OK 15 truer – Hvor er GL?
OK 15 står for døren, og arbejdsgiverne vil fortsætte, hvor de slap i OK 13. Overalt i det offentlige er der lagt op til angreb på løn- og arbejdsforhold under sloganet: Borgeren i centrum. Dette slogan skal fremstille anstændige løn- og arbejdsforhold i det offentlige – ikke som sikring for, at de ansatte kan yde borgerne god undervisning, pleje, behandling eller administration, men som udtryk for dovenskab og grådighed. ”Den hårdtarbejdende dansker” i det private skal se den offentligt ansatte som hendes fjende, der blokerer for ”mere service for pengene”. Og de penge tjenes kun i det private, har budskabet jo været fra næsten hele det politiske spektrum igennem lang tid nu.
Men hvor er GL? Hvad gør GL? Hvad bør GL gøre? GL synes at være væk. Tilsyneladende er tilgangen til OK 15 lav profil igen igen i håb om at undgå det værste. Mens man håber, at det bliver lægerne, sygeplejerskerne eller en anden gruppe, der får med grovfilen. Denne tilgang er kortsigtet og vil blot tillade arbejdsgiverne at komme igennem med deres krav ved at tromle en enkelt gruppe af offentligt ansatte og skræmme resten til at overgive sig.
GL bør i stedet gå i offensiven på flere fronter. For det første ved at arbejde for, at alle de offentlige grupper ved OK 15 står sammen og endda sympatistrejker (lovligt) om nødvendigt. For det andet ved at angribe diskursen om, at ”det private tjener pengene til det offentlige”. GL skal turde sige, at i en økonomi med ekstrem arbejdsdeling er alle afhængige af hinanden, og at det er med god grund, at undervisning, pleje og sundhed varetages af det offentlige i Danmark. For det tredje må GL sammen med de øvrige offentlige organisationer overbevise folk flest om, at forringes løn- og arbejdsforhold i det offentlige, vil det blot føre til, at forholdene for de ansatte i det private også forringes, samt at der er råd til anstændige forhold for alle i Danmark.
GL skal altså i offensiven også, hvis foreningen vil overleve på sigt, for bliver GL ved med at sige, at ”der ikke er noget at gøre” ved de stadige angreb fra arbejdsgiverne, så vil medlemmerne nå til den konklusion, at medlemskab hverken gør fra eller til, og melde sig ud.
Søren B. Andersen, Tornbjerg Gymnasium
Ulf V. Olsen, Middelfart Gymnasium og HF
Jørgen B. Rasmussen, Odense Tekniske Gymnasium
SVAR:
Langt hen ad vejen er jeg enig i jeres analyse. Der er pres på den offentlige sektor og på de offentlige overenskomster. Jeg er også enig med jer i, at den offentlige sektor løser en utrolig vigtig opgave for det danske samfund.
Men jeg er faktisk ikke enig i jeres vurdering af, at de offentligt ansatte skal udsættes for en ny omgang ”spanking” ved OK 15. Jeg tror ikke, at SR-regeringen kort før et forestående valg vil erklære krig mod de offentligt ansatte. Men skulle jeg tage fejl, vil GL være parat til at tage kampen op. Solidariteten indbyrdes mellem de offentligt ansatte er væsentlig for GL.
GL står altid vagt om, at uddannelser i Danmark er et offentligt anliggende. GL er modstander af privatisering eller anden form for markedsgørelse af uddannelserne i Danmark. Det markerer vi ofte og gerne.
Har I konkrete forslag til et mere offensivt GL, er min mail og telefon altid åben. GL agerer ikke kun defensivt. Det synes jeg, at vores aktuelle kampagne: Brug hovedet er et godt eksempel på.
Annette Nordstrøm Hansen, formand for GL
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode