Htx skal styrkes af hensyn til Danmarks klima, miljø og sundhed
Den tekniske gymnasieuddannelse htx, der kvalificerer unge til videregående uddannelse i STEM-fagene, er blevet offer for en uddannelsespolitisk kurs, der først og fremmest er styret af erhvervsuddannelsernes behov. Htx lider under regeringens manglende anerkendelse, beskyttelse og skærpelse af uddannelsens særlige profil, hvilket kommer til udtryk i, at htx bogstaveligt talt er sat i parentes i rammeaftalen om fremtidens ungdomsuddannelser.
Krisen illustreres i optagetallene fra Danmarks Statistik. På fire år har htx på landsplan mistet 32 procent af sine elever.
Htx-uddannelsens nedgang er en katastrofe i en tid, hvor virksomheder skriger på kvalificeret arbejdskraft inden for netop det tekniske og naturvidenskabelige område, hvor htx leverer blandt andet ingeniører, programmører, biokemikere, naturvidenskabelige forskere, læger og laboranter. Det er dem, der i fremtiden vil sikre udvikling af ny medicin, nye behandlingsformer, nye tiltag inden for klima- og miljøforskning og energibesparelser – områder, hvor vi i Danmark gerne ønsker at indtage en førerposition.
Karakterkravet vil ramme htx
Oven i en krise med faldende elevtal over hele landet risikerer htx nu at blive ramt af det skærpede karakterkrav. Hvis, eller når, karakterkravet hæves til 6 vil det få store konsekvenser for rigtig mange htx-gymnasier. Eksempelvis risikerer erhvervsgymnasierne på College360 i Silkeborg at miste 16 procent af eleverne, NEXT i København 22 procent. Og det er en tendens, der er generel i hele Danmark.
Karakterkravet vil betyde, at nogle unge, især drenge, vil opleve at få lukket døren til htx. Disse elever vil kunne tage en epx, hvor karakterkravet er lavere, men deres vej til STEM-uddannelsen vil blive besværliggjort, og deres fravær vil presse htx-uddannelsen yderligere.
Htx skal tilbage til sine dyder
Vi har flere forskellige ungdomsuddannelser i Danmark. Det almene gymnasium – eller latinskolerne, som de var kendt som 1903 – bygger på grundlag af human dannelse og skulle forberede til optagelse på universitetet. Htx – den højere tekniske eksamen – blev oprettet som forsøg i 1982 og permanentgjort i 1988. Htx-uddannelsen bygger på en naturvidenskabelige og polyteknisk dannelsestradition og er målrettet de ”naturvidenskabelige uddannelser”, først og fremmest de videregående uddannelser inden for naturvidenskab og teknologi, herunder medicin, ingeniør- og teknologiudvikling.
Det er som bekendt områder, hvor vi i Danmark måske stadig indtager en førerstilling. Men det er ikke en førerstilling, der er givet på forhånd. Tværtimod trues den lige nu af lande som Indien og Kina, hvor der satses højt på nye teknologiske løsninger, og hvor man kæmper indædt for at overhale os. Alene Kina uddanner hvert år – hold nu fast – to millioner nye ingeniører. Der skal mere end nogensinde udvikles, nytænkes og opfindes.
Htx-uddannelsens profil skal styrkes.
Fokuser på htx-uddannelsens styrker
Nu hvor der skal nedsættes en ekspertgruppe til at se på htx-uddannelsens muligheder, mener vi, det er nødvendigt at se på en række forhindringer for htx-uddannelsens udvikling.
Der skal gøres noget ved de nedslidte laboratorie- og værkstedsfløje, der skyldes, at erhvervsskoler har kanaliseret taxametertilskud tiltænkt de erhvervsgymnasiale uddannelser over i erhvervsuddannelserne. Det kan ske ved at indhegne htx-undervisningsmidlerne og give en saltvandsindsprøjtning til indkøb af nyt og tidssvarende laboratorieudstyr. Bestyrelsesloven bør ændres, så vi sikrer, at folk med erfaringer fra uddannelses- og gymnasieverdenen får plads i bestyrelserne.
Htx-uddannelsens profil skal styrkes. Det skal først og fremmest ske ved at anerkende uddannelsen som den centrale vej til de videregående uddannelser inden for STEM-fagene. Og så bør alle elever med interesse for teknik og naturvidenskab naturligvis samles på htx i tråd med uddannelsens historiske rolle. Samtidig bør vi styrke og synliggøre htx-undervisningens særlige naturvidenskabelige didaktik og praksisnære undervisningsformer.
Sidst men ikke mindst bør htx-uddannelsens timetal tilpasses de øvrige gymnasiale uddannelser f.eks. ved anerkendelse af teknikfag som ægte A-niveaufag. Htx-elever har i dag 300 timer mere end elever på hhx og stx, og dette, sammen med den lange transporttid til skolen, lægger et unødvendigt pres på elevernes fritid.
Positive tendenser i det spirende forår
På trods af den stedmoderlige behandling af htx det seneste år, viser der sig på nuværende tidspunkt en glædelig tendens til, at søgetallene til htx på landsplan mange steder er stigende. Måske pga. de mange rektorer, htx-lærere og elever, aftagerinstitutioner, Dansk Industri og andre, der har gjort opmærksom på htx-uddannelsens særlige værdi og betydning for det danske samfund. Tiden er nu inde til at bygge videre på htx-uddannelserne historiske rolle som den vigtigste vej til de naturvidenskabelige og polytekniske uddannelser.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode