Artikel
​​​​​​​ ”Det er elevernes ­faglige udfordringer, der interesserer mig”
Faglærer 06

​​​​​​​ ”Det er elevernes ­faglige udfordringer, der interesserer mig”

Kasper Bjering Søby Jensen vil gøre alt for at hjælpe sine elever med at forstå fagene. Men deres personlige problemer over­lader han helst til studievejlederne.

Tekst_ Vorre

”Hvordan ser en eksponentiel funktion ud?” Kasper Bjering Søby Jensen kigger ud over 1.g-klassen. Matematiktimen på Roskilde Katedralskole har kun været i gang i få sekunder, men eleverne har allerede fået det første spørgsmål. En pige rækker hånden op og svarer hurtigt. 

”Og hvilket krav stiller vi til forskriften?”

Kasper Bjering Søby Jensen tager kridtet og skriver på tavlen, imens en dreng kommer med det rigtige svar. Halvanden time senere er tavlen dækket af tal, grafer og ord som topunktsformler, potensfunktioner og fordoblingskonstant. Flere elever har lavet beviser på tavlen, og Kasper Bjering Søby Jensen har også nået at hjælpe de elever, der havde spørgsmål til næste uges aflevering. 

”Når man arbejder med beviser, er man på fagets højeste taksonomiske niveau, så det var ikke en typisk matematiktime. Men det var en typisk time i forhold til min måde at undervise på,” siger Kasper Bjering Søby Jensen over en kop kaffe efter timen. 

”Jeg kan godt lide at have en klar struktur og forholdsvis meget styring med, hvad der foregår.”

For ham handler rollen som lærer om det rent faglige.

Jeg holder meget af mine fag og mine elever, og jeg vil rigtig gerne hjælpe dem til at forstå fagene.

Kasper Bjering Søby Jensen, lærer
Roskilde Katedralskole

”Jeg holder meget af mine fag og mine elever, og jeg vil rigtig gerne hjælpe dem til at forstå fagene. Jeg forventer ikke, at de kan en masse i forvejen, men forsøger at møde dem på det niveau, hvor de er,” siger Kasper Bjering Søby Jensen, der ud over matematik har enkelte timer i fysik.

Opsøger det ikke selv
Det er i det faglige rum, hvor eleverne prøver at forstå matematikkens væsen, at Kasper Bjering Søby Jensen befinder sig bedst. Og det er her, han opbygger den gode relation til sine elever. Han er ikke den type lærer, der lægger op til, at eleverne skal komme til ham, hvis de har personlige problemer, og han graver heller ikke selv efter dem. Det ligger uden for det, han ser som sin opgave.

”Bemærker jeg en elev, der ser ud til at have et personligt problem, vender jeg det med nogle af klassens andre lærere eller går videre med det til klassens studie­vejleder, der er meget bedre end mig til at tage den snak,” siger Kasper Bjering Søby Jensen og tilføjer:

”Men hvis en elev selv kommer til mig for at få en dybere snak, er det klart, at jeg vil bruge tiden på det.”

Det skarpe faglige fokus betyder ikke, at han ikke interesserer sig for sine elever som mennesker, understreger han, og han snakker da også gerne om fodbold, sine børn og ferieoplevelser med eleverne i fri­kvarteret. Men han kan godt mærke, at flere af hans kolleger ved meget mere om eleverne privat, end han gør. 

”Det er særligt kvindelige humanistiske lærere, der ved mest om, hvordan eleverne har det, og hvem der har kærestesorger på grund af hvem.”

Holder mest af B-niveauet
Kasper Bjering Søby Jensen er ikke i tvivl: Det er de fagdidaktiske udfordringer, der interesserer ham som lærer. 

”Jeg bruger meget tid på at tænke over, hvordan jeg bedst får eleverne til at lære mit fag,” siger han. 

Han holder allermest af at undervise i matematik på B-niveau, hvor mange af eleverne kommer fra studieretninger med samfundsfag og har svært ved matematik. 

”B-niveauet er den fagdidaktisk sværeste opgave, man kan påtage sig som mate­matik­lærer. Eleverne skal ikke nødvendigvis gå fra mine timer og elske matematik, men de skal indse, at bliver de gode til matematik, så bliver de bedre til samfundsfag,” siger Kasper Bjering Søby Jensen, der har en ph.d. i matematik­didaktik, men godt vil blive endnu bedre til at komme tæt på de fagligt svageste elever, der ikke selv opsøger hans hjælp. 

I år har han for første gang valgt at få et 1.g-hold i matematik A.

”De elsker jo faget, er nysgerrige og kan alting første gang, så her er min ambition en anden. Her skal der helst være 10 elever, der bagefter vælger en matematiktung videre­gående uddannelse,” siger Kasper Bjering Søby Jensen.

Om Kasper Bjering Søby Jensen

NAVN: Kasper Bjering Søby Jensen

ALDER: 37 år

SKOLE: Roskilde Katedralskole

FAG: Matematik og fysik

Tema om lærerrollen

Gymnasieskolens tema om lærerrollen:

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater