Det startede med et simpelt spørgsmål: Hvad er historien bag den famøse 'döner' – den suverænt mest solgte berlinske ret, der består af et oversize pitabrød proppet med kebabkød, salat og sovs efter smag og behag?
Svaret viste sig at være så historiemættet, at Rasmus og Louise Schou Therkildsen, der selv bor i Berlin, i sommeren 2013 tilrettelagde et undervisningsforløb omkring dönerens tysk-tyrkiske historie og for første gang udbød den populære Dönersafari gennem Berlins multikultibydel Kreuzberg.
I dag, mere end tusinde deltagere senere, er der kommet en håndfuld undervisningsforløb til, men den oprindelige tankegang har folkene bag Dönerkind holdt fast i. Det fortæller firmaets ene halvdel, Rasmus Schou Therkildsen, der er cand.mag. i retorik og tysk og blandt andet har en fortid som underviser på Dansk Arkitektur Center:
”Vi startede først og fremmest firmaet op, fordi vi har oplevet masser af danske studieture til Berlin, hvor byens utallige muligheder ikke bliver udnyttet særligt godt. Alt for ofte skal eleverne stæse rundt mellem de highlights, der står øverst i turistguiden. Men der er sjældent sammenhæng i forløbene, og de har slet ikke tid til at kigge på alle de gode historier, der ligger lige for fødderne af dem,” siger Rasmus Schou Therkildsen.
”Vi ser nærmere Berlin som et stort og levende museum, som vi prøver at gøre tilgængeligt for vores deltagere. Det sker både i kraft af en lokal forankring, i mødet med en række berlinere og i form af interaktive ture, hvor vi kommer ud over envejsformidlingen på en klassisk guidet tur.”
Mere end vild historie
På Dönersafarien skal eleverne selvsagt smage på varen, men de skal også – afhængigt af niveauet – læse på tysk eller dansk om rettens historie, interviewe berlinere om deres dönervaner, besøge en moské og udfritte folkene bag forskellige dönerrestauranter om deres historie. På en tur ved navn Street Art Bingo handler det om at genkende, analysere og diskutere gadekunst, mens den samfundsfaglige tur Ned med lortet handler om Berlin som europæisk demonstrationshovedstad.
Dönerkinds hidtidige kundekreds tæller overvejende gymnasier, højskoler, folkeskoler og efterskoler, mens cirka en femtedel af deres kunder kommer fra private virksomheder. At de i bredden spænder over emner som historie, byudvikling, urban kreativitet, gastronomi, journalistik og tysk politik, ser Rasmus Schou Therkildsen ikke som et tegn på en manglende kernefaglighed:
”Det er überoplagt for studierejser at behandle Berlins vilde historie, men det er jo også en pulserende storby med enorm politisk betydning og en utroligt levende kreativ scene med et væld af start-ups, for eksempel inden for gastronomien. Desuden bygger vores undervisningsoplevelser til dels på fakta, som alle i princippet kan researche sig til, men også på de fortællinger og den viden, som vi finder via vores netværk,” siger Rasmus Schou Therkildsen.
Ud over kanten
Blandt de fag, som Dönerkinds undervisningsoplevelser berører, hører indtil videre tysk, historie, samfundsfag, dansk og billedkunst.
”Som selve begrebet 'undervisningsoplevelser' afspejler, stiler vi både mod at ramme et fagligt indhold, der kan ligge i forlængelse af undervisningen, og at give en oplevelse af Berlin, som man kun kan få i Berlin og ikke i klasseværelset. Byen er vores klasseværelse.”
Responsen fra lærerne bag studietursgrupper har ifølge Rasmus Schou Therkildsen oftest været, at de aldrig selv havde fundet de steder og mennesker, som eleverne møder på turene. ”Desuden lagrer læringen sig på en anden måde, end den ville have gjort med envejskommunikation. Man kan måske sige, at vi tvinger eleverne lidt ud over kanten, derud hvor det er svært ikke at lære noget. ”
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode