Vi skal tilbage til den gode, sorte skole
Løgnen om den sorte skole har ødelagt utrolig meget
Løgnen om den sorte skole har ødelagt utrolig meget. I august 2010 skrev Sten Clod Poulsen en kronik i Politiken med overskriften ”Undskyld”. Han var forfatter til en bog om reformpædagogik i 70´erne, der fik så enorm succes, at den havde afgørende betydning for indretningen af skolevæsenet fra da af. Men i 2010 sagde han undskyld for den reformpædagogiske hærgen, der har gjort de danske skoler dårligere og eleverne dummere. Sten Clod skriver: ”Vi har smadret Den Sorte Skole og smidt barnet ud med badevandet og triumferet bagefter. Det er en katastrofe.” (Hvis ikke man har læst hans fremragende kronik er det på tide at gøre det nu.
Det reformpædagogiske opgør med skræmmebilledet i form af den sorte skole var en fejl, og det vi skal i gang med nu, er simpelthen at komme tilbage til kvaliteten i den skole, der eksisterede før reformpædagogikken. Den var ikke sort – men faglig og veldisciplineret. Så vi skal gøre hvad vi kan for at genoprette det faglige niveau og de ordnede rammer, der skal til, for at børnene kan lære.
Lad mig begynde med de ordnede rammer. Et af de mange tegn på, at der ikke er ordnede rammer i vores gymnasium i dag, er det alt for store fravær. Og det mest groteske er den officielle kampagne imod fraværet ”Det er bedst, når alle er her”, fra november 2011. Sang, sjov og ballade. Sms´er og søde tanker. Hold da op, hvor er det ynkeligt – og uden effekt. Det er en skole, der for længst har mistet respekten for sig selv, der agerer sådan. En skole, der tog sig selv alvorligt, og som vidste at den videregav eleverne livsnødvendige kundskaber ville jo give alvorlige sanktioner for alvorlige forseelser – såsom at udeblive for den livsnødvendige undervisning. Men en skole, der har mistet sin selvrespekt, prøver i stedet for at lokke eleverne med pjank og pjat. Det er dybt pinligt for Undervisningsministeren, at det er det bedste, hun kan finde på for at bekæmpe fraværet. Der burde naturligvis indføres en fraværsgrænse som betingelse for, at de enkelte skoler kan modtage taxameter-betaling.
For det kan lade sig gøre at bekæmpe fraværet ved konsekvenspædagogik ala den sorte skole. Det viser historien om Ørestadens Gymnasium, der i august 2011 indførte konsekvenspædagogik angående manglende afleveringer af skriftlige opgaver og fravær. I gennemsnit havde eleverne i 3.g ikke afleveret 25 % af deres opgaver, og der var et højt fravær. Skolen fastsatte en 8 % grænse for fravær. Hvis man rammer den, skal man til samtale, og fortsætter det, skal man op i alle fag. Kommer fraværet op på 25 % (heri indregnes også manglende afleveringer), smides man ud. Fraværet er halveret, og opgaver afleveres som aldrig før, og kun 8 elever er smidt ud. Elever, der nok i virkeligheden havde bedst af at finde noget andet at lave, siger en person på skolen.
Sådan handler en skole, der tager sin egen undervisning alvorligt. Det er tilbage til den sorte skole. Det virker. Og det hæver med garanti det faglige niveau.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode