Simuleret undervisning?

Jeg har det med virtuel undervisning, som jeg havde det med fysik/kemi i folkeskolen og naturfag i gymnasiet: Jeg kan ikke lide det, og jeg kan ikke finde ud af det, og jeg gider ikke prøve at finde ud af det, for jeg kan ikke se formålet med, at netop jeg skal lære netop det.

Hvis jeg nu var min egen elev, så ville jeg aldrig acceptere den indstilling. Jeg ville sige til elev-Marie, at hun er nødt til at åbne sig. Jeg ville sige, at selvom noget er svært, er det ikke umuligt, og jeg ville sige: “Prøliahørher, Elev-Marie. Hvis man siger til sig selv, at man ikke kan finde ud af det, så kan man helt sikkert ikke finde ud af det.”

Lige nu tyder meget på, at virtuel undervisning er et vilkår –  ind imellem, når en klasse eller dele af den er hjemsendt. Man må hele tiden være indstillet på at lave sin undervisning virtuel, måske med meget kort varsel.

Det er værre end naturfag! Men prøliahørher: Du er nødt til at få det til at fungere, Marie!

I gymnasiet kom jeg op i naturfag. I læseferien opdagede jeg forskellen på fysik og kemi og fandt det meste (på det niveau) nogenlunde nemt. Tænk, hvor mange år jeg spildte på at græmmes og vrisse, på at opgive og være ligeglad.

Vil jeg sidde på samme måde om 20 år og sige ‘Nåååh, SÅDAN laver man god virtuel undervisning. Gid jeg havde indset det noget før!”…?

Eller vil jeg sidde og skraldgrine bittert over, da man troede, reel undervisning kunne erstattes med virtuel: “Haha, det var så vildt! De sagde, at eleverne kunne lære det samme!”

Men hvad er det ved den virtuelle undervisning, der er grusomt? Er det det ukendte? Det tekniske? Den manglende respons?

Begrebet ‘virtuel undervisning’ er afledt af ‘virtual reality’ – en kunstig, ikke-virkelig virkelighed. En simulation. Er ‘virtuel undervisning’ så det samme som ‘kunstig undervisning’ – ‘ikke-undervisning’?

Nå nej, for ‘virtual’ kan i den engelske ordbog stilles synonymt med ‘digitalt’, og det var vel det, UVM tænkte på, da de indskrev begrebet i læreplanerne.

Eller var det? Er der tale om et ‘Freudian slip’?

Man kan godt lære noget over en computer, hvis man er studietrænet, motiveret, voksen og ansvarlig. Er gymnasieelever det?

Der er formentlig mange derude, som bare kan det med virtuel undervisning. Ligesom der er mange fysiklærere, der bare kan det med fysik.  Men ligesom fysik, bliver virtuel undervisning aldrig noget for mig.

Jeg tror, det skyldes det uheldige forhold, at jeg virkelig godt kan lide mine elever.

Jeg kan lide dem, ikke kun som objekter, der modtager undervisning og danner læring på baggrund af den, men som subjekter – som mennesker. Jeg kan lide den ping-pong, der finder sted i og mellem undervisningssituationerne. Jeg kan lide at se dem i øjnene, at høre dem grine, at mærke deres fysiske tilstedeværelse i samme rum som mig, at spørge dem, om de er okay, hvis de ser flade ud, at grine med dem, af faglige såvel som ikke-faglige finurligheder. Jeg kan lide, at de eksisterer.

Mon ikke, de fleste gymnasielærere har det på samme måde?

Når jeg underviser virtuelt, kan jeg ikke mærke, om de eksisterer. Jeg kan ikke mærke fællesskabet eller klasserummet. Mine antenner, som normalt når ud i de forskellige kroge, når knap nok ud til mig selv. Er de der? Er JEG der? Hvad er jeg for dem? Er vi mennesker i interaktion, eller er vi bare lyde i en maskine?

At være en lyd i en maskine er selvsagt bedre end samfundskrise, og virtuel undervisning er som den akavede afstand en ringe pris at betale.

Jeg ville dog ønske, at der sad nogen i den anden ende og forholdt sig mere aktivt til, at corona-årgangene får en uddannelse, der ikke blot er anderledes, men ringere.

Er man er i tvivl om, hvad eleverne synes om virtuel undervisning, kan man lytte til de østjyske elever, der gik på gaden for at få lov at komme i skole. De sagde tydeligt, at de mister noget. Noget fagligt. For de måtte jo godt mødes og være sociale på cafeer, i biografen og i byen. De klagede stadig, for de ville gerne undervises. Aktuelt. Reelt.

Undervisningen er ikke reel, når der ingen relation er (ansvarlige, motiverede voksne måske undtaget). Undervisning og motivation er lig med relation. Relation kan hverken skabes eller opretholdes i det virtuelle rum – det simulerede rum.

Et par uger hist og her skal nok gå. Men virtuel undervisning må og skal anerkendes som ringere undervisning end ved fysisk fremmøde. Ikke kun, fordi vi er nogle lærere, der skyr det som pest og naturfag, men fordi det ER ringere. Prøliahørher! Det skal afspejles i kravene til eksamen. Alt andet er urimeligt.