Fremtiden spirer i 3.y på Randers Statsskole
For et stykke tid siden blev skolen kontaktet af Andelskassen, der i samarbejde med VIA CFU har tilrettelagt et undervisningsforløb, der igangsætter elevernes evne til at tænke kreativt, søge anderledes løsninger på problemerne – og måske selv blive iværksættere senere. Projektet hedder meget betegnende Fremtiden spirer, se mere her: fremtidenspirer.dk
Jeg tænkte øjeblikkeligt, at dette lige måtte være noget for min dygtige 3.y i dansk, som jeg tidligere har arbejdet innovativt med i et AT-forløb. Så kontakten blev etableret, dagen oprandt, og fagkonsulent i entreprenørskab og innovation Rune Schou, filialdirektør Alex Carlsen og kommunikationskonsulent Mia K. Pedersen mødte op på skolen klar til at udfordre min klasse med værktøjer fra entreprenørens værktøjskasse.
Rune Schou faciliterede dagens forløb og styrede med sikkert overblik eleverne igennem diverse øvelser, der skulle åbne elevernes for et innovativt mindset til slutteligt at løse dagens hovedopgave: at generere en original forretningside, der kan styrke vækst i lokalområdet og skabe arbejdspladser. Efter at have fundet og beskrevet ideen, går grupperne (i alt 7) i gang med at lave en film, der beskriver deres projekt, og disse film sendes ind til et lokalt dommerpanel, der vælger to film ud, som to repræsentanter fra de to grupper så får lejlighed til at uddybe for et lokalt dommerpanel, der beslutter, hvilken af de to film der går videre til landskonkurrencen med 16 øvrige gymnasier. Hovedpræmien er 15.000, og man stemmer via sms på ens foretrukne film.
Hvad var det så, der skete med min klasse undervejs mod dagens slutprodukt? Blev de mere kreative i deres mindset?
Rune Schou varmede klassen op med nogle sjove teambuildingsøvelser: hils på hinanden og stjæl hinandens navne, når I hilser videre, lav fødselsdagsrækken i klassen uden at tale sammen (det tog kun min seje klasse 2 minutter), herefter blev grupperne inddelt efter alder. Rune Schou belyste nu, hvad entreprenørskab består af: fagligheden er i midtercirklen, udenom står kreativitet, samarbejde, omstillingsparathed og handling.
Herefter kom der endnu en række øvelser, der sigtede mod at tænke ud af boksen og få tilfældige ideer ud fra tilfældige stimuli. En øvelse om at anskue elevernes opgave ud fra deres nabos synsvinkel, opfordrede til at se og medreflektere andres syn på sagen. Således rustet til ideudvikling, skulle eleverne skrive en ide og sende den videre til venstre og få kommentarer fra de forskellige i gruppen.
Klassen blev efterfølgende bedt om at udvælge 3 ideer ud fra nytteværdi og realisérbarhed, og skulle bruge de 3 ideer som inspiration til at få en helt ny ide. Gruppens ide skulle beskrives i et tweet, hvor andre skulle overbevises om, at det var verdens bedste ide. Dernæst skulle hver gruppe stjæle to tweets fra andre grupper som inspiration til udvikling af egen ide. Så var vi ved at være nået til beskrivelsen af ideen i et storyboard, og hver gruppe præsenterede til sidst deres ide, som de skal visualisere i udarbejdelsen af en film. Jeg skal ikke røbe min klasses ideer her, men kun sige, at jeg er helt overbevist om, at en af grupperne fra min innovative 3.y løber med hovedpræmien.
Elevernes evaluering af dagen: ”Spændende at kombinere tilfældigheder”, ”Udfordrende at se sagen fra naboens synsvinkel”, ”Idedeling er super”.
Det var en på alle måder god dag, og nu vil jeg i de kommende dansktimer folde danskfagligheden ud i deres filmprodukter.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode