Studenter er ikke rustet godt nok til videre studier

Højere faglighed, adgangskrav og mere matematik. Det er de ting, der fylder mest, når politikerne på Christiansborg taler om justeringer af gymnasiet. Men set fra Lars Ulriksens stol på Københavns Universitet, hvor han er professor på Institut for Naturfagenes didaktik, er det et skævt fokus.

Mange år som gymnasieforsker kombineret med, at han nu også ved, hvordan nye studerende har det, når de begynder på en naturvidenskabelig uddannelse, giver ham et skarpt blik for, hvor gymnasiet med fordel kan stramme op. Og han er ikke i tvivl: Gymnasiet bør gøre eleverne mere studieparate. I dag er studenternes generelle studiekompetencer for dårlige.

”Gymnasiet skal være studieforberedende. Men på det punkt er der altså nogle mangler, som det ser ud i dag,” siger Lars Ulriksen.

Når han taler med nye studerende på det naturvidenskabelige fakultet, er der et klart fællestræk: De har stort set alle sammen svært ved at organisere deres tid. Det faglige kan naturligvis også være en udfordring, men det er ikke det største problem.

Og på de naturvidenskabelige uddannelser er der endda flere undervisningstimer – og dermed mindre tid, de studerende selv skal forvalte – end på humaniora og mange af de samfundsvidenskabelige uddannelser.

”De unge er ikke gode nok til at organisere deres tid. Det er en helt central studiekompetence, og det er man ikke nok opmærksom på i gymnasiet,” siger Lars Ulriksen.

Forskellige rammer
Han kan godt forstå, at springet fra student til studerende er stort for de unge.  

”Rammerne er vidt forskellige. De kommer fra et ’kontrolregime’ i 3.g med 30 undervisningstimer om ugen, og hvor der er nogen, der påtaler det, hvis de ikke møder op eller afleverer deres opgaver – og over på et universitet, hvor de i meget høj grad skal træffe valgene selv, hvor læsemængden er markant større, og hvor de skal vænne sig til, at en dag uden undervisning ikke betyder, at de har fri.”

Derfor er det også helt afgørende, at gymnasiet gør mere for at forberede dem på skiftet, fastslår Lars Ulriksen.  

”Jeg mener, at man blandt andet skal øge fokus på det studieforberedende, når eleverne skriver de store skriftlige opgaver. Her er det vigtigt, at lærerne i efterbearbejdningen af opgaverne ikke kun taler med eleverne om det faglige indhold, men også om selve processen: Hvordan organiserede du din tid? Hvordan fik du læst alle de 60 sider? Hvordan kan du disponere dagene bedre næste gang?”

”Kend dine elever”
Ifølge Lars Ulriksen er det ikke kun overgangen mellem gymnasium og videregående uddannelser, der ikke fungerer i dag. Det er også overgangen mellem grundskole og gymnasium.

”Vi kan ikke trylle overgangene væk. Der vil altid være brug for noget tilvænning, men vi kan godt gøre dem mindre vanskelige, end de er i dag,” siger Lars Ulriksen.  

Det første vigtige skridt er at få lærere på tværs af de forskellige trin i uddannelsessystemet til at besøge hinanden og tale sammen. Det kan lyde banalt, indrømmer han. Men faktum er, at det sker i alt for lille et omfang.

Også selvom man i uddannelsesverdenen har snakket om overgangsproblematikkerne i rigtig mange år.

”Man er nødt til at kende sine elever. Det er virkelig vigtigt, at man har set den undervisning, de kommer fra, og ved, hvad de kan og ikke kan. At tilegne sig den viden er også en del af det at være lærer i dag,” siger Lars Ulriksen.  

Han har netop afsluttet et forskningsprojekt om overgangen mellem grundskolen og gymnasiet. Her var det tydeligt, hvor lærerigt det var for de deltagende lærere at se ”de andres virkelighed”, fortæller han.  

”For eksempel blev dansklærerne overraskede over, at genrekravene i grundskolen og gymnasiet er vidt forskellige. Uden den viden er det klart, at man som dansk­lærer i gymnasiet kan blive frustreret.”

Umuligt at måle
I de senere år har der jævnligt været kritik af, at det faglige niveau i gymnasiet er faldet, og at de studerende på universiteterne derfor også er blevet fagligt svagere end for bare 5-10 år siden. Kritikken er blandt andet kommet fra undervisere på landets universiteter.

Diskussionen om det faglige niveau er blusset op igen i forbindelse med regeringens udspil til ændringer af gymnasiet, som gymnasieforligskredsen netop har taget hul på forhandlingerne om.

Men diskussionen er helt forfejlet, mener Lars Ulriksen, og den ærgrer ham.

”Det helt grundlæggende problem er, at man taler om fagligt niveau som om, det er noget, man kan måle ligesom vandstanden i Limfjorden. Det kan man ikke,” siger han.

Fagligt niveau afhænger af faglige kriterier. Faglighedsbegrebet ændrede sig med gymnasiereformen fra 2005, så unge har i de senere år lært nogle andre ting end tidligere. Derfor bliver det som at sammenligne æbler med pærer, påpeger han. ”Hvis man bruger mindre tid på at lave matematiske beviser i gymnasiet, er de unge ikke så gode til det, når de begynder på universitetet. Til gengæld er de måske blevet rigtig gode til at sætte beviserne i spil i forhold til hinanden, for det har de brugt mere tid på. Er de så blevet fagligt svagere? Eller er der bare tale om en anden faglighed?” spørger Lars Ulriksen.

Desuden skal man huske på, påpeger han, at der i dag bliver optaget flere elever og studerende på landets gymnasier og universiteter end tidligere. Det er en vigtig pointe, når man taler om det faglige niveau.

”Derfor vil der med stor sandsynlighed være flere, der er dårligere klædt på rent fagligt, end tidligere. Spredningen bliver større, når gruppen er større,” siger han.

Husk selvstændigheden
For at gøre studenterne mere studieforberedte, vil det også være en god idé, hvis gymnasiet styrker vejledning og feedback i forbindelse med elevernes skriftlige arbejde, mener Lars Ulriksen.

Derfor synes han også, at det er en rigtig god idé, at regeringen vil indføre 50 procent omlagt skriftlighed, hvor eleverne arbejder med deres skriftlige opgaver i den almindelige undervisning og kan få respons af læreren.  

Men samtidig løfter han en pegefinger. For faren ved at give eleverne mere tid, hvor de har en lærer til rådighed, er, at de ikke udvikler den selvstændighed, de får brug for, når de skal læse videre.

”Den får de kun, hvis omlagt skriftlighed indeholder et konkret mål om, at eleverne skal lære at arbejde selvstændigt. Der skal en progression ind i det. Ellers kommer vi til at stå med nogle førsteårsstuderende på de videregående uddannelser, der ikke kan finde ud af noget selv,” siger Lars Ulriksen.

Problematisk matematikkrav
Hvor han sagtens kan se pointen i ønsket om mere skriftlighed – hvis det bliver gjort på den rigtige måde – kan han ikke få øje på begrundelsen for en anden af regeringens mærkesager: At flere i det almene gymnasium skal have matematik på B-niveau.

I dag har 79 procent af eleverne på stx matematik på mindst B-niveau. Men står det til regeringen skal alle have matematik B fremover – på nær de elever, der vælger en studieretning med tre fremmedsprog eller en kunstnerisk studieretning.

Lars Ulriksen kalder forslaget for problematisk. For det er kun halvdelen af eleverne, der har brug for matematik B, når de skal videre i uddannelsessystemet.

”Det er rigtigt, at antallet af uddannelser, der kræver matematik B, er steget og er højt. Men mange af de rigtig store uddannelser – for eksempel lærer, pædagog, sygeplejerske og hele humanioraområdet – kræver ikke matematik B. Faktisk søger omkring 50 procent af eleverne ind på en uddannelse, hvor matematik B ikke er et krav,” forklarer han og tilføjer:

”Og blandt de 50 procent, der har brug for matematik, er der rigtig mange, der ikke kan nøjes med det på B-niveau, fordi alle de lange videregående uddannelser inden for natur, teknik og sundhed kræver matematik A.”

Mange gymnasieelever har svært ved matematik. Ifølge tal fra Undervisningsministeriet dumpede næsten 20 procent af eleverne i matematik B i 2013. 10 procent af eleverne fik 02.

Lars Ulriksen er bekymret for, at forslaget i bund og grund handler om at lave en adgangsregulering.

”Kravet om matematik vil få nogle til at undlade at søge gymnasiet. Men så synes jeg hellere, at man skal kræve latin som adgangskrav, for så er det helt tydeligt – med al respekt for latinlærerne – at det bare er et meningsløst krav, man stiller, for at sortere nogle fra,” siger han.