Ny elevorganisation vil flytte penge fra stx til hhx
30 utilfredse hhx-elever fra Vestfyn har startet en ny elevorganisation. De mener ikke, at Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH) arbejder godt nok for hhx'erne.
30 utilfredse hhx-elever fra Vestfyn har startet en ny elevorganisation. De mener ikke, at Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH) arbejder godt nok for hhx'erne.
Danske Gymnasieelever. I skyndingen kan man let forveksle navnet med den store elevorganisation DGS’ fulde navn, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Men Danske Gymnasieelever er ikke som DGS.
Organisationen præsenterede for få dage siden sig selv i en pressemeddelelse som værende en ny elevorganisation for elever på hhx. De er ellers traditionelt set organiseret i LH, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever.
Men LH duer ifølge den nye organisation ikke, fordi de ikke vil være med til at tage penge fra stx og give dem til hhx for at udligne forskellen i taxameterpengene.
“Vi oplever, at DGS, EEO og LH (de tre store elevorganisationer for henholdsvis stx, htx og hhx, red.) sidder som en treenighed i København og ikke arbejder for hhx-elevernes bedste,” siger Mathias Hedelund, der er en af de tre personer, der sidder i den nye organisations initiativgruppe.
De blev alle tre studenter fra Handelsgymnasiet Vestfyn i sommer, men er stadig aktive i den cirka 30 personer store organisation.
Han uddyber kritikken:
“LH er en organisation for handelsskoleelever. Men det er vi ikke. Vi er gymnasieelever, for hhx er et gymnasium. Vi er trætte af at blive behandlet som underdogs. Hvis LH kæmpede for hhx’erne, så ville der ikke være behov for at oprette en ny organisation, men det gør de ikke,” siger Mathias Hedelund, der stadig er elevrådsformand på Handelsgymnasiet Vestfyn.
Lige nu findes Danske Gymnasieelever kun på Handelsgymnasiet Vestfyn, men Mathias Hedelund håber, at organisationen spreder sig.
Folkemøde fik følger
Det er netop på grund af Hedelunds post som elevrådsformand – og dermed medlem af bestyrelsen – at Danske Gymnasieelever blev dannet. Igennem bestyrelsen hørte han nemlig om skolens vicedirektør Carsten Hogrefes oplevelse på Folkemødet på Bornholm før sommerferien.
“Sidste år meldte Antorini ud, at der var en ubegrundet forskel på taxameterfordelingen til stx og hhx, og det problem tog jeg til Folkemødet for at diskutere med både GL og LH. Begge organisationer sagde, at man ikke skulle tage fra stx for at løfte hhx. Det fortalte jeg videre til bestyrelsen, da jeg kom hjem, og det blev Mathias meget muggen over,” fortæller Carsten Hogrefe.
Det blev anledning til, at Mathias Hedelund sammen med en gruppe andre elever tog initiativ til Danske Gymnasieelever.
DGS: Navnet er uigennemsigtigt
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) har haft sit navn siden dannelsen i 1965. Hos formand Veronika Schultz vækker den nye organisation undren.
“Jeg forstår ikke, hvorfor de opretter en alternativ organisation i stedet for at diskutere uenighederne med LH. Derudover er navnet meget uigennemsigtigt, og det er ikke let at regne ud, hvem de organiserer. Det kan give misforståelser,” siger Veronika Schultz.Hun tilføjer dog, at DGS har så god dialog med de lokale elevråd, at hun ikke tror, at det bliver et stort problem.
Hos den nye organisation siger Mathias Hedelund, at navnet ikke er ment som en provokation.
“Men hvis de kan vælge så bredt et navn, så synes vi også, at vi kan. Vi vil gerne understrege, at vi er gymnasieelever, ikke handelsskoleelever,” siger han.
LH: Vi vil meget gerne i dialog
Hos elevorganisationen LH, som den nye elevorganisation altså er oprettet i protest mod, er der frustration at spore i stemmen hos formand Steffen Andersen.
“Det er rigtigt ærgerligt, at de prøver at starte en ny organisation. Handelsskolen Vestfyn er ikke medlem af LH, og de har ikke forsøgt at påvirke LH’s politik, hvilket de ellers kunne gøre på vores generalforsamlinger.”
Han fortæller, at LH gerne vil i dialog med den nye organisation.
“Vi vil meget gerne snakke om, hvad vi kan gøre for at skabe et samarbejde. Hvis vi står sammen, så står vi stærkere,” siger han.
Det kommer dog ikke på tale at ændre holdning til omfordeling af taxameterpengene, mener LH-formanden.
“Vi skal løfte alle uddannelser. Det går ikke, at vi stjæler kvalitet fra hinanden.”
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode