.

”Jeg er rigtig glad for den del af aftalen. Det er et resultat, som jeg tror, at vores unge medlemmer er meget tilfredse med, og det gælder både mænd og kvinder,” siger hun.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater