Tekst_
Johan Rasmussen
Foto_ & Video_
Johan Rasmussen
Indholdet på elevernes skærme er designet til konstant at stjæle opmærksomhed fra undervisningen.
En lærer, en hjerneforsker og en psykolog fortæller, hvorfor de mener, det er nødvendigt, at hjernen får ro til at lære.
Alle gymnasier skal nu forholde sig til nye anbefalinger om skærmbrug fra Børne- og Undervisningsministeriet.
“Jeg har opfattet det som en næsten daglig kamp mod techgiganterne, og den kan godt være udmattende som lærer.”
Signe Monrad-Madsen, gymnasielærer,
Frederiksberg Gymnasium
Hjerneforsker Troels W. Kjær forklarer i videoen herunder, hvad der sker i hjernen, når vi bliver udsat for digitale forstyrrelser. Hør blandt andet, hvorfor vores frygt- og angstcenter amygdala reagerer ved digitale forstyrrelser.
Troels W. Kjær, hjerneforsker, forfatter og foredragsholder: Sådan påvirker digitale forstyrrelser din hjerne.
Der er behov for at bremse udviklingen med digitale forstyrrelser, som børn og unge og for den sags skyld også voksne udsættes for. Det mener Andreas Lieberoth, som er ph.d. i psykologi og lektor i pædagogisk psykologi ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) på Aarhus Universitet.
“Med vores adgang til telefoner og skærme opstår der meget uplanlagt adfærd eller selvdistraktion. Vi tjekker lige noget på telefonen, eller en notifikation får vores opmærksomhed, og så lader vi os distrahere og glemmer, hvad vi skulle eller var i gang med. Det gælder både børn, unge og voksne. Vi sidder ikke længere og kigger ud af vinduet i bussen eller lader vores hjerne holde en pause fra den ene opgave til den næste. Vi har nærmest fået en ny måde at være til i verden på,” siger Andreas Lieberoth, som netop har udgivet bogen Den store skærmkamp.
Mange skoler har allerede indført regler om mobiltelefoner og skærme. Andreas Lieberoth mener, det er godt, at staten ikke fastsætter regler for, om mobiltelefonen er låst inde og hvornår, men at det er op til skolerne selv.
“Det er vigtigt med en proces, hvor man taler om det ude på skolerne, frem for at centrale regler bliver lagt ned over skolerne. Jeg tror dog, det er nødvendigt, at der på den enkelte skole både kommer nogle top-down regler om skærmbrug, men også at der arbejdes med af forme de fælles rum, hvor eleverne er med til at påvirke hinanden i retning af nye gode vaner,” siger Andreas Lieberoth, som nævner, at elevernes indbyrdes påvirkning af hinanden og kulturen i klassen ofte kan have en større negativ eller positiv effekt end skolens regler.
I sin nye bog gennemgår han forskning om skærmbrug blandt børn og unge, og på den baggrund mener han, at der er behov for en mere nuanceret debat om skærmbrug.
“Skærmene er i sig selv ikke et problem, det er måden, vi bruger dem på, som kan være et problem. Der er heller ikke grundlag for at sammenligne unges skærmbrug med afhængighed af heroin, og hvad der ellers bliver sagt i debatten, og det er også forkert at sige, at unges trivselsproblemer skyldes skærme.”
Gymnasiet er en institution, hvor eleverne lærer og dannes, men de digitale forstyrrelser modarbejder begge dele, mener Andreas Lieberoth.
“Eleverne skal lære, at der er ting i verden, som er kedelige, og at man også skal kunne tolerere, at man skal læse noget kedeligt for at lære,” siger han og fortsætter:
“Rent kognitivt er det også vigtigt, at vi kan tåle kedsomhed, og at hjernen får fordøjelsespauser. Når vi lærer nyt, er det vigtigt, at hjernen får ro til at dybdebehandle det, vi ser, hører og læser. Hjernen skaber selv afbræk til at fordøje og associere, når vi ikke hører efter. Det er vigtigt, for at indtryk kan fæstne sig som viden og lagres i langtidshukommelsen. Men de små, automatiske tænkepauser får ikke megen effekt, hvis bevidstheden hopper videre på computeren,” siger Andreas Lieberoth.
Copyright Gymnasieskolen 2026
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode