Advarsel: Dette indlæg er skrevet af et menneske

Fra stave- og grammatikkontroller og lommeregnere til programmer, der kan generere videoer af Mette Frederiksen, som afskaffer påsken – kunstig intelligens (AI) er tydeligvis noget, der er kommet for at blive. Vi har vel alle stiftet bekendtskab med ChatGPT og andre sprogmodeller, som nok efterhånden er blevet det, vi tænker på, når vi hører ordene ‘kunstig intelligens’.

Nu har UVM’s såkaldte ekspertkommission OG vores fagforening meldt ud, at der bør lukkes op for anvendelsen af AI – herunder den ’generative’ kunstige intelligens – til prøver. Dermed skal der også undervises i brugen af samme.

Til det kan man sige utrolig meget. Jeg skal prøve at begrænse mig.

I forvejen har vi det problem, at mange elever er ubehjælpsomme formidlere, både mundtligt og skriftligt. Det er for mig svært at se, hvordan en lunefuld robothjælper skal gøre meget andet end at fjerne den sidste snert af motivation for selv at blive skarpere til at formulere sig. Ud over det åbenlyst problematiske i potentielt at opflaske en generation af gryntere og vrøvlehoveder, er det trist, fordi den kreativitet, som sprogbeherskelse også er, er meget tæt knyttet til det at være menneske.

I en noget anden retning er der et problem i forbindelse med dataindsamling. For som de selv skriver i deres rapport: “Ekspertgruppen påpeger, at der helt generelt knytter sig GDPR-udfordringer mv. til anvendelsen af kunstig intelligens. Det forholder gruppen sig ikke konkret til i sine anbefalinger, da dette ligger uden for kommissoriet og i øvrigt uden for Børne- og Undervisningsministeriets ressort.”

Hvor efterlader det os som undervisere? Skal jeg pålægge mine elever at anvende programmer, hvor de nødvendigvis deler deres data? Skal jeg forberede undervisning ved selv at dimse rundt med programmerne for at øve prompts, finde muligheder og begrænsninger og dermed dele mine data? Hvem skal løse det? Lur mig, om ikke Digitaliseringsstyrelsen, Datatilsynet og Vorherre alle tre vil sparke bolden direkte tilbage til UVM, hvis man henvender sig til dem og beder dem løse problemet.

Og så er der den måske globalt set største udfordring: Energiforbruget. Tja, måske er det bare mig – men havde vi ikke engang en klimakrise og et mål om at spare på ressourcerne? Det er dokumenteret, at programmer som ChatGPT bruger absurde mængder energi. Hvordan kan vi med god samvittighed og uden hykleri vælge at ikke bare tillade, men ligefrem promovere sådanne programmer i den danske gymnasieskole, samtidig med at vi skal undervise i principper for bæredygtig udvikling?

Gymnasieskolen har for nylig bragt en artikel om, at lærebøger ulovligt uploades til ChatGPT, og ja, man kan argumentere for, at sådanne tendenser kunne modarbejdes med viden og undervisning om AI og ophavsret. Men kunne man ikke forestille sig at kunne undervise i sådanne ting uden reelt at skulle anvende de konkrete robotter i eksamenssammenhænge? Ligesom man kan undervise og eksaminere i både Første Verdenskrig og Shakespeares ‘Macbeth’ helt uden at slå nogen ihjel?

Summa summarum: Jeg bliver nu af højeste instans pålagt at undervise i og med noget, jeg på ingen måde kan støtte brugen af. Jeg skal undervise på en måde, der nødvendigvis genererer et overforbrug af energi, samtidig med at både eleverne og jeg deler vores data. Tanken bag er ikke, at det her virkelig styrker elevernes faglige kompetencer. Argumentet er heller ikke almendannelse. Begrundelsen er alene, at ”Det er der alligevel” og ”Eleverne bruger det uanset hvad”. Det lyder jo som argumenterne for USA’s våbenpolitik.

I science fiction-litteraturen er det en velkendt menneskelig fejl, at man gør noget, fordi man kan. Og sådan er det: Vi udvikler og forbruger AI, alene fordi vi kan – uden at overveje, om det er en god idé. Men ligesom vi bør spørge os selv, om vi virkelig gerne vil leve evigt, bør vi også spørge: Vil vi virkelig gerne leve med blikket rettet mod en skærm hele dagen? Vil vi virkelig gerne fortsat afvikle den færdighedsorienterede faglighed og fortsætte mod “præstationsligheden”? Vil vi virkelig gerne automatisere og digitalisere flere aspekter af uddannelsessystemet – og af tilværelsen – uanset den enorme omkostning det har for vores datasikkerhed, for vores menneskelighed og for vores planet?

Man kunne drømme om, at Undervisningsministeriet turde være mere normativ. Måske bør vi gøre noget, som faktisk går imod de strømninger, der er i tiden? Måske bør vi ikke underlægge os tech-giganternes verdensorden? Måske bør vi faktisk tænke selv? Måske bør vi lade os inspirere af de personer i science fiction-litteraturen, som søger at gøre oprør mod udviklingen? (Hint: Det er dem, der er historiernes helte).

Det tør UVM tilsyneladende ikke.

Men man ved selvfølgelig heller aldrig, om denne flotte ekspertkommissionsrapport i virkeligheden er skrevet af en robot.