Gertrude Stein og arbejdsglæden

Alt om corona og onlineundervisning tilsidesat: Min største præstation i 2020 var at undervise i T.S. Eliot og Gertrude Stein. Det var supplerende, nuvel, i et forløb om Hemingway og The Lost Generation, men alligevel.

Det var fedt! Eleverne tog virkelig godt imod den svære poesi. Jeg kunne tydeligt mærke deres åbenhed og nysgerrighed samt en begejstring, som overraskede mig – og begejstrede mig!

Desværre er successen bygget på en hemmelighed. Noget, som jeg ikke må tale om. Noget, som jeg da slet ikke må skrive: Jeg brugte meget lang tid på forberedelsen til netop denne del af forløbet. Alt for lang tid. Ups. Undskyld! Jeg kunne ikke lade være.

Men det er jo ikke så godt, hvis vi begynder at arbejde mere end det, vi bør. Så kan man spare og spare på sektoren, men bevare den gode kvalitet, fordi lærerne alle føler sig kaldet til at knokle på egen hånd.

Men jeg kunne som sagt ikke lade være. Det interesserede mig for meget, og det blev en æressag at konstruere et godt og meningsfuldt modul med den så svært tilgængelige litteratur. Lysten drev værket. Tilfældigvis havde jeg også god tid lige på det tidspunkt. Resultatet af denne lyst og den ekstra tid var altså god undervisning.

Er manglende tid til at nørde på egen hånd dermed lig med dårlig undervisning? Ikke nødvendigvis. Men hvis man aldrig har tid til at blive varmet lidt indeni ved sit arbejde, så tvivler jeg på, at man kan blive ved med at være en spændende underviser. Uanset hvad, bliver det et meget trist arbejdsliv.

Jeg er ikke fan af hverken timetælling eller at arbejde for meget. Jeg er fan af arbejdsglæde og lyst. Mange oplever desværre i disse år, at udbrændthed og manglende sammenhæng mellem arbejde og familieliv – og indimellem ligefrem klinisk stress – er kendetegnende for arbejdsmiljøet. Et miljø, hvis spirer er omprioriteringsbidrag, overenskomster og reform. Man har for travlt. Læs: Flere går ned i tid. Jeg er selv på deltid – dog også pga. udfordringer i familien. Men vigtigt at nævne er: Det handler for mig ikke kun om tid, men også om overskud: Om rum i min hjerne; om mængden af personer og sager, der skal holdes styr på.

Den nye finanslov sikrer flere penge til sektoren med henblik på at løfte kvaliteten af undervisningen – et lys i pandemiens skygge. Nu må vi se, hvor det ender, men udgangspunktet er godt. OK-21 spiller selvfølgelig også en rolle i hele balladen.

Mit håb er, at en tilbageførsel af midler er lig med en tilbageførsel af arbejdsglæde.

For mens arbejdsglæde kan være et mål i sig selv, er jeg overbevist om, at arbejdsglæde og overskud tillige er en direkte vej til bedre undervisning. Dermed lærer eleverne simpelthen mere.

Vi kender forhåbentlig alle den begejstring og den velvilje, vi får retur, når eleverne mærker, at vi virkelig brænder for stoffet og nyder at være dér sammen med dem. Det engagement, eleverne hermed frembringer og udviser, hænger direkte sammen med deres udbytte.

Jeg krydser fingre for, at dette forhold får mere fokus i fremtiden.

Gertrude Stein havde måske ikke lige gymnasielæreres arbejdsmiljø i tankerne, da hun vendte og drejede ord om glæde og nødvendighed, men jeg føler mig alligevel kaldet til at citere fra ‘Sacred Emily’, som jeg læste med 3.m:

Happy happy happy / All the, chose. / Is a necessity. / Necessity. / Happy happy happy all the. / Happy happy happy all the. / Necessity. / Remain seated. / Come on come on come on on. / All the close. / Remain seated. / Happy. 
(Gertrude Stein: af ‘Sacred Emily’ (1913)).

I håb om mere arbejdsglæde fremover: Godt nytår!