Artikel
Usikker fremtid for lærere og elever på VUC
Undervisning-ung-laerer-elever-klasse-shutterstock_-1-aspect-ratio-348-234

Usikker fremtid for lærere og elever på VUC

VUC-sektoren står over for store forandringer med den nye reform. Ledere og lærere advarer om risiko for, at voksne vil komme til at mangle steder at tage uddannelse.

Tekst_ Johan Rasmussen
Foto_ Shutterstock (Arkiv)

”Vi er i et ingenmandsland lige nu, og usikkerheden er stor.”

Sådan beskriver tillidsrepræsentant på HF & VUC Vest i Esbjerg Steffan Bøgelund Søbye stemningen blandt sine kolleger, efter den nye reform af ungdomsuddannelser er vedtaget.

Reformen, som skaber den helt ny uddannelse epx, kan få drastiske konsekvenser for VUC mange steder i landet.

Den toårige hf lukker. Alene lukningen af den toårige hf betyder, at cirka en tredjedel af den nuværende aktivitet på VUC forsvinder.

Samtidig lægger regeringen, SF og Dansk Folkeparti op til, at almen voksenuddannelse (AVU), forberedende voksenuddannelse (FVU) og ordblindeundervisning for voksne forankres på institutioner, der i dag udbyder arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) for eksempel på erhvervsskoler.

Flere institutioner kan udbyde enkeltfag
Hf-enkeltfag bliver til gymnasiale enkeltfag, og som noget nyt kan andre uddannelsesinstitutioner udbyde enkeltfag. Det kan betyde, at for eksempel et gymnasium med epx kan tilbyde voksne gymnasiale enkeltfag.

Med andre ord kommer der til at ske større omvæltninger for VUC-sektoren frem mod 2030, hvor reformen træder i kraft.

Den gode nyhed er, at brugerbetaling på gymnasiale enkeltfag afskaffes.

Steffan Bøgelund Søbye

Tillidsrepræsentant
HF & VUC Vest

Svært at opretholde tilbud 
Steffan Bøgelund Søbye fra HF & VUC Vest fortæller, at lærerne har talt om situationen for VUC, lige siden regeringen i oktober fremlagde sit udkast til en reform.

”Vi kan ikke opretholde et uddannelsescenter baseret på enkeltfag. Det har vi ikke nok volumen til. Samtidig ved vi ikke, om der kommer en politisk styring af området, eller om det bliver en kamp mellem institutioner om at udbyde uddannelse til voksne,” siger Steffan Bøgelund Søebye.

Han nævner, at Rybners i Esbjerg er et eksempel på en stor uddannelsesinstitution, som kunne lægge billet ind på at udbyde enkeltfag.

”De voksne, som går hos os, har ikke lyst til at tage uddannelse i et ungdomsmiljø. Mange har måske gået i det almene gymnasium eller hhx og er droppet ud. De vil ikke begynde at tage uddannelse på det gymnasium, de forlod tidligere,” siger Steffan Bøgelund Søebye og fortsætter:

”Jeg synes, det er svært at få øje på, at partierne for alvor prioriterer voksenuddannelse. Det virker, som om man tænker, at de voksne kan man bare smide et eller andet sted hen,” siger han.

Bekymring og optimisme
Hos Danske HF & VUC, som repræsenterer sektoren, er der både bekymring og lidt optimisme over, at voksenuddannelse også kan ende et godt sted i 2030 og årene frem.

Tue Sanderhage

Formand
Danske HF & VUC

”Der er kommet mere voksenuddannelse med i den endelige aftale sammenlignet med regeringens første udspil. Der vil være muligheder for at lave institutioner, som udbyder enkeltfag for voksne,” siger Tue Sanderhage, som også nævner, at aftalen adresserer muligheden for flere tilbud for sårbare unge eksempelvis med enkeltfag.

Han understreger også, at afskaffelsen af deltagerbetaling for hf-enkeltfag er en stor forbedring.

”Det er absurd, at de, som har mindst, er de eneste, som skal betale for uddannelse. Hver dag oplever vi på VUC, at mennesker siger, at de ikke kan starte på uddannelse, fordi de ikke har pengene. Det er mennesker på den laveste kontanthjælp eller på integrationsydelse,” siger Tue Sanderhage.

Når det er sagt, så betyder aftalen, at VUC-sektoren står over for en meget stor omvæltning i de kommende år.

”Selvom der er lang tid til 2030, så påvirker det hverdagen allerede nu. Vi står over for store forandringer, og vi er i tæt dialog med GL og Uddannelsesforbundet om, hvordan vi håndterer situationen for medarbejderne, som står i en usikker jobsituation,” siger Tue Sanderhage.

Lærere kommer til at gøre op med sig selv, om de helst vil arbejde med unge eller voksne.
Tue Sanderhage, formand
Danske HF og VUC

Når den toårige hf forsvinder, vil det logisk set betyde, at nogle VUC-lærere skal arbejde på andre adresser og for andre arbejdsgivere. Der kan komme fusioner, virksomhedsoverdragelser og lukninger af VUC-afdelinger i de kommende år.

”Lærere kommer til at gøre op med sig selv, om de helst vil arbejde med unge eller voksne,” siger Tue Sanderhage.

Hans største bekymring i forhold til reformen er, om der også efter 2030 bliver gode voksenpædagogiske læringsmiljøer over alt i Danmark.

Med én ny institutionslov for hele området kan alle institutioner udbyde gymnasiale enkeltfag. Tue Sanderhage kan være bange for, at institutioner, som primært er gode til at lave uddannelse for de unge, også overtager enkeltfag for voksne i flere egne af landet.

”Det voksenpædagogiske miljø kan være truet mange steder. Vi skal virkelig passe på ikke at ende med, at voksne kun kan tage enkeltfag i et ungdomsmiljø. Det har mange voksne ikke lyst til. Jeg er bange for, at der kan komme sorte huller på landkortet uden et voksenpædagogisk miljø,” siger Tue Sanderhage.

Uddannelse i et geografisk dækningsområde
Han er dog også lidt optimistisk på vegne af fremtidens voksenuddannelse, når han ser på den politiske aftale.

Politikerne skriver, at der fortsat skal være en bred geografisk dækning, og at voksne skal kunne modtage almen undervisning og gymnasiale enkeltfag inden for en rimelig geografisk afstand fra deres bopæl. ”Dette kan eventuelt ske ved at etablere geografiske dækningsområder,” står der i aftalen.

Tue Sanderhage mener, at geografiske dækningsområder kan være en muligheden for at etablere stærke voksenuddannelsesmiljøer. Han nævner Fyn som et eksempel på et dækningsområde, hvor der i dag er en stor hovedafdeling i Odense og mindre afdelinger andre steder på Fyn.

”Alene på grund af demografien med færre unge i fremtiden, så bliver der nok færre afdelinger, og nogle elever skal nok rejse lidt længere for at få uddannelse. Men der er en mulighed for at skabe gode dedikerede voksenuddannelsesmiljøer. Det vil vi slå på tromme for,” siger Tue Sanderhage.

Det er jo de facto en afvikling af hf og VUC, som vi kender det.
Nicolai Mourier Fernandez, fællestillidsrepræsentant
HF & VUC Nord i Nordjylland

Nicolai Mourier Fernández

Tillidsrepræsentant
HF & VUC Nord

Deprimerende
Fællestillidsrepræsentant på HF & VUC Nord i Nordjylland Nicolai Mourier Fernandez fortæller, at nogle af hans kolleger har et lidt distanceret forhold til reformen.

”Man bliver lidt deprimeret af at forholde sig til det. Det er jo de facto en afvikling af hf og VUC, som vi kender det. Når man som VUC-lærer brænder for arbejdet med unge og voksne, og måden, vi gør det på, så er det svært,” siger Nicolai Mourier Fernandez.

Han kan dog også se lyspunkter, som at brugerbetalingen for enkeltfag fjernes.

”Vi kan tydeligt se, at brugerbetalingen forhindrer folk i at komme i gang med at tage uddannelse,” siger han.

HF & VUC Nord er en fusionsskole og dækker et meget stort geografisk område.

Nicolai Mourier Fernandez mener, at HF & VUC Nord fortsat kan være en stærk udbyder af gymnasiale enkeltfag for unge og voksne.

”Vi hører fra vores elever, at vi er en anden type skole, end de har været vant til. Vi har en anden didaktik, er fleksible og har et voksenmiljø, hvor de føler sig hjemme. Der er brug for et tilbud for de voksne. Det afgørende bliver, om alle mulige andre institutioner også vil konkurrere om at udbyde gymnasiale enkeltfag. Hvis det hele bliver smurt for tyndt ud, er det svært at lave et attraktivt uddannelsestilbud for voksne,” siger Nicolai Mourier Fernandez.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater