AI er kommet for at blive – og hvad så?

Lad os få klicheen på disken med det samme: AI er her for at blive! Det hører vi igen og igen, og det er da heller ikke forkert. Det er uomtvisteligt, at det ikke bare lige pludseligt kommer til at gå væk af sig selv. Men hvad betyder det egentligt, at ”det er kommet for at blive”? Hvilken skala snakker vi? Hvilken alvorsgrad? Der er jo faktisk ikke nogen, der ved i hvilket omfang, det kommer til at revolutionere alt og alle, som Sam Altman og medsammensvorne højstemt lover os. Og der er derfor heller ikke nogen, der ved, hvad det egentligt er, folk mener, når de proklamerer, at ”AI er her for at blive”. Det er bare en uomtvistelig præmis og en sproglig unøjagtighed, der giver rum og vægt til et argument om, at vi absolut bliver nødt til at gøre dette eller hint, fordi ”AI jo som bekendt er kommet for at blive”. Jeg vil gerne udfordre både denne præmis – eller i hvert fald præcisere den lidt – og også nogle af de konklusioner, folk drager på baggrund af denne. Jeg skal også, inden vi går i gang, præcisere, at jeg med det, jeg omtaler blot som AI, mener specifikt generativ AI a la ChatGPT eller Copilot.

Fatalismens faldgrube
Der er i den offentlige debat om teknologi en udbredt fatalisme. Denne fatalisme er meget koncist opsummeret af den hyppigt brugte kliché nævnt ovenfor. Det forekommer næsten, som var teknologi en naturkraft – en bølge, der ubønhørligt skyller ind over os og måske endda slår os omkuld. Teknologisk udvikling og forskning er en menneskelig aktivitet. Det er derfor ikke bare noget, der sker af sig selv, som vi ikke har nogen indvirkning på. Teknologiske produkter er underlagt markedsmekanismerne med udbud og efterspørgsel lige som alt andet. Så selvom jeg som dødelig gymnasielærer herhjemme i lille Danmark, om end jeg gerne ville, selvfølgelig ikke kan bede OpenAI og gutterne om at tage en slapper eller bruge deres kræfter på noget andet og mere fornuftigt, kan jeg godt lade være med at efterspørge deres produkter. Jeg kan lade være med at bruge deres produkter. Jeg behøver ikke bare acceptere den kurs, de har udstukket for verdenssamfundet. Og jeg behøver i hvert fald heller ikke bare acceptere, at nu skal den her teknologi implementeres i alt, hvad vi kan komme i tanke om, ene og alene af den grund, at nu er det her tilfældigvis, og ”vi kan jo ikke gøre noget ved det”. Den form for fatalisme er på den måde en selvopfyldende profeti. Det bliver, som det bliver, fordi vi bare accepterer det, og vi kan jo lige så godt acceptere det, for det bliver jo alligevel bare, som det bliver. Det kører lidt i ring. Det er en fejlslutning, og det er destruktivt. Man kan altid gøre noget!

Om save og hamre
Når vi har indset, at vi godt kan gøre noget, bør vi jo naturligvis spørge os selv, om vi så synes, at vi også bør gøre noget. Svaret på dette spørgsmål afhænger jo naturligvis af, om vi tror, AI vil være en styrke i klasselokalet. Det er imponerende, hvad de store sprogmodeller kan, og de bliver jo også kun bedre – endnu en kliché man også ofte må lægge øre til. Det kan godt være, at ChatGPT og kompagni bliver bedre til at besvare vores spørgsmål, men betyder det også, at de bliver bedre læringsmidler? Det er ikke sikkert. Uanset hvor skarp en fukssvans du har, er og bliver den en dårlig hammer.

Nødvendighedens didaktik
Man hører også tit folk tale om, at vi skal undersøge, hvordan vi kan bruge AI positivt. Can’t beat’em – join’em! For det første, synes jeg, det er lidt spøjst, at vi som forbrugere med lys og lygte skal lede efter use-cases for det her produkt. Det er blevet vores byrde som brugere af produktet at retfærdiggøre dets eksistens. Det virker for mig lidt omvendt, men lad det nu ligge. For det andet er det helt centrale spørgsmål, vi skal stille os selv dette: giver det nogen merværdi? Det er ikke godt nok, at man kan få undervisning til at hænge sammen med AI, eller endda at man måske også kan lave god undervisning med AI. Selve det at man bruger AI bør resultere i MERE læring for eleverne, end man kunne opnå uden brug af AI, for på nogen måde at kunne retfærdiggøre, både at man udskiber elevernes data til Silicon Valley, men også det tunge energi- og vandforbrug, de her tjenester kommer med. Er det strengt nødvendigt at bruge de her redskaber? Hvis nej, så skal man måske lade være! Digitalisering er ikke et værdigt mål i sig selv. Det er elevernes læring derimod! Det kan godt være, der er situationer i visse fag, hvor det giver god mening at bruge ChatGPT eller dens fætre, men personligt må jeg bare sige, at i alle de anvendelser, jeg er blevet præsenteret for, løser redskabet ikke noget, som ikke allerede er løst med konventionelle værktøjer. Det er kort sagt et unødvendigt produkt.

Fædrenes synder
Vindene er heldigvis ved at skifte, men digitale læringsmidler har været i høj kurs i lang tid. Man har købt tablets til elever, man har brugt CAS-værktøjer i stor stil, man har lavet interaktiviteter i i-bøgerne. Det virker for mig som om, man i digitaliseringsiver og rusen af den fremadstormende teknologi har glemt at spørge sig selv, om de digitale læringsmidler (også dem vi allerede gør brug af) reelt bidrager med noget mere – om de reelt er nødvendige. Min oplevelse er, at opfattelsen har været, at undervisning med digitale læringsmidler var cool og frisk, sjov og engagerende, mens undervisning, der måske i højere grad foregik på en kridttavle og på papir, var kedelig og uinspirerende. Det er en helt urimelig fordom og falskhed, som skal bekæmpes, og en fælde, vi nemt kan falde i igen med dette nye skud på digitaliseringsstammen. Jeg tror, at en stor del af grunden til det skrantende matematiske færdighedsniveau blandt de unge i dag hænger sammen med den overdrevne brug af CAS-værktøjer i situationer, hvor de ikke giver merværdi.

Mens vi venter på revolutionen
Til sidst vil jeg gerne sætte et stilfærdigt spørgsmåltegn ved præmissen om, at de her produkter kommer til at revolutionere arbejdsmarkedet generelt. En del af argumentet om at omfavne AI i skolen handler også om, at det er det, som eleverne efter sigende vil møde efter endt gymnasieuddannelse. Selvfølgelig vil der være anvendelser og steder, hvor folk vil bruge de her produkter på deres arbejde, og hvor de måske endda vil have en positiv effekt. Men kommer det til at revolutionere arbejdsmarkedet generelt? Måske på et tidspunkt. På nuværende udviklingstrin er jeg ikke så sikker, og jeg synes, at det er vildt, at vi kollektivt mere eller mindre ukritisk bare har accepteret Silicon Valleys marketingssnak. Producenterne vil selvfølgelig sælge produktet som en nybrud – køb det før din nabo. Det gælder om at fange bølgen. Hele den hype og den følelse af allerede at være bagefter er jo klart noget, der er i sælgernes interesse at propagere. Måske skal vi så som købere lige stoppe op og slå koldt vand i blodet, inden vi bare løber afsted sammen med de andre lemminger. Kort tid efter ChatGPT slog alle rekorder som det hurtigst voksende forbruger-produkt nogensinde, slog Metas Threads ChatGPTs rekord, men det er nok næppe et samfundsrevolutionerende produkt, men nok nærmere bare Twitter version 2. Så; ro på, lad jer ikke narre af hypen. Bare fordi det går stærkt lige nu, behøver det ikke blive ved med det. Og bliver AI ikke så allestedsnærværende, som producenterne lover, så smuldrer præmissen for argumentet om at omfavne det i skolen, fordi eleverne alle sammen kommer til at bruge det i deres arbejde efterfølgende.