10.000 timer

I artiklen Lav fejl og bliv god i sidste nummer af Gymnasieskolen beskriver coach Rasmus Ankersen, hvordan 10.000 timers målrettet træning er vejen til at opnå perfektion.

Dette nåede han frem til efter et halvt års ophold blandt elitesportsfolk. Og han har ikke spildt tiden, hvis han har skullet opnå topniveauet af indsigt i den periode; 55 timers hårde studier er det blevet til hver dag. Uden pause. Uden søvn.

Og endnu mere effektiv i opnåelsen af 10.000 timers viden om gymnasiepædagogik har han været efter at have holdt foredrag på Viborg Gymnaisum og HF, forstår man. Man kan ligefrem håbe på, at hans ideer ”kan forandre uddannelsessystemet” ,siger Ankersen. 10.000 timer. Det drejer sig bare om at have et ”mindset”, hvor man tør ”udfordre sig selv” og lære af sine fejl. ”Det er ukomfortabelt at ændre sit mindset, fordi man bevæger sig ud, hvor man er usikker.” Heldigvis står han selv fast på disse principper. Klippefast. Og derfor kan han råde: ”Eleverne skal lære at lære. Det handler om at få dem til at udfordre sig selv, blotte sig, tage imod feedback og erkende, hvor der skal sættes ind.”

Det er jo godt at vide. Eller rettere: blive mindet om. Hvad der foruroliger mig ved læsningen af interviewet, er dog ikke så meget den dansende lethed, hvormed han mener at kunne løse komplekse problemstillinger, eller de himmelråbende selvmodsigelser, han jævnfør ovenfor gør sig skyldig i. Nej, jeg er mere bekymret over ”grundkontrakten” i interviewet, nemlig at man 1:1 kan kalkere principper fra sport og erhvervsliv, hvor motivation og indhold er noget helt andet end i gymnasiet.

Når den slags kan finde vej til vores fagblad, tror jeg, det skyldes en grundlæggende identitetskrise i gymnasiet. En krise, hvor man er nødt til at legitimere de allermest grundlæggende pædagogiske principper gennem udefrakommendes autoritet. Og en krise, hvor gymnasiet i adskillige år har afsøgt allehånde inspirationskilder, mens dannelse og faglighed i stadig større grad er kommet i bad standing.

Dermed ikke sagt, at gymnasiet ikke skal søge inspiration udefra. Det er spændende og vedkommende at følge med i, hvad der sker i andre landes gymnasieskoler, i andre ungdomsuddannelser, i forskning i pædagogik og didaktik, ligesom man i almindelighed skal være åben over for strømninger i samfundet. Men jeg vil holde fast i, at løsningen på gymnasiets udfordringer ikke er et quick fix fra erhverslivsguruer, mindfulnessprædikanter eller coachen på det lokale curlinghold.

Oluf Lindberg-Nielsen
Århus Statsgymnasium