Digital oprustning

For eller imod. Forbud eller inddragelse. Det bliver hurtigt sort eller hvidt, når debatten om digitalisering i uddannelsessektoren løber afsted. Samtidig beskrives digitaliseringen som én ting, men den er i virkeligheden mange ting.
Det siger Ole Sejer Iversen, der er professor i informationsvidenskab og digital design på Aarhus Universitet.

Han har identificeret fem dimensioner af digitalisering i forhold til uddannelse.

“Vi er nødt til at få digitaliseringens nuancer med, hvis vi skal uddanne børn og unge til at agere kompetent i en verden med øget digitalisering og automatisering. It er ikke bare noget, vi bruger, men et materiale, vi bygger fremtiden med,” siger Ole Sejer Iversen, der i mange år har forsket i udvikling af digital teknologi til undervisning.

Den første dimension er it som værktøj. Det er den typiske forståelse af digitalisering og det, man ofte hører både politikere og skoleledere prioritere. 

“Fokus er, at teknologien kan gøre verden lettere. Ved hjælp af værktøjer kan læringen for eksempel gøres mere motiverende eller effektiv,” siger Ole Sejer Iversen.

It kan også være læringsrum, fortæller professoren. Mange af de læringsrum, som før var etableret omkring et fysisk rum, opløses nu af, at vi ofte er i mange rum på samme tid. 

“Det har den indflydelse på undervisningen og mig som underviser, at selvom jeg har lukket døren til min forelæsningssal, kan jeg ikke være sikker på de studerendes opmærksomhed. Jeg er oppe imod Paradise Hotel og Facebook,” siger Ole Sejer Iversen.

Han understreger dog, at det er den negative side af it som læringsrum.

“På den positive side kan man nævne, at vi kan lave eksperimenter ved hjælp af Stanfords Biolab ved bare at have adgang til en computer.” 

En tredje dimension af digitaliseringen er, at it er et selvstændigt fagfelt.

“Mange vil gerne omsætte det til kodning og programmering, men det er en uambitiøs og utilstrækkelig udlægning,” siger Ole Sejer Iversen og laver en sammenligning med fagligheden i dansk: 

“Hvis vi kun har fokus på kodning, svarer det til udelukkende at tale om bogstaver og stavemåder i danskfaget uden også at tale om lyrik, poesi eller faglitteratur. It som fagfelt peger på, at eleverne skal kunne anvende computermodeller til at få ny erkendelse om den komplekse verden omkring sig. Samtidig skal de kritisk og refleksivt kunne forstå samme computermodellers begrænsninger i forhold til at beskrive den komplekse verden.” 

I den algoritmecentrerede verden er it også en forståelsesramme for den verden, vi lever i, fortæller Ole Sejer Iversen.

“Det er algoritmerne og måden, vi bruger data på, der konfigurerer den verden, vi oplever. For at forstå måden, vi lever vores liv på, bliver vi nødt til at forstå teknologien, som rammesætter vores liv.” 

Den sidste dimension af digitalisering i forhold til uddannelse er, at teknologien kan være en frigørelsesramme.

“Jeg siger altid, at verden tilhører dem, der forstår at forandre verden med digital teknologi,” siger han og uddyber:

“Gennem uddannelse kan vi sikre, at eleverne tilegner sig en dyb forståelse for digital teknologi. Det inkluderer en analyse af, hvordan teknologierne understøtter eller måske forhindrer os i at leve det liv, vi ønsker.”

Professoren mener, at frisæt­telsen sker, når eleven formår at analysere forskellen mellem it-systemet og praksis og på den baggrund selv forstår at forandre it-systemet.
 

IT skubber til fagligheden
Der er stor forskel på, i hvor høj grad børn og unge mestrer digitaliseringens fem dimensioner. Unge er superbrugere og frygtløse, når det handler om at bruge ny teknologi. Men præsenterer man dem for it som fagfelt  og som forståelses- og frigørelsesramme, bliver de pludselig meget stille. 

“Hvor skulle de også have den viden fra? Men manglen på viden gør de unge digitalt udsatte,” siger Ole Sejer Iversen.

Som eksempel nævner professoren sin egen søn, der er gymnasieelev. Han kan skille folkevisen Ebbe Skammelsøn fuldstændigt ad ved hjælp af fagtermer. 

“Det er tydeligt, at dansklærere har været inde og forme ham og hans måde at forstå litteratur på. Men når jeg stiller ham basale spørgsmål om teknologi, som han burde have fået ind med den digitale modermælk, så har han ingen ord. Børn og unge har ikke et tilstrækkeligt veludviklet sprog eller en forståelse for digital teknologi,” siger Ole Sejer Iversen.

Fraværet af et sprog om digitalisering er et problem, påpeger professoren, fordi sproget er med til at kvalificere og skabe verdener om, hvad vi forestiller os.

“Hvis der er fravær af sprog, så er der måske også fravær af voksne, der tilbyder en forståelse af digitaliseringen,” siger han.

Derfor bør det være en vigtig prioritet på ethvert gymnasium at tilbyde et sprog for den digitale verden, mener Ole Sejer Iversen. Han foreslår en kraftig oprustning på forståelsen af teknologierne.

“Jeg efterspørger ikke, at man indkøber mere hardware, men at man investerer massivt i efteruddannelse af lærerne, så flere får øjnene op for, at teknologi kan være en erkendelsesvej inden for de enkelte fagligheder.” 

For den vigtigste i undervisningen er ikke teknologien, men læreren, der forstår at kvalificere pædagogisk og didaktisk anvendelse af teknologien, understreger professoren.

“Det er vigtigt, at det er lærerne, der gennem pædagogikken og didaktikken trækker teknologien, og ikke teknologien, der trækker pædagogikken efter sig. Det sidste ser jeg desværre alt for ofte,” siger han.

Og gymnasielærerne skal ikke gøres til edb-lærere, som Ole Sejer Iversen udtrykker det. 

“Lærerne skal genopfinde deres egen faglighed og være nysgerrige på deres fagfelt gennem de nye måder, som teknologien tilbyder erkendelse på. For teknologien skubber til den eksisterende faglighed.” 

Disrupt fagene
En ny måde at erkende på, som teknologien kan tilbyde, er modellering. Hvis eleverne for eksempel skal lære om økonomi i samfundsfag, kan de blive sat til at beregne effekten af en ekspansiv finanspolitik. På grund af den teknologiske udvikling kan eleverne nu bygge en dynamisk, computerbaseret model, der kan simulere effekter af ekspansiv finanspolitik, forklarer Ole Sejer Iversen. Computerens store regnekraft og den måde, den modellerer den økonomiske verden på, giver eleverne en ny erkendelse af, hvad de forskellige enkelte økonomiske tiltag vil resultere i. 

“Desuden kan eleverne ikke bygge sådan en model uden at have en dyb indsigt i fagstoffet,” siger Ole Sejer Iversen og tilføjer:

“Jeg vil vove den påstand, at hvis man bruger modellering i økonomiundervisningen, vil det give de unge en bedre forståelse for økonomi. Samtidig giver det læreren en supergod måde til at afkode, hvor dyb en indsigt de enkelte elever har i fagfeltet.”  

Professoren har arbejdet med at introducere digitale fabrikationsteknologier – såkaldt maker technology – i grundskolen. Noget, man ifølge ham med fordel også kunne udbrede på gymnasierne. 

“Når erkendelsen kommer gennem hænderne, så breder man måden for at tilegne sig viden ud,” forklarer han. 

Desuden kan det være med til at ruste eleverne i den digitale verden.

“Når eleverne selv konstruerer med teknologien, så bliver de bevidste om, hvordan holdninger og værdier uundgåeligt indlejres i koderne og designet. De ser, at hver gang de træffer et valg i algoritmen, så er det i virkeligheden deres holdninger og værdier, som vægtes i konstruktionen af artefakten,” siger han.

Selvom politikerne har gjort kodning til lidt af et buzzword i uddannelsesdebatten, så er det ikke kodning, professoren fremhæver som styrken ved maker technology.

“Det er ikke kodningen, men det at konstruere kreative teknologier på baggrund af den teknologi og de erkendelser, man har inden for faget,” understreger han.

Ole Sejer Iversen har med undren set til, hvordan undervisningsministeren forsøger at rulle tiden tilbage til før digitaliseringen ved blandt andet at forbyde internetadgang til eksamener.

“Det er forstemmende at se en gymnasieverden, hvor vi ikke forbereder eleverne på den måde, som samfundet er indrettet på. Det er sjældent, at man oplever en situation på studiet eller arbejdspladsen, hvor man er uden hjælpemidler og helt afskåret fra verden. Tværtimod så er det elevernes evne til kreativt at anvende vidensressourcer klogt i den ‘connectede’ verden, vi bør teste,” siger Ole Sejer Iversen.

Det står også i stærk modsætning til tidens tendens, hvor politikerne har meget fokus på at “disrupte” verden og arbejdspladserne, påpeger han.

“Vi må udvikle nye eksamensformer og nye undervisningsformer, hvor elevernes faglige standpunkt kan afmaskes, selvom eleverne har adgang til digitale ressourcer. Det kunne for eksempel være, ved at modellering indgår i prøven.”

Mens han undrer sig over internetforbud til eksamen, er han helt enig i nogle af pointerne om, at man skal holde lidt igen med brugen af mobiltelefoner.

“Det har bare ikke så meget at gøre med det, jeg beskæftiger mig med. Jeg taler om at erkende med og forstå med digital teknologi, og det andet ser jeg som en opdragelsesdiskurs. Der er desværre en tendens til at blande de to ting sammen,” siger Ole Sejer Iversen.