Kunstig intelligens bliver en gevinst – hvis lærerne sætter rammerne for teknologien og ikke omvendt

Kunstig intelligens (AI) kommer til at medføre grundlæggende ændringer, ikke bare for uddannelsessystemet, men for arbejdsmarkedet og hele samfundet. Det er afgørende, at vi tænker grundigt over og har en omfattende debat om, hvordan vi forholder os til teknologiens udfordringer og muligheder. Vi skal være forsigtige med at falde i fastlåste, unuancerede positioner i form af enten teknologiforskrækkelse eller teknologibegejstring. Vi må omstille os til en ny teknologisk virkelighed uden at lade teknologien trække os rundt ved næsen og diktere vores undervisning.

Fremkomsten af ”ChatGPT” er en kærkommen mulighed for at blive mere bevidste om, hvilke kundskaber vi ønsker at træne eleverne i, og hvordan vi gør det bedst. Vi skal overveje, hvad der karakteriserer kernefagligheden i de enkelte fag, når eleverne har adgang til teknologi, der i vidt omfang kan producere tekster, som tidligere kun kunne frembringes ved hjælp af møjsommeligt opbyggede faglige kundskaber. Hvad er det så vores elever skal kunne, som AI ikke kan? Skal vores elever stadig kunne det, som AI kan? Og hvad kræver det at kunne anvende AI på en fagligt kvalificeret måde? Alle lærere må forholde sig til disse spørgsmål, men svarene på dem er fagspecifikke. I matematik vil vi fx gerne have, at elever kan lave logiske ræsonnementer og dermed være problemløsere selv, så de kan formulere interessante og relevante spørgsmål, som kan besvares bl.a. med hjælp fra AI.

Man kunne fristes til at tænke, at skriftlighed i uddannelsessystemet ikke længere giver mening, fordi det i en ikke så fjern fremtid måske ikke længere er nødvendigt at kunne skrive for at kunne begå sig på videregående uddannelser, på arbejdsmarkedet og i tilværelsen i det hele taget. Den tanke, mener vi, bør blankt afvises. Hvis man tror, at AI gør skriftlighed i uddannelsessystemet overflødigt, har man misforstået selve formålet med skriftlighed. Når eleverne skal lære at skrive et analytisk essay i engelsk, en debatterende artikel i dansk og en fysikrapport, er det ikke primært. fordi det er vigtigt, at de bliver gode til at skrive essays, artikler og rapporter. De skriftlige genrer er (næsten) ligegyldige i sig selv, men de er vigtige, fordi de forudsætter et væld af kundskaber, som er både nyttige og alment dannende. Når eleverne går ud af gymnasiet, mestrer de alle mulige skrivegenrer, og de besidder dermed også alle de kundskaber, som er nødvendige for at producere tekster i de forskellige genrer. Man kan eksempelvis ikke skrive essays, artikler og rapporter, hvis man ikke besidder en grundlæggende faglighed i fagene, kan forstå og analysere kompleks, ukendt empiri, kan strukturere faglig viden systematisk og logisk samt kommunikere det præcist og nuanceret. Men man kan vel træne disse kundskaber på anden vis, vil nogle indvende. Ja, og det gør vi jo også allerede. Men det er vores påstand, og der findes masser af forskning (fx  denne artikel), der støtter det, at der sker effektiv læring, når man formulerer sig på skrift, fremfor når man lytter, læser eller taler. Det er derfor vigtigt, at eleverne også fremover kommer til at sidde og kæmpe med selvstændig skriftlig produktion.

AI betyder dog, at det er langt nemmere for eleverne at snyde. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er det snyd, når man præsenterer tanker og formuleringer fra chatbotten som sine egne. Det må være givet, at vi ikke længere kan gå ud fra, at hjemmeopgaver er selvstændige produktioner, og det giver derfor ikke mening, at de udgør bedømmelsesgrundlag for den skriftlige karaktergivning. Den erkendelse kan dog føre til en nyttig sondring mellem træning og bedømmelse. Hvis eleverne ved, at de ikke bliver bedømt på deres skriftlige opgaver, har de mindre motivation til at få (for meget) hjælp fra venner, Studienet, AI osv. De vil derfor skrive med det formål at dygtiggøre sig via træning og vores feedback. Karaktergivning må så foregå på baggrund af prøver, hvor man i højere grad kan kontrollere, at eleverne arbejder selvstændigt. En del lærere, såvel som elever, vil måske være skeptiske ved udsigten til flere prøver og det pres, det lægger på eleverne; men når prøverne betyder, at eleverne ikke bliver bedømt på deres mange afleveringer, vil det samlet set føre til mindre bedømmelse og mere læring, færre karakterer og bedre feedback. Desuden vil det gøre vilkårene mere lige, da forældres og søskendes hjælp med afleveringer ikke får en direkte effekt på karaktererne. Eleverne kan stadig bruge de ressourcer, de har til rådighed derhjemme, men de vil nu blive brugt til dygtiggørelse, ikke til at forbedre det skriftlige produkt med henblik på en bedre standpunktskarakter.

I den daglige undervisning kommer kunstig intelligens til at give masser af spændende muligheder. Fx bliver forskelle i genre, tone og stilleje meget tydeligt for eleverne, når de får chatbotten til at omskrive en novelle til et digt, en tale til en TED talk osv. og chatbotten vil kunne give den enkelte elev sparring i mange faglige processer. Her skal man dog også passe på med at ændre radikalt på de elementer i undervisningen, som vi har god erfaring med. Vi må ikke i vores iver efter at omstille vores undervisning til en ny teknologisk virkelighed, komme til at smide barnet ud med badevandet og give køb på nogle af de vigtigste faglige og dannelsesmæssige aspekter af vores ungdomsuddannelser. Det vil eksempelvis være konsekvensen af at følge anbefalingerne fra Balder Asmussen og Arne Terp Andersen i indlægget Den nye intelligente chatbot underminerer fundamentet for undervisning – vi skal lave det hele om fra den 21/12 på Gymnasieskolen.dk. De foreslår bl.a. flere audiovisuelle fremlæggelser, mere fokus på proces, mere vejledning og mindre klasserumsundervisning. De identificerer mange af udfordringerne korrekt, men deres løsninger er baseret på temmelig tvivlsomme postulater, som at ”Mere fokus på det audiovisuelle og på faglig dialog med underviseren vil være en klar fordel for ordblinde, tosprogede og gymnasiefremmede elever” og ”Det har længe stået klart, også før kunstig intelligens for alvor kom på banen, at vores måde at undervise på er forældet”. Den faglige og sociale dannelse, der finder sted i et koncentreret klassefællesskab, er ikke forældet. Og den læring, der finder sted, når eleven selvstændigt sidder og kæmper med at producere en skriftlig fremstilling af svært fagligt stof, kan ikke erstattes af audiovisuelle fremlæggelser baseret på chatbottens pointer.

AI kan blive en kæmpe gevinst for os alle, og formentlig kommer det også til at skærpe vores bevidsthed om, hvad der karakteriserer faglighed i de forskellige fag. Det forudsætter, at vi aktivt forholder os til teknologiens udfordringer og muligheder, så det er os, der sætter rammerne for teknologiens rolle i undervisningen, og ikke teknologien, som underminerer vores hidtidige praksis eller dikterer vores fremtidige praksis.

Jesper Engsted, underviser i engelsk og samfundsfag på Aarhus Katedralskole.

Birgitte Fuglsang Kjølby, underviser i fysik og matematik på Aarhus katedralskole.