Eksamensamok!

Eksamensbelastningen synes ekstra hård i år. Fra mange skoler heriblandt min egen forlyder det, at vi som lærere er så pressede, at vi knap nok har tid til at forberede egne eksamener mellem alle censoraterne. Ingen har mig bekendt et samlet overblik, men jeg kender selv til konkrete historier fra en kollega, der har 12 eksamenshverdage i træk, og en anden som udover egne eksamener har 32 SRP-opgaver som censor. Det er belastninger, som både i tid og intensitet meget vel kan føre til stresssygemeldinger, og samtidig er elevernes retssikkerhed truet, når der ikke er tilstrækkelig tid til forberedelse og restitution.

Som sagt, kan jeg ikke på nuværende tidspunkt objektivt sige, at eksamensbelastningen i år er uoverkommelig, men jeg er alvorligt bange for det, og der er en række objektive kriterier, som faktisk tilsiger, at belastningen er forøget væsentligt. Jeg nævner her nogle eksempler:

• Med 2017-reformen blev antallet af eksamensbegivenheder i gymnasiet øget fra 9 til 10. Det er imidlertid første gang, at vi oplever en eksamensperiode med fuldt udtræk på de treårige uddannelser, da der som bekendt var et begrænset eksamensudtræk i coronaårene.
• Desuden optager det mundtlige SRP-forsvar inklusiv opgavelæsning og forcensur over telefonen meget tid i eksamensperioden, og det indebærer et væsentligt større tidsforbrug end den AT-eksamen, som SRP-eksamen erstattede.
• Det er blevet indskærpet, at årsprøverne årsprøver skal mime en til en rigtig eksamen, og ikke må afvikles som eksempelvis alternative årsprøver, der ofte indebærer mere arbejde for eleven, men mindre intensivt arbejde for læreren (fx en ekskursion og en skriveopgave).
• DHO-opgaven i 1.g er på mange skoler flyttet ind i eksamensperioden uden opgaven reelt tæller som en del af eksamensbelastningen, men i stedet som en del af undervisningsbelastningen i fagene. I det hele taget er der efter et betydeligt politisk pres blevet placeret mere undervisning af eksempelvis førsteårslever i eksamensperioden.
• Elevgruppen er samtidig blevet mere følelsesmæssigt krævende at håndtere for læreren, og det drejer sig ikke kun om, at flere elever har forlænget forberedelsestid o.lign. til prøverne, men flere episoder med det, man i psykologien kalder “høje følelsesmæssige krav”.
• Og som det sidste skal vi ikke glemme, at gymnasiesektoren i perioden siden 2017 (afhængigt af uddannelsestype) har gennemgået nedskæringer på omkring 10%, og det er vel og mærke nedskæringer, som primært er hentet hjem på lærernes forberedelsestid.

Alt dette kan selvfølgelig mærkes på arbejdspresset. Læg dertil, at vi i forvejen har en travl hverdag, hvor antallet af hold mange steder (og jo særligt på de økonomisk pressede skoler) er støt stigende, eller for længst på nogle skoler har ramt et absolut maximum for, hvad der er forsvarligt, og vi er nødt til at minutiøst at planlægge vores tid for at få arbejdslivet til at hænge sammen. Det er ingen hemmelighed, at vi som sektor generelt oplever et pres som går ud over undervisningens kvalitet og ikke mindst vores tid til at være opmærksomme på den enkelte elevs trivsel og på dynamikken og stemningen i klasserne.

Vi spørger undrende os selv, om presset fra dagligdagen nu også skal til at gå ud over kvaliteten af eksamen og dermed elevernes retssikkerhed? Det er uomgængeligt, at vi stadig har tid til at lave gennemarbejdede eksamensspørgsmål, hvor et og samme spørgsmål både skal kunne udfordre de allerdygtigste og give de svageste en reel chance.

På den enkelte skole er vi stærkt afhængige af at have en ledelse som er dygtige til at lægge en eksamensplan. Nogle af os oplever, at der i vores lærerkollegium er kollegaer, som har opgaver næsten hver dag og andre som næsten ingenting skal. Det kan der være gode og logiske forklaringer på, men gode forklaringer slår ikke til, når skævbelastningen for den enkelte bliver uoverkommelig. Selvfølgelig kommer udtrækket fra ministeriet, men den lokale ledelse har rig mulighed for både at sikre transparens i eksamensplanlægningen og at rykke rundt på, hvem der skal ud som censor og hvorhenne og på den måde sikre en mere ligeligt fordelt belastning! Det ved jeg, at mange eksamensplanlæggere gør allerede, men opgaven er vanskelig – måske umulig? – og i selvejets tidsalder tager ingen rigtigt ansvar for den samlede sektor, ingen har tilsyneladende overblik over den samlede fordeling af eksamensbelastningen, og det er ikke godt nok, hverken for lærernes arbejdsforhold eller for elevernes retssikkerhed i eksamensperioden.

I GL er vi allerede i gang med at danne os et overblik over eksamen. Er der sket noget med eksamensbelastningen, der gør, at de fleste af os faktisk er nødt til at arbejde mere end 37 timer om ugen i maj og juni? Hvad er en rimelig eksamensbelastning i det hele taget, og hvilke nødbremser har den enkelte lærer at trække i, hvis arbejdslivet i eksamensperioden ikke kan hænge sammen? GL er i gang med at forberede både en medlemsundersøgelse og en undersøgelse via vores TR-netværk, som gerne skulle give et indtryk af, om der er hold i opfattelsen af, at denne termin er hårdere, end hvad vi kan holde til, og til efteråret skal vi arbejde for en grundigere evaluering af eksamen, så dette års fejltagelser ikke gentages næste år!