Almendannelse forandrer sig

Bølgerne går højt i øjeblikket i medierne, også her på gymnasieskolen.dk, når der diskuteres almendannelse. De fleste argumenterer for hvad almendannelse ikke er, mens kun få tør komme med bud på hvad det er. Nogle gange virker det som om folk taler forbi hinanden, fordi de ikke har defineret, hvad de taler om…

Men man kan nok heller ikke definere hvad almen dannelse er. I sagens natur ændrer den sig med tiden og med udviklingen. Det, der var vigtigt for 20 år siden, er måske ikke lige så vigtigt i dag, og det, der er vigtigt i dag, fandtes måske ikke for 20 år siden. Se bare på de digitale mediers betydning i dag i forhold til dengang.

I pædagogikum-grundbogen “Gymnasiepædagogik” diskuteres almendannelse også. Her inddrages den tyske didaktiker Wolfgang Klafki. Han mener at al undervisning skal have som mål at udvikle elevernes evne til selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet (Gymnasiepædagogik, 2013, s. 247). Det er svært at være uenig i det, og det er regeringen forhåbentlig heller ikke. Spørgsmålet er bare hvordan disse kompetencer skal udvikles.

I regeringens reformudspil står der at man ønsker at styrke elevernes innovative kompetencer, deres digitale kompetencer, deres globale kompetencer og deres karrierekompetencer (Regeringsudspillet s. 24).
Men der står fx ikke at historisk bevidsthed eller kulturel dannelse ikke længere er vigtigt. Er debatten ikke lidt ensidig, når fronten trækkes op som om det er enten-eller? Og det er vel ikke sådan at det er de humanistiske fag, der har monopol på at være almendannende? Det mener jeg i hvert fald ikke. Mit ene fag, dansk, bidrager blandt andet med kulturel og historisk bevidsthed som en del af den klassiske almendannelse, men mit andet fag, kemi, bidrager også – godt nok med noget andet, men stadig noget, der er nødvendigt: Naturvidenskabelig tankegang samt viden om aktuelle og samfundsrelevante problemstillinger.

Selvfølgelig kan man frygte at der fremover kun skal undervises i det, der umiddelbart kan synes anvendeligt. Så reduceres danskfaget til formidling og historiefaget kan sløjfes. Men hvis man ser på anvendelsesorientering i et lidt større perspektiv, er det indlysende at vi er nødt til at kende til vores historiske og kulturelle baggrund for at kunne reflektere over vores nutid på et nuanceret grundlag og være almendannede i Klafkis forstand.

Men er innovative kompetencer så en nødvendig del af almendannelsen fremover? Ja, fordi innovative kompetencer handler om at kunne bruge sine fag til at løse problemer og skabe nyt. Det er faglig kreativitet, og der er vel ingen tvivl om at det er en vigtig kompetence fremover at kunne tænke nyt og ud af boksen. Desuden er jeg personligt glad for at der er mere fokus på innovation. Mine elever lærer rigtig meget ved at arbejde innovativt ind i mellem, og vi får genskabt noget af den kreativitet og motivation, som eleverne har mistet gennem deres skoleforløb indtil nu.

Digitale kompetencer er også supervigtige fremover. I dag foregår rigtig meget samarbejde, debat og produktion digitalt, og det bliver ikke mindre fremover. Derfor er det vigtigt både at kunne deltage og bidrage på de digitale medier, men også at kunne forholde sig kritisk til hvad der foregår.

Men når der skal tænkes nye ting ind i almendannelsen, må noget af det vante indhold revurderes – medmindre vi vil udvide gymnasieforløbet med et år. Her må vi alle genvurdere hvad der udgør den almendannende kerne i vores fag. Som dansklærer mener jeg for eksempel ikke at litteraturhistorie er vigtigere end at lære at formidle, eller at Holberg er vigtigere end Facebook. Men jeg mener stadig at vores kulturarv er vigtig og at den skal prioriteres. Jeg vil gerne undervise så bredt som muligt, men efterhånden som vores verden ændrer sig, ændrer indholdet i undervisningen sig også. Og det er helt i orden, også selvom eleverne i dag ikke når at læse de samme værker som for 20 år siden.