Taxameter og elevfordeling. Hvornår fører bekymring til handling?
Det er helt nødvendigt og vigtigt, at GL fortsat har fokus på de urimeligt ulige og vanskelige vilkår, der er på gymnasier i udkantsområder og f.eks. på den københavnske vestegn. Danmark skal ikke have A- og B-gymnasier (og gymnasier, der helt bukker under og må lukke!) – vi skal have gode uddannelsestilbud til elever i alle områder af Danmark og ordentlige arbejdsforhold for deres undervisere. Allerede i 2011 (ja, for 7 ½ år siden!) var en undervisningsminister indkaldt til samråd om elevfordelingen – en trist påmindelse om, hvor langt der kan være fra opmærksomhed til bekymring og handling, der får reel virkning.
Socialdemokraternes nærhedsudspil fra 22.8 i år adresserer nogle af udfordringerne, og undervisningsordfører Annette Lind kom i sin indledende tale ved GL´s høring på Christiansborg den 25.9 også ind på behovet for at se på både taxameterfinansieringen og elevfordelingen – inden næste folketingsvalg.
Tanken om intern omfordeling i sektoren gik både GL´s formand og formanden for Danske Gymnasier imod: ”svaret på det er ikke at tage penge fra skoler andre steder i landet. Også på store skoler er grænsen nået” (Annette Nordstrøm Hansen, GL) og ”det skal ikke finansieres af andre gymnasier, som i forvejen har sparet meget de seneste år” (Birgitte Vedersøe, DG) begge citeret i Gymnasieskolen 22.8.
Den 12. oktober fik vi måske lidt mere konkret info om, i hvilken retning Socialdemokraternes tanker går. Annette Lind har skriftligt stillet Merete Riisager følgende spørgsmål:
”Ministeren bedes oplyse provenuvirkningen af at indføre et knæk i undervisningstaxameteret for STX-uddannelser, der har mere end hhv. 700, 800, 900, 1.000 og 1.100 elever. Knækket skal indrettes sådan, at undervisningstaxameteret reduceres med hhv. 5.000 kr., 7.500, 10.000, 12.500 og 15.000 kr. pr. elev, for alle de elever der ligger ud over de respektive max grænse for elever.”
Det skal blive interessant at se ministerens svar – og hvilket forslag, Socialdemokraterne vil komme med på den baggrund.
Selv om GL og Danske Gymnasier kan være enige om (med rette) at tilbagevise yderligere besparelser for alle og (også med rette) kræve midler tilbage i sektoren til de skoler, som allerede er mest ramt, består de mere fundamentale spørgsmål om hele logikken bag taxametersystemet og selvejet – og hvilken holdning man har til de spørgsmål.
Det er væsentligt, at GL vedblivende har fokus på problemerne med selvejet, dets taxameter og elevfordelingen og arbejder både ud fra en erkendelse af, at der i det politiske landskab fortsat er et flertal for statsligt selveje, og at der hos de fleste partier er en voksende bekymring for konkurrencen om eleverne og elevfordelingen.
Antagelsen fra politisk hold synes at være, at selveje, taxameterstyring og frit institutionsvalg sikrer den bedste kvalitet i undervisningen. Ude i klasselokalet er det svært at se den antagelse holde stik. Hvor længe kan vi opretholde lokale uddannelsestilbud med kvalitet i undervisningen, både for den fagligt svage og den fagligt stærke elev? Hvor længe kan vi tale om en national standard?
Skolernes frihed til at prioritere ressourcer fører derudover til en uens brug af undervisningstaxameteret. Jeg vil desuden gerne problematisere nogle bestyrelsers ensidige forståelse af, hvad der kendetegner en veldrevet skole, nemlig økonomien.
Hvornår fører politikernes bekymring til handling, der reelt ændrer virkelighedens vilkår for de gymnasier, hvor handling temmelig akut er påkrævet?
Stem på handling!
Søren Dahl
Kandidat til hovedbestyrelsen for liste 2.
Den, der stemmer, bestemmer!
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode