”Vi lavede gymportalen.dk for at have en fælles online platform for i-bøger og e-bøger. Det er et tilbud til den kritiske læser, for ved at benytte en fælles platform kan forlagene og underviserne fokusere på indholdet i bøgerne frem for det tekniske,” fortæller Jan Krogh Larsen, der er forlagschef hos Lindhardt & Ringhof Uddannelse og en af grundlæggerne af gymportalen.dk.
Frank Grønlund Jørgensen underviser i biologi og fysik på Tørring Gymnasium. Desuden arbejder han som digital redaktør på forlaget Nucleus, som er et af de syv forlag, der udgiver digitale materialer på gymportalen.dk. Han ser en stor fordel i, at materiale fra forskellige forlag nu er samlet ét sted.
”Det gør, at man som lærer kan fokusere på at undervise i stedet for at bruge tid på at rode rundt i koder og licenser på en række forskellige platforme. Derudover giver den fælles platform en god oversigt over de forskellige muligheder, der findes inden for ens fagområde,” siger Frank Grønlund Jørgensen.
Mulighed for differentiering
Når lærere og elever er oprettede som brugere på gymportalen.dk, kan lærerne tilføje noter og opgaver i i-bøgerne ved hjælp af en lærernotefunktion. Funktionen giver lærerne mulighed for at opbygge forløb direkte i lærebøgerne ved for eksempel at tilføje artikler, vejledninger, arbejdsspørgsmål, opgaver, billeder og links. Samtidig kan de ændre i den enkelte elevs bog. Det ser Frank Grønlund Jørgensen som en af i-bøgernes største styrker.
”Det bliver meget lettere at lave undervisningsdifferentiering. De dygtigste elever i klassen kan i løbet af skoleåret få flere og sværere opgaver og artikler. De knap så dygtige elever i klassen kan omvendt få ekstra materialer, der hjælper dem med at forbedre deres kompetencer og faglige niveau,” siger Frank Grønlund Jørgensen.
Digitalt forspring
Gymportalen.dk betyder ifølge Jan Krogh Larsen ikke, at man skal vinke farvel til de fysiske bøger.
”Der skal være en mening med at gøre en bog digital. Når vi udvikler i-bøger er det vigtigt for os, at de digitale bøger udnytter mediet og byder på mere og fungerer bedre i undervisningen end de analoge bøger,” siger han.
Frank Grønlund Jørgensen mener ikke, at gymnasier skal være digitale blot for digitaliseringens skyld, men fordi det giver bedre læring for eleverne.
”Digitaliseringen af skolen er en vigtig proces, men det er lige så vigtigt, at de pædagogiske og didaktiske overvejelser kan nå at følge med, og at udviklingen af de digitale undervisningsmaterialer fortsætter, så de i endnu større grad end hidtil udnytter de digitale mediers store potentiale,” siger han.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode