Virtuel undervisning er ikke det samme som undervisning IRL

Det, tror jeg nok, er klart for enhver. Alligevel vil mange lærere og ledelser tvinge eleverne til at tænde for kameraet med henvisning til, at de jo også kan se hinanden i klassen henne i skolen. Det er da også fint, at lærerne kan styre det virtuelle klasserum på den måde. Og altså en gang imellem forlange, at eleverne har tændt for videokameraet i Zoom, Meet, Teams, eller hvad man nu bruger.

Men ikke hele tiden, hver dag, fem dage om ugen.

Og hvorfor egentlig ikke det? Lad os kigge lidt på, hvordan virtuel undervisning rent faktisk er forskellig fra, når vi er sammen i virkeligheden. Inde i et rigtigt klasselokale sidder eleverne ofte langt væk fra hinanden og læreren. Det er begrænset, hvor mange ansigter de faktisk kan se ad gangen, og der er en naturlig sortering i, hvem der er tæt på, og hvem der er langt væk.

I det virtuelle lokale sidder de med samtlige ansigter inklusiv deres eget lige op i synet hele tiden. Det er faktisk en ret voldsom påvirkning, og det kan endda være distraherende for undervisningen. Dertil kommer, at man ikke kan se hinanden i øjnene i det virtuelle rum, så den sociale kontakt er både for meget og for lidt på én gang. Vi mennesker er slet og ret ikke lavet til at interagere på den måde, som et grid i et onlinemøde tvinger os til at være sammen på.

Jeg nævnte også det med, at man kan se sig selv. Det er som at have et spejl stående foran sig på skrivebordet, så man hele tiden kan se sig selv og være fuldt ud bevidst om, at alle de andre også kan se én. Forestil jer lige, hvor meget energi en utryg elev skal bruge på at sidde og kigge på sig selv og være bevidst om, at alle de andre kan se vedkommende hele tiden, og tænk så på, hvor lidt energi der egentlig er tilbage til at følge med i undervisningen ved siden af.

Og så har jeg ikke engang været inde på alle de gængse argumenter med invaderingen af elevernes privatsfære og den flovhed, der evt. kan være forbundet med de fysiske omgivelser i hjemmet.

Det stresser os at være på på den måde. Forleden oplevede jeg selv, at et online kursus blev afsluttet med: “Forresten har jeg optaget mødet som dokumentation over for ministeriet, det håber jeg er ok”. Så man er altså pludselig optaget på video, og det er så bare ok? En kollega skrev også forleden, at hun følte sig overvåget i flere timer efter hver online lektion og ikke kunne ryste fornemmelsen af, at alle kunne se hende af sig.

Der er ingen af os, hverken lærere eller elever, der har bedt om at være med i et kæmpe socialpsykologisk eksperiment, og jeg synes lige, man skal gå lidt forsigtigt frem med at kræve kameraet tændt på den altomfattende, tvangsindlæggende måde, det nogle gange bliver omtalt på.