Artikel
Appernes planet har brug for trafiklys
Thomas Hylland Eriksen

Appernes planet har brug for trafiklys

Smartphonen med alle dens apps er på godt og ondt blevet en forlænget del af vores krop. Den gør os både klogere og dummere – men det analoge har stadig en fordel i læringssituationen. Løsningen kan være flere regler og ‘frie rum’, mener den norske socialantropolog og professor Thomas Hylland Eriksen, som har skrevet en bog om, hvad smartphonen har gjort ved vores liv.

Tekst_ Morten Jest

Det sidste, mange af os kigger på, inden vi lægger os til at sove. Det første, vi kigger på, når vi vågner.

Vi har måske ikke rigtig opdaget det. Men det, vi gennemlever med smartphonens ankomst i vores liv, er intet mindre end en global digital kulturrevolution og den største forandring i vores tilværelse i mange, mange år. Smartphonen har tiltaget sig verdensherredømmet. Den er ikke længere de riges legetøj, men et produkt, der definerer vores tid.

Det – og det, smartphonen gør ved os – skal vi forstå, hvis vi skal tage kontrollen over tiden og livet tilbage.

Sådan lyder beskeden fra den norske professor i socialantropologi ­Thomas Hylland Eriksen i bogen Appernes planet med undertitlen Hvordan smartphonen ændrede verden, som netop er blevet udgivet på dansk.

Han gør i forordet meget ud af, at det her ikke handler om maskinstormeri. Han vil således ikke forsvare en bestemt position i holdningen til smartphones. Baggrunden for bogen er en oprigtig antropologisk nysgerrighed og et ønske om at undersøge smartphonens indvirkning på vores liv. Den og de mange apps er på mange måder blevet et globalt bindeled, der adskiller lige så meget, som de forbinder; Thomas Hylland indrømmer da også sort på hvidt, at han selv besidder en ambivalens over for en udbredt “programmatisk teknologioptimisme” – ikke mindst i uddannelses­systemet, hvor besparelser hurtigt bliver en del af dagsordenen. Mister vi nogle gange mere, end vi får?

For eksempel, skriver han, går noget udefinerbart tabt ved virtuelle møder. Derfor har vi aftalt at mødes fysisk i hans hjemby, Oslo, hvor han til daglig underviser og forsker på universitetet.

En fastgroet del af kroppen
Ganske aktuelt i forhold til den forestående samtale har Thomas ­Hylland Eriksen sendt en besked fra sin smartphone under min korte flyvetur til den norske hovedstad, hvor jeg – med vilje, efter at have læst den bog, vi skal tale om – har undladt at tilslutte min egen smartphone til flyets wi-fi og i stedet har brugt tiden til analog tankevirksomhed i en af de endnu sidste bastioner for fred og ro i den digitale tidsalder.

”Jeg har fået et ærinde udenbys. Kan vi mødes en halv time tidligere?” står der. Jeg sender et bekræftende svar på sms.

Thomas Hylland Eriksen har valgt mødestedet. Jeg har ham mistænkt for med fuldt overlæg i henhold til emnet at have udpeget kaffebaren Pust, der netop markedsfører sig som et pusterum i hverdagen, i den eksklusive bydel Majorstuen og tæt på universitetet, hvor professorens fakultet for tiden er ét stort byggerod og derfor upassende som mødested.

Universitetet er også kendt under navnet Blindern, efter det omgivende kvarter. Hvordan jeg tilfældigvis ved det, vender vi tilbage til.

Der er masser af forskning, der viser, at vi husker dårligere, når vi læser digitalt.

Thomas Hylland Eriksen, forfatter, socialantropolog, professor
Oslo Universitet

Først til Pust og det, jeg egentlig er kommet for at tale med Thomas Hylland Eriksen om. Smartphonen, der er blevet en naturlig og forlænget del af vores krop. Og som er blevet en slags katalysator for al udvikling. Ekstra ilt til lungerne, benzin på bålet, kapitalisme på speed, som han skriver.

“COVID-19-pandemien førte til et lavere tempo i den fysiske verden, mens det digitale eksploderede. Det har gjort os opmærksomme på nærhedsprincipper og betydningen af fysisk tilstedeværelse,” siger professoren indledende med henvisning til blandt andet egne erfaringer med virtuel undervisning.

“Men nogle ting i vores vestlige samfund er ikke længere mulige uden digital adgang. For eksempel ­skulle jeg bruge en app for at parkere, da jeg kom. Så på sin vis er det en praktisk nødvendighed, der også kan gøre mange ting i livet lettere,” siger Thomas Hylland Eriksen og vifter med sin smartphone efter at være blevet bænket med en flat white.

Men appsene er også blevet et supplement, der giver dig noget, du ikke får andre steder. Og et universelt kommunikationsmiddel med de sociale medier.

Motoren i opmærksomhedsøkologien, denne ofte sminkede virkelighed, er vores nedarvede behov for anerkendelse. Platformene favoriserer narcissistiske impulser, om end de for fattige og flygtninge kan have vigtige funktioner – eksempelvis Google Maps, der har reddet adskillige flygtninges liv – forstærke håbet og være det eneste tilflugtssted til noget, der minder om et privatliv, bemærker Thomas Hylland.

Trafiklys og frirum
Udviklingen betyder ikke nødvendigvis, at vi bliver dummere. Men heller ikke nødvendigvis klogere. Thomas Hylland Eriksen beskriver i sin bog fint fordele og ulemper på appernes planet. Al den viden, der er tilgængelig over det hele. Men også den manglende dybde. Diskussionen er dog ikke uvæsentlig, hvad læring og uddannelse angår.

“Smartphonen giver os mange fordele, men når det kommer til at skaffe sig kundskab, er der masser af forskning, der viser, at vi husker dårligere, når vi læser digitalt, og at de traditionelle måder at lære på er mere effektive. Det, man lærer, sidder simpelthen bedre fast. Så skolesystemet kommer nok fortsat til at skulle være lidt restriktivt og konservativt i forhold til digitale læremidler.”

Spørgsmålet er så, hvordan vi finder en passende balance mellem det analoge og det digitale.

“Vi kan ikke skrue tiden tilbage. Men vi kan indføre sanktioner og lave nogle regler som i trafikken. En slags trafiklys,” mener Thomas ­Hylland Eriksen, vel vidende at det ikke vil blive let, og at der sikkert vil blive råbt anslag mod den demokratiske debat og lignende – ikke mindst fra de store platforme, der til dels lever af den polariserede debat, fordi den skaber klik og dermed annonce­omsætning.

“Men vi må beskytte os. Kundskabstilegnelsen er vigtig. Min konklusion er, at smartphonen er reduktionistisk, fordi alt skal være responsivt. Vi skal være opmærksomme på, at teksterne er kortere og mere unuancerede, og alting bliver mere fragmenteret,” forklarer han og foreslår frirum, for eksempel internet­frie zoner på skoler, universiteter, caféer etc.

Jeg tror på skolebogen, og jeg tror ikke mindst på det at kunne skrive i hånden.

Thomas Hylland Eriksen, forfatter, socialantropolog, professor
Oslo Universitet

“Jeg tror på skolebogen, og jeg tror ikke mindst på det at kunne skrive i hånden. Vi lærer med hele kroppen, og vi bruger hele kroppen til at sanse og huske med, og derfor er hånden vigtig. Vi risikerer at miste kropssproget.”

Vigeland og Abernes planet
Med denne tiltro til den gode gammeldags, håndgribelige bog er vi tilbage ved mit tidligere nævnte kendskab til universitetet og Blindern.

Det stammer nemlig først og fremmest fra den norske litteratur – i bogform. For eksempel fra Dag Solstad, hvis karakterer ofte har relation til både læreanstalten på ­Blindern og de omgivende bydele. Eller Lars Saabye Christensen, som er den direkte årsag til, at jeg – uden nogensinde at have betrådt lokaliteterne i denne del af staden før i dag – kender området fra Gimle til ­Holmenkollen, som var det min egen hjemstavn, og ved, hvordan jeg kan undslippe ordensmagten blandt ­Vigelands mere end 200 skulpturer i Frognerparken, skulle det af uransagelige årsager blive nødvendigt.

Så måske har professoren og forskningen ret. Bogen har indprentet mig viden, som sidder fast, om end jeg i dag snyder lidt og googler mig frem til, at navnet Blindern er efterkommer af det norrøne ­Blindarvin, som var den gård, der oprindeligt lå på stedet.

Jeg tager afsked med Thomas ­Hylland for at vende tilbage til den fortravlede, digitale virkelighed. Men en af hans sætninger har sat sig fast: “Tit er det, du ikke SKAL gøre, vigtigere end det, du skal”.

I stedet for at gå direkte tilbage mod centrum vælger jeg derfor en omvej gennem Frognerparken for endelig at beskue Vigeland-skulpturerne. En gruppe tyske turister forlader parken i den stille regn og efterlader mig med de mange aparte konstruktioner. Og selvfølgelig min smartphone, for jeg får jo trang til at forevige øjeblikket. Ellers er her tyst som i døden, og det kan få en til at føle sig lidt som Charlton Heston, der, i den science fiction-film fra 1960’erne, som ordspillet til socialantropologens bogtitel nok er inspireret af, landede på Abernes planet. Helt perfekt, tænker jeg med Thomas Hylland Eriksens ord om vores kultur, der er besat af hastighed, og med den konstante tilgængelighed trivialiserer oplevelser, i baghovedet, inden jeg begiver mig videre med store forventninger til resten af dagen på Appernes planet: “Når der sker noget hele tiden, sker der i virkeligheden ingenting. Det er kun, når der ikke sker noget særligt, at hvad som helst kan ske.”

Fremover skal min smartphone ikke ligge på natbordet.

Om Thomas Hylland Eriksen

  • Født 1962. Norsk social­antropolog og professor ved Sosialantropologisk Institut på universitetet i Oslo.
  • Kendt for sit engagement for at formidle socialantropologi og et ­socialantropologisk perspektiv på et flerkulturelt samfund, globalisering, identitet og en række samfundsspørgsmål gennem debat, medierne og sit faglitterære forfatterskab.
  • I 2015 blev han valgt til præsident i EASA, European Association of Social Anthropologists. Fra 2013 medlem af Det Norske Videnskaps-Akademi i gruppen for kulturfag og æstetiske fag. Æresdoktor ved Stockholms Universitet.
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Her kan der stå en kort tekst om søgning

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater