Ny elevforperson blev anklaget for AI-snyd af sin yndlingslærer: “Det skaber mistillid”

Oscar Tønsberg Hoffmanns studenterhue var for få uger siden på rundtur i en studentervogn i en sværm af dyt og øl på Københavns Vestegn. Nu ligger den henkastet på et skrivebord ved siden af Højskolesangbogen.

”Jeg har ikke helt fået en fast plads endnu, så jeg har lidt kapret det her indtil videre,” fortæller han og forklarer, at bordet tilhører en studentermedhjælper, der ikke er på kontoret så ofte.

Blækket på eksamensbeviset er knap nok tørt, men Oscar Tønsberg Hoffmann er allerede begyndt på sit næste kapitel på tredje sal på Vibevej 31 i København, hvor Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) har kontor.

Siden 1. juli har han været forperson for DGS og dermed talsperson for omkring 90.000 gymnasieelever i en omvæltende tid.

For hans nyerhvervede hue placerer ham midt i en af de mest omdiskuterede elevgenerationer i nyere tid. Årgang 2026 er blevet kaldt generation AI: de første studenter, der har haft generativ kunstig intelligens ved hånden fra 1.g til den sidste eksamen.

De er kørt ud i sommeren til historier om snyd, svækkede skrivefærdigheder og læreres ”faglige sorg”, men også med et værktøj, der for mange er blevet en fast sparringspartner.

Hidtil har debatterne handlet om Oscar Tønsberg Hoffmann og hans klassekammerater. Nu skal han blande sig i dem på elevernes vegne.

”Jeg synes, der bliver snakket rigtig meget om os. Jeg håber, at vi som gymnasieelever også kan få en stemme ved bordet den kommende tid, og at der faktisk bliver lyttet,” siger han.

Anklaget for snyd
Det altoverskyggende tema, Oscar Tønsberg Hoffmann har glædet sig til at stemple ind i, er AI og de gråzoner, det har skabt. Noget, han har oplevet på egen krop.

Han mødte første gang generativ AI i begyndelsen af 1.g. Nogle klassekammerater brugte teknologien til at hjælpe med at forstå lektierne. Andre lod den i større eller mindre grad lave deres opgaver. Siden bredte brugen sig.

”Jeg tror ikke, der er nogen i min klasse, som ikke har brugt AI. Mig selv inklusive.”

En dag i 2.g brugte han, som så mange gange før, AI som sparringspartner til en biologiopgave. Han bad værktøjet læse teksten igennem og foreslå forbedringer, men skrev ifølge eget udsagn selv hvert ord og kontrollerede den faglige viden i biologibogen.

Men denne gang var noget anderledes, for da han fik opgaven tilbage, gik der et stød igennem ham: Biologilæreren havde givet ham −3.

”Det kom som noget af et chok. Jeg tænkte, at der måtte være en misforståelse.”

Oscar Tønsberg Hoffmann gik til læreren, der ikke mente, at han selv havde skrevet den. Sproget var anderledes end normalt, og det faglige indhold svarede ikke til undervisningen, lød det.

Men Oscar Tønsberg Hoffmann fastholdt, at han selv havde skrevet opgaven, og at den faglige viden i den enten var fra undervisningen eller biologibogen. Og efter et længere forløb hos ledelsen fik han medhold og opgaven bedømt, fortæller han.

”Det var faktisk min yndlingslærer, så det gjorde ondt, og der skete et grundlæggende tillidsbrud. Bagefter gik jeg og var i tvivl om, hvorvidt han fremover ville mistænke mig for ikke selv at skrive mine opgaver.”

Tillidsbruddet viste sig at være midlertidigt, understreger han. Episoden fik ikke varige konsekvenser for relationen, og i dag har de et godt forhold og er venner på Facebook.

Men forløbet viser, hvad der sker, når skolerne mangler klare AI-regler og faste procedurer ved mistanke om snyd, mener han. Og mistanken kan skade den ellers så vigtige relation mellem lærer og elev.

”Jeg forstår godt lærerperspektivet. Det er selvfølgelig svært at vide, hvornår vi som elever selv skriver noget, og hvornår vi får AI til at skrive det. Og vi skal selvfølgelig vurderes på vores egne færdigheder.”

En del af løsningen er ifølge forpersonen klarere retningslinjer for, hvornår elever må bruge AI, hvordan brugen skal deklareres, og hvad der skal ske ved mistanke om snyd.

”Både lærer og elev bør høres, for der er også et spørgsmål om retssikkerhed i det.”

AI skal ind i undervisningen
Men svaret på dilemmaerne med AI må for alt i verden ikke være at forsøge at holde kunstig intelligens ude af gymnasiet, mener Oscar Tønsberg Hoffmann.

”AI har samlet set gjort mere gavn end skade i min gymnasietid,” siger han.

I oldtidskundskab oplevede han for eksempel, at klassekammerater brugte AI til at opsummere tekster, de ikke havde fået læst. Det var ikke det samme som at have læst teksten, erkender han. Men elever, der ellers ville have siddet tavse, fik et udgangspunkt for at deltage.

”Der var flere, der rakte hånden op. AI gjorde simpelthen, at flere deltog og blev gladere for faget.”

Han anerkender samtidig lærernes bekymring for, at elever overlader selve tænkningen til teknologien.

”Noget af det, vi skal kunne som gymnasieelever og mennesker, er at tænke kritisk og begå os i verden. Det bliver sværere, hvis man lader AI tænke for sig.”

Svaret er efter hans mening undervisning og tydelige rammer. Eleverne skal både undervises i AI – blandt andet i kildekritik, bias og etik – og med AI som et redskab på tværs af fagene.

”Men det kræver selvfølgelig også, at lærerne bliver klædt på til opgaven,” fortæller han.

Danske Gymnasiers forslag, der blandt andet indeholder efteruddannelse af lærere, er grundlæggende gode, mener han. Men han er også skeptisk over for flere af dem.

”Et selvstændigt fag i digital dannelse risikerer at isolere AI-undervisningen til et enkelt fag, og jeg er heller ikke overbevist om, at de skriftlige karakterer skal afskaffes.”

I stedet bør eleverne lære at bruge AI på tværs af fagene, uden at gymnasiet opgiver den selvstændige skriftlighed, mener han.

Ville væk fra sit gymnasium
Debatten om den skæve elevfordeling, hvor bestemte elevgrupper samler sig på bestemte gymnasier, blussede op igen i foråret.

Her efterlyste både GL – Gymnasielærerne og Danske Gymnasier en politisk aftale, der giver gymnasier mulighed for at lave lokale fordelingsmodeller. Også her vender Oscar Tønsberg Hoffmann sig mod sine egne erfaringer, for hans egen gymnasietid startede med noget af en skuffelse.

Han havde i sin tid søgt Rødovre Gymnasium, men blev i stedet fordelt til Hvidovre Gymnasium, der havde et mindre godt ry. Det skabte så stor frustration, at han mødte op i Rødovre med et tre sider langt brev til rektor, hvor han bønfaldt om at få lov til at skifte.

Brevet blev afleveret til en sekretær, som advarede ham om, at det næppe ville føre til noget.

”Og det fik hun ret i. Heldigvis for det,” siger han.

For i løbet af de første måneder forsvandt modviljen. Han fik gode venner, blev optaget af fagene og mødte lærere, som fik stor betydning for ham.

”Jeg endte med at blive rigtig, rigtig glad for at gå der. Jeg ville ikke bytte det for noget.”

Oscar Tønsberg Hoffmann lægger vægt på, at en ny elevfordelingsaftale skal turde fordele elever. På hans eget gymnasium var elever med minoritetsbaggrund kraftigt overrepræsenterede i forhold til det omkringliggende samfund. Han oplevede ikke selv negativ social kontrol, men ønsker heller ikke at tegne et rosenrødt billede. For en skæv elevsammensætning kan efter hans mening skabe en ensrettet kultur og gøre det sværere for elever, der falder uden for det dominerende fællesskab, at finde deres plads.

”Vi har også gymnasier i Nordsjælland, hvor den sociale klasse er en helt anden end på Vestegnen, hvor jeg gik. Det er en udfordring, når bestemte elevgrupper bliver koncentreret på nogle få gymnasier. Gymnasierne bør i højere grad afspejle det samfund, vi er en del af.”

Når nogle nordsjællandske gymnasier er overansøgte, bliver eleverne optaget efter, hvor tæt de bor på skolen. Det betyder i praksis, at pladserne ofte går til børn af meget velstillede familier, mener han.

”Det skaber et A- og et B-hold i vores uddannelsesverden,” siger han og holder en kort pause.

”Jeg forstår godt, at det er følsomt at fortælle unge, hvor de skal gå. For tre år siden protesterede jeg selv. Men min historie viser også, at man godt kan finde fodfæste et sted, man ikke selv havde valgt.”

Gymnasiet skal ikke være et lille universitet
Tilbage på det lånte skrivebord ligger Højskolesangbogen stadig ved siden af studenterhuen. Det er Oscar Tønsberg Hoffmanns yndlingsbog, fortæller han. Han tager den jævnligt frem og bladrer i den.

For ham peger den på noget, gymnasiet ikke må miste, når epx, højere adgangskrav og en reform af de treårige uddannelser forandrer landskabet: almendannelsen.

Forpersonen bakker op om selve idéen om epx. En mere praktisk gymnasial uddannelse kan åbne en dør for elever, som ikke trives med boglig undervisning. Men han er stærkt kritisk over for ændringerne af hf og 10. klasse og det højere adgangskrav til de treårige uddannelser.

”Epx skal tiltrække elever i kraft af sit eget indhold, ikke fordi andre veje bliver lukket.”

Samtidig frygter han, at de treårige gymnasier bliver gjort til små universiteter med flere tunge fag, mere konkurrence og et højere præstationspres.

”Hvis man vil gå den akademiske vej, findes de akademiske uddannelser efter gymnasiet. Gymnasiet skal først og fremmest være studieforberedende og almendannende. Det skal også give os sociale og personlige kompetencer.”

Hans vej til posten som forperson var heller ikke planlagt, påpeger han. Første gang han mødte op til et arrangement i DGS, var det for at støtte organisationen og stemme på en anden. Så blev han overtalt til selv at stille op – først til regionsbestyrelsen, siden til hovedbestyrelsen og forretningsudvalget.

”Meget af mit liv handler om at have en plan og skulle ét sted hen og så ende et andet. Jeg ville ét sted hen, og så snublede jeg lidt et andet sted hen, der endte med at være rigtig godt,” siger han og kigger mod huen, der for få uger siden blev sat på hovedet i Hvidovre. Ikke i Rødovre.