Vi er nødt til at kende eleverne

Gymnasielærer Jeanette Sønderby fortæller, hvor hun foretrækker at forberede sig og hvordan.

Fredag eftermiddag. Mine lektioner for denne uge er ovre, og jeg sætter mig på min favoritforberedelsesplads ovenfor trappen i Teknodromen, vores store åbne multirum, hvor festudvalget og elevrådet er ved at gøre klar til fest. De klarer det hele selv, og om få timer kommer lys- og lydmanden og bygger lysbroen med den store discokugle over dansegulvet. De har ikke brug for min hjælp.

Fra min plads kan jeg se det hele. Jeg kan overskue hverdagen på Teknisk Gymnasium Esbjerg fra min plads, og hverdagen kommer ofte til mig her.

Vi har ellers et fint forberedelseslokale til lærerne med sofa og skrivebordslamper med dagslyspærer, men jeg foretrækker at sidde midt i det hele, når jeg skal forberede mig og få ideer til, hvordan jeg kan få hverdagen til at harmonere med kravene i mine fag.

Hvis vores mål med undervisningen i gymnasiet er at få det bedste ud af alle elever, bliver vi nødt til at kende eleverne. Vi bliver nødt til at se dem, og vi må anerkende deres virkelighed, hvis vi vil hjælpe dem til at nå deres potentiale.

Jeg tror på, at man kan hjælpe en del frafaldstruede elever ved at vise at vi ser dem, ved at vise vi har tid til dem, og at vi gider høre på dem. Det har måske ikke så meget med undervisning at gøre, vil nogen sikkert indvende, men det har det jo så alligevel, for man får en masse vigtige informationer om en virkelighed, man ikke længere selv tager del i. Dette kan i høj grad omsættes til brugbare redskaber i undervisningen. At tage udgangspunkt i elevernes virkelighed kan være med til at øge motivationen og dermed den læring, der gerne skulle finde sted. Hvis motivationen er væk, udebliver læringen ofte desværre også, især hos de svageste elever.

Jeg smiler stadig over onsdagens projekt i min svære klasse. De fik teori om kortfilm, de analyserede to kortfilm, og så fik de fire timer til at lave en kortfilm selv, som vi så har set på storskærm i Teknodromen i dag, hvorefter de blev analyseret med de samme redskaber som de professionelle film. Hvor var de gode! De var pressede, men de var motiverede.

Jeg sidder altså med udsigt over Teknodromen i timerne efter sidste lektion fredag eftermiddag. Mine kolleger hilser pænt og siger: ”God weekend!”, når de passerer mig. Jeg skal lige have skrevet de sidste mail og rettet et par grammatikopgaver, før jeg cykler ud for at hente pigerne i skole og børnehave, men så er det også weekend.

Solen skinner ind gennem persiennerne på de store vinduer og på eleverne, der er ved at være færdige med at stille plexiglasbaren, som de selv har lavet i værkstedet, op. Der er en god stemning, og jeg ved at når jeg kommer på mandag, så vil man slet ikke kunne se, at der har været fest. De klarer det hele, eleverne. De er motiverede.