Virtuel undervisning fra et elevperspektiv

Underviseren taler og taler i det virtuelle undervisningsrum. Alle eleverne forsøger at se ud som om, at de følger med, men parallelt med undervisningen gløder en Messenger-tråd med beskeder som: ”Jeg forstår tæt på intet”, ”Heller ikke mig, det er ca. 30 minutter siden, at jeg stod af…”, ”Er gået i køkkenet for at lede efter noget kage…!”.

Det lyder som en scene, der snildt kunne udspille sig i den virtuelle undervisning, der finder sted for øjeblikket rundt omkring på ungdomsuddannelserne. En scene, man som underviser ville blive noget irriteret over at være en del af, for det er top-frustrerende at undervise en flok elever, der ikke koncentrerer sig, og som virker uengagerede. Sagen er bare, at scenen ikke er fra gymnasieverdenen, men udspillede sig for få dage siden, da jeg var på et todages virtuelt masterseminar på SDU. Det var altså ikke gymnasieelever, der mistede fokus, koncentrationsevne og almindelig pli, men voksne mennesker, der ellers brænder for det studium, de har kastet sig over ved siden af deres arbejde. Jeg og mine medstuderende er i gang med at tage en master i gymnasiepædagogik på SDU. Hele efteråret har vi været afsted hver tredje uge på seminarer i Odense, hvor vi har nydt godt af virkelig spændende undervisning, men også nydt at få lidt luft fra den daglige trummerum. Dette semester er undervisningen så henlagt til det virtuelle rum, og både mandag og tirsdag sad vi klistret til skærmen fra morgen til sen eftermiddag. Mandag sidst på eftermiddagen udspillede sig så den scene, jeg indledte med. Og som jeg selv skrev i førnævnte Messenger-tråd: ”Gud, hvor er vi nogle dårlige elever”, og det var vi lige der. Virkelig dårlige elever. Men der var bare ikke mere at give af. Sådan føltes det i hvert fald. Det var ikke meget anderledes dagen efter, og da jeg tirsdag eftermiddag vinkede farvel til de andre på Zoom og takkede for gode kursusdage, var det med dundrende hovedpine, ondt i ryggen og en enorm træthed i både krop og hoved. Jeg var helt flad.

Mine to kursusdage har virkelig været en øjenåbner for mig, for den situation, jeg var i mandag og tirsdag, og som fuldstændig drænede mig for energi, er jo den situation, vores elever sidder i hver eneste dag, og som de skal sidde i alt for længe endnu. Det er vanvittig hårdt at modtage undervisning mange timer via en skærm – det troede jeg sådan set også, at jeg allerede var fuldt bevidst om. Alligevel må jeg indrømme, at det kom bag på mig, at det var SÅ hårdt, som det var. At det var så hårdt på trods af, at jeg både mandag og tirsdag sad midt i undervisning, som jeg jo i udgangspunktet synes er virkelig spændende, relevant og meningsfuld. Og med en flok begavede medstuderende, der alle som en er en fornøjelse at arbejde sammen med, når vi sendes ud i breakout rooms for at diskutere teori, metode og praksis. Sådan er situationen ikke for alle vores elever. De brænder ikke hele tiden for det, de undervises i, de kan ikke altid regne med super kvalificeret faglig sparring ved gruppearbejde, og de skal ikke bare holde den virtuelle undervisning ud i to dage, men hver eneste dag. Og ja, jeg ved godt, at det også er hårdt for os at undervise virtuelt, men vi har trods alt færre skærmtimer end vores elever, og det er os, der styrer, hvordan undervisningen skal tilrettelægges, så vi kan lægge pauser ind og variere undervisningen efter vores behov.

Den anden dag evaluerede jeg den virtuelle undervisning med mine 2. HF’ere. Nedenfor er i punktform en gengivelse af deres tilkendegivelser i forhold til den aktuelle undervisning:

• Dagene er lange! Det er hårdt at sidde foran skærmen hele tiden.
• Gerne flere aktiviteter væk fra skærmen – mere variation.
• Gerne mere bevægelse eller mulighed for at komme udenfor.
• Pauserne er vigtige! Der skal være flere og/eller længere pauser. Både mellem og i lektionerne.
• Det er svært at nå at få frokost på den halve time, der normalt er til en frokostpause.
• Det er hårdt, hvis alle opgaver fra de enkelte lektioner skal afleveres ved lektionens afslutning. Som variation er det rart, hvis nogle opgaver må afleveres om eftermiddagen eller om aftenen. Det giver fleksibilitet og mulighed for at bryde skærmtiden i løbet af dagen.
• Alting tager længere tid i det virtuelle – vi kan ikke forvente, at der kan nås det samme ved fx gruppearbejde som til almindelig fysisk undervisning.
• Et stort ønske om, at der ikke fyldes for meget i timerne (de ved godt, at vi har et pensum, vi skal nå, men det er hårdt, hvis vi tror, vi kan nå det samme som ved fysisk undervisning).

Mine HF’eres udsagn blev i første omgang delt med deres øvrige lærere, men nu deler jeg dem også med jer. Min egen oplevelse af virtuel undervisning fra et elevperspektiv har gjort det meget, meget tydeligt for mig, at mine HF’eres tilkendegivelser ikke er udtryk for brok, klynk eller forkælelse. Det er udsagn, vi skal lytte til og reagere på, hvis vores elever ikke hver dag skal have det, som jeg havde det tirsdag eftermiddag. Og det synes jeg virkelig ikke, at de skal…