Et stykke med ekstra passion

Jeg forestiller mig, at passion driver de fleste gymnasielærere. Jeg forestiller mig, at en kombination af faglig ekspertise, menneskeligt tæft og pædagogisk snilde ofte former gymnasielæreren til et stykke vellykket arbejdskraft, hvor mennesket bag arbejdet holder af netop det – arbejdet.

Jeg forestiller mig også, at nogle gymnasielærere har en portion passion, der går lidt til spilde, eller et passionspotentiale, der ikke forløses, om man vil. For måske ryger der et par procent passion i rendestenen, når de øvrige procenter har været helliget den type omfattende arbejdsopgaver, der ofte skal klares på meget lidt tid.

Et personligt dogme for dette skoleår er for mig at forløse et stykke ekstra passion i skikkelse af min arbejdsplads’ første livtag med en skolekomedie. Når jeg husker min egen gymnasietid, bliver det hele hurtigt til et mismask af lærerstemmer, morgensange, fester og afstandsforelskelser. Det faglige indhold fylder meget lidt, selvom det åbenlyst har sat sig fast i tilstrækkelig grad. Men skolekomedien, og processen omkring den, husker jeg, så jeg kan gengive den omtrent så detaljeret som en samtale, jeg havde for fem minutter siden.

For en gymnasieelev er en skolekomedie et kreativt frirum og et åndehul. Omgivelserne er de samme og alligevel helt anderledes. Menneskerne er de samme og alligevel helt anderledes. Væk er standpunktskarakteren, til stede er en ny side af ens egen menneskelige karakter, og den er en ressource, der kan gøde et humørfyldt og fantasirigt fællesskab. Det vil, måske eller måske ikke, overraske en gymnasieelev, at det for gymnasielæreren, der involverer sig i en skolekomedie, er lidt det samme.

Skolekomedien er for mig et velkomment stykke med ekstra passion. Jeg fordyber mig i idéudviklingen med lige så komedieengagerede kolleger, jeg skriver løbende på manuskriptet i samarbejde med dramaholdet, og jeg lytter til udformningen af alle de praktiske foranstaltninger, som andre end mig klarer langt bedre. Jeg begynder at se en færdig forestilling i mit hoved og bliver barnligt begejstret. Det er ikke altid nemt at finde tid til, men jeg finder tiden, for åndehullet gavner min vejrtrækning i alle de andre arbejdsmæssige sammenhænge.

Den ekstra passion kan være mange ting, en teaterforestilling, en koncert, en studierejse eller noget helt fjerde. Men uanset hvad den er, kan det måske betale sig at finde den og dyrke den. Så kan den ”almindelige” passion måske holde meget længere.