Eksamenspres på lærerne: Ikke bestået!

Det er ikke blot eleverne, der mærker presset, når eksamensperioden nærmer sig. Det gør lærerne i høj grad også, og det går ud over kvaliteten og vores arbejdsmiljø. Det viser GL’s store eksamensundersøgelse, som næsten 3000 gymnasielærere har svaret på – og det står klart, at der er behov for en række ændringer, hvis vi skal passe på os selv og sikre den nationale standard.

Dels må vi mindske arbejdsmængden, og dels må vi fordele den langt bedre. Det gælder den enkelte lærers opgaver, der skal smøres bedre ud over hele eksamensperioden, men også en mere solidarisk fordeling mellem både lærere og skoler.

30 procent af lærerne fortæller, at de i sommeren 2023 har haft en ‘større arbejdsmængde’ end tidligere, og 23 procent angiver en ‘meget større arbejdsmængde’. 49 procent har haft en mere skæv arbejdsbelastning, og kun 4 procent en mindre skæv belastning. Med andre ord oplever halvdelen af gymnasielærerne, at eksamensperioden er blevet hårdere.

Nedskæringer rammer kvaliteten
Presset skyldes ikke mindst, at vi er færre gymnasielærere til at løfte opgaverne end tidligere på grund af de nedskæringer, der har ramt vores sektor gennem det sidste årti. En gennemsnitlig gymnasielærer underviser i dag 10 procent flere elever end for 10 år siden. Det betyder naturligvis, at vi har mindre tid til at forberede den daglige undervisning, og det rammer også forberedelsen af eksamen, uanset om man er eksaminator eller censor. Det kan ikke undgå at gå ud over kvaliteten af den uddannelse og det eksamensbevis, som eleverne tager med sig videre.

Dertil kommer, at reformen i 2017 har indført en ekstra eksamensbegivenhed, så eleverne på stx, hhx og htx nu skal til mindst 10 eksamener (flere, hvis de har 5 A-fag), at den store skriftlige opgave i dag skal forsvares mundtligt, og at der er flere årsprøver. Det duer simpelthen ikke. Der ér brug for nedskæringer – men i antallet af opgaver, ikke i vores forberedelse.

Vi arbejder gratis
Tallene ovenfor passer desværre godt med, at 46 procent af lærerne svarer, at de bruger ’væsentligt mere tid’ på eksamener, end deres skole har afsat. Gymnasielærere er som bekendt pligtopfyldende væsener, der vil eleverne det godt, og derfor arbejder knap halvdelen af os ligefrem gratis for at sikre eleverne den fornødne kvalitet. Samtidig er det de lærere, der oplever det største arbejdspres, som lægger de fleste gratis timer. Det er helt skævt og urimeligt.

Undersøgelsen viser samtidig, at det i nogle tilfælde går ud over kvaliteten. 12 procent af lærerne finder, at de ikke har kunnet udføre deres arbejdsopgaver i eksamensperioden i en ordentlig kvalitet. Det er altså – lidt forenklet – mere end hver tiende prøve, der ifølge lærerne selv ikke lever op til standarden. Med en gennemsnitlig holdstørrelse på over 20 er det mere end to elever pr. hold, der ikke får en ordentlig prøve. På de skoler, der afsætter for lidt tid til opgaven, er tallet sandsynligvis endnu højere.

Eksamensperioden er en tombola
Der er stor forskel på, hvor mange eksamensdage den enkelte gymnasielærer har, og hvordan de ligger. Nogle har slet ingen, andre har ’flere end 14’ – den højeste svarmulighed i undersøgelsen, og det ud af 25 mulige eksamensdage i perioden. Man bliver helt svedt!

Går vi dybere i tallene, dukker der flere problemer op: Omkring halvdelen har haft eksamensdage med under 4 eksaminander, og det er selvfølgelig en dårlig udnyttelse af lærerens ressourcer, særligt hvis man skal rejse fra den ene ende af landet til den anden for at censurere i en time eller to. Det er simpelthen dårlig planlægning, når hver anden lærer skal udsættes for dét. Skolerne bør i højere grad lokalt “pakke” censors tid med andre eksaminer, når de planlægger eksamensdagene. Der må dog ikke være alt for mange forskellige hold, for det kan også være problematisk, når nogle fx har 4 forskellige hold på samme dag.

Andre lærere har fået forskellige typer eksamensaktiviteter lagt på dage lige efter hinanden, og andre igen har mange eksamensdage i træk uden luft imellem. Flertallet af de adspurgte lærere vurderer, at man maksimalt kan have tre eksamensdage i træk, uden at det går ud over kvaliteten. Det er et rigtig godt bud på en officiel grænse.

Det kan ikke passe, at eksamensperioden er en opgavetombola, hvor lærerne kan trække enten en nitte eller den helt store gevinst, som kræver alle ens vågne timer i 4 uger.

Logistisk bøvl med de store skriftlige opgaver
Fire ud af fem finder, at det mundtlige forsvar af den store skriftlige opgave er en god eksamensform, og det var i øvrigt også GL’s eget forslag i sin tid. Ikke desto mindre skaber forsvaret stor belastning – og skævbelastning – hos lærerne, fordi vi ikke har centrale regler for arbejdstid. Ude på skolerne får vi alt fra under en halv time til to timer til at forberede en eksamen i SRP, SOP og EOP. Det betyder, at de to eksaminatorer kan have vidt forskellige forudsætninger for at bedømme projektet, og det er selvsagt et retssikkerhedsproblem for eleven og en urimelig situation for lærerne.

Samtidig skaber forsamtalen voldsomt meget logistisk bøvl, der tager tid fra andre arbejdsopgaver, som eksempelvis at læse selve opgaven. Nogle lærere sender ligefrem excelark rundt til deres censorer for at få styr på arbejdet. Dét er ikke en gymnasielæreropgave.

Der skal findes en central løsning, så lærerne får det samme udgangspunkt for at bedømme opgaverne, og så vi ikke bruger vores sparsomme tid på avanceret kalendergymnastik. Hver lærer bør få minimum to timer til forberedelse, og så bør der være et loft på ni bedømmelser pr. dag – i dag er normen 12. På den måde kan forsamtalen tages på dagen ved at blive placeret umiddelbart før hver eksamen (med en forlængelse på fx 10 minutter). Det har samtidig den fordel, at censur i de større opgaver vil blive fordelt på flere lærerkræfter og dermed vil give en mere jævn belastning.

Få vil være skriftlig censor
I år var det som bekendt svært at skaffe skriftlige censorer i en række fag. Halvdelen af de lærere, der har fravalgt skriftlig censur i år, angiver i undersøgelsen, at det skyldes usikkerhed om arbejdsbelastningen i eksamensperioden. Det kræver is i maven at sige ja til 100 censuropgaver, hvis man risikerer at skulle eksaminere tre hold på A-niveau i samme periode. Den skriftlige censur forstærker simpelthen den usikkerhed om arbejdsbelastningen, som i forvejen præger eksamensperioden. Samtidig falder tidspunktet for den skriftlige censur ofte sammen med forsvaret af de store skriftlige opgaver, hvor mange kan forvente et stort pres.

Ud over at fordele censuropgaverne bedre må vi også skære i antallet af eksamensbegivenheder. Ministeriet foreslår i øvrigt, som beskrevet i Gymnasieskolen, at flytte SRP til vinterperioden for at mindske presset i sommerperioden for stx-lærerne (og censorer fra fx VUC). Erfaringerne fra vintereksamen på HF og erhvervsgymnasierne viser imidlertid, at samtidig undervisning og eksamen kan give store problemer. Hvis man formår at sikre, at eksaminatorer og censorer friholdes fra andre opgaver i perioden, kan det dog være en vej til at lette arbejdspresset i perioden med skriftlig censur.

I samme anledning kunne man passende søge at løse de udfordringer, som tidligere er skabt på de andre skoleformer, fx ved at følge GL’s forslag om at fjerne den enkeltfaglige del af KS-eksamen og dermed skabe mere rum til undervisning i vinterperioden.

Behov for solidaritet
Ud over de centrale løsninger er der nogle ledelser, der må mere på banen. De muligheder, der allerede findes for at bytte om på censorer, lave prikskemaer, flytte eventuel undervisning og årsprøver væk fra eksamensperioden osv. skal udbredes og udnyttes – og GL hjælper gerne med gode erfaringer. Der skal laves en reel forventningsafstemning af lærernes eksamensindsats, ikke mindst for de uerfarne lærere, og den lokale tillidsrepræsentant bør spille en vigtig rolle i den lokale eksamensplanlægning.

Samtidig må vi sikre en mere jævn belastning mellem skolerne. I dag er der alt for store forskelle på, hvor mange censorer man sender ud. Der er behov for solidaritet, både mellem lærerne og mellem skolerne, hvis den næste eksamensperiode skal blive bedre end den sidste.

Eksamen kan ikke gøres om, hverken for eleven eller læreren. Det er ikke en “almindelig dag på kontoret” eller i klasserummet, hvor man kan råde bod på en enkelt sløj lektion i de efterfølgende. Eksamen skál være i orden, og det er en opgave, som vi må løfte i flok.

Af Helene Caprani, forkvinde for GL’s Arbejdspladsudvalg, og Kåre Blinkenberg, formand for GL’s Uddannelsesudvalg