Arbejdsglæde

Arbejdsglæde handler for mig som gymnasielærer om de nære ting som selve undervisningen samt relationerne til kolleger og elever. Men overenskomstaftale, frokostpause, lokalløn osv. er en vigtig del af den ramme, der er sat omkring mit arbejde. Rammen betyder meget, for hvis man hele tiden skal løbe hurtigere, når man på et tidspunkt grænsen for ens formåen. Og der er ingen tvivl om, at grænsen er meget tæt på, og for mange allerede overskredet.

Der er arbejdsglæde i at møde kollegerne over en kop kaffe/te om morgenen, snakke over frokosten, undervise og være sammen med eleverne, og føle, at man kan gøre en forskel i deres liv og deres verdenssyn. Det skal der være tid og energi til. Arbejdsglæde smitter og giver glade lærere og elever. Men mangel på arbejdsglæde smitter også.

Hvis arbejdet som gymnasielærer bliver for presset, bliver der ikke tid og overskud til at have de relationer til eleverne, som forskerne er enige om er så vigtige for elevernes læring. Der bliver ikke tid til at løfte de fagligt svage elever, der har brug for ekstra opmærksomhed. Der bliver ikke tid til at give hver enkelt elev den feedback, de fortjener, og der bliver ikke tid til at hjælpe kolleger eller at samarbejde om nye tiltag.

Vores arbejde som gymnasielærere er dybt meningsfuldt, fordi vi er med til at forme vores elevers faglige viden, deres ønsker for fremtiden og deres syn på verden og deres medmennesker. Der sker rigtig meget i elevernes udvikling de år, de går i gymnasiet, og vi har stor betydning for deres udvikling, uanset hvilke fag vi underviser i.

Vi er et meget samvittighedsfuldt folkefærd, der altid vil vores elevers bedste. Det kan give problemer, når rammerne ikke er til det. Hvad skal vi gøre, hvis vi mangler tid? Lade være med at forberede os? Lade være med at engagere os i elever med særlige behov? Lade være med at rette opgaver? Vi har meget svært ved at levere en dårligere kerneydelse, end vi synes, at vi kan være bekendt. Men når tidspres og begrænsede resurser støder sammen med det at levere god og engageret undervisning, får vi det dårligt – i værste tilfælde får vi stress. Og der er alt for mange stressramte lærere.

Når medier, politikere og diverse organisationer ind imellem fremstiller os i et ufordelagtigt lys, må vi stå sammen, bakke op om demonstrationer og andre aktioner, og gøre vores bedste for at medvirke til et mere positivt billede af os udadtil. Og midt i det hele må vi prøve at holde fast i, hvad vi har, herunder et meningsfyldt arbejde, dejlige kolleger og elever, der gør vores job al besværet værd.