Tisser Danmark i bukserne?

Fundamentet for en velfærdsstat er blandt andet en velfungerende uddannelsessektor. Ikke mindst i Danmark, hvor det primære råstof er viden og kompetencer. Så, hvad vil ske, hvis vi sparer på kvaliteten af uddannelse, mod at få en lige nu og her-gevinst på skattebilletten? Sandsynligvis vil det betyde en reduktion af det råstof, som dansk erhvervsliv har brug for i konkurrencen med resten af Europa og verden. Med en kliché, kan man tale om det gamle ordsprog, der omhandlede den meget kortsigtede fornøjelse, det er, at tisse i sine busker for at holde varmen.

I sin nytårstale 2017 pointerede statsministeren vigtigheden af at prioritere uddannelsessystemet. Desværre viste det sig, at han talte stik imod den politik, han og regeringen fører med årlige 2 %-nedskæringer over hele linjen. Spørgsmålet er, om regeringen og danskerne har indset, at de planlagte besparelser er ved at smide Danmarks velfungerende uddannelsessystem ud med badevandet – for skattelettelser og billigere biler. Er det det, danskerne vil have, så er det fint. Blot alle er klar over de omkostninger, det har:

Som erfarne undervisere på handelsgymnasiet (HHX) har vi store bekymringer over den udvikling, gymnasieskolen står i. Gymnasiesektoren er allerede beskåret, og mange er fyret. Regeringen har planer om at fortsætte besparelserne med 2 % per år frem til 2021. Det giver en samlet besparelse på over 1,8 milliard. Selvfølgelig går det ud over kvaliteten. Vi mister en af de største ressourcer, vi har i Danmark – det gode uddannelsesniveau.

I 2017 har vi implementeret de nye læreplaner i gymnasiet. Nye tiltag kræver ressourcer. Man kan ikke med nogen logik indføre nye krav med den ene hånd, mens man skærer med den anden hånd. Flere krav til undervisningen kræver mere tid til forberedelse. Hvordan skal vi nå at inddrage karrierelæring, opbygge elevernes globale, digitale og innovative kompetencer, samtidig med vi skal variere og differentiere undervisningen, lave undervisningsbeskrivelser med sidetælling, lave progressionsplaner for det skriftlige arbejde og individualiseret feedback, mens vi inddrager aktuelle forhold? På kortere tid? 

På HHX har vi en dårligere norm end på det almene gymnasium (STX), så vi arbejder allerede meget hurtigt. Over de senere år har vi fået mere og mere at lave. Vi har flere hold, flere opgaver og en mere krævende ungdomsgeneration. På godt og ondt. Oven i hatten ligger vores løn som HHX-lærere i gennemsnit cirka 5 % under en STX-lærerløn, også selvom vi har flere elever per lærer. Det er der ingen gode argumenter for. I de kommende år kan vi se frem til at skulle spare yderligere. Det betyder, at vi får endnu mere at se til, mindre tid til forberedelse, og undervisningen vil blive forringet. Det vil især gå ud over de svageste elever.

Mange har desværre stadig den fejlagtige opfattelse, at gymnasielærere altid holder tidligt fri og har lange ferier. Det er langt fra tilfældet. Gymnasielærere er dedikerede og pligtopfyldende, og vi forbereder os ofte langt mere, end der er afsat tid til, fordi man bare ikke kan møde 30 elever til en lektion uden at være velforberedt. Hver lektion er en ny lektion. Vi kan ikke bare tage op af skuffen fra sidste år, hvis vi skal leve op til kravene om aktualitet, variation, differentiering, motivation og elevindflydelse. Derfor arbejder langt de fleste gymnasielærere jævnligt om aftenen og i weekenderne. Vores job kan ikke normaliseres. Vi møder ikke ind kl. 8 mandag morgen og går i gang. Vi møder eleverne mandag morgen kl. 8, og så skal undervisningen være klar og stilene rettet. Vores hverdag er præget af konstante deadlines. Og elevernes ferier er ikke lig med ferier til os. Ind imellem afspadserer vi overarbejde, og i andre af ugerne er vi på arbejde og holder møder, forbereder os og retter opgaver. Mange er allerede stressede, og antallet af stressramte gymnasielærere vil stige yderligere de kommende år, hvor alle skal nå mere på kortere tid. Og det gælder i øvrigt også inden for mange andre offentlige sektorer.

Der tales for tiden naturligvis meget om den offentlige sektor og om de uenigheder, der lige nu står meget skarpt mellem de offentlige arbejdsgivere og arbejdstagere. Men den verserende konflikt er blot et symptom på en stor og længevarende nedprioritering af den offentlige sektor i Danmark. Hvis man vil holde fast i de ambitiøse læreplaner og “gøre alle til fremtidens vindere”, som statsministeren sagde, så er man nødt til også at gøre sig den erkendelse, at god undervisning koster. Er man ikke parat til at afsætte midlerne til det, så må man i stedet indføre et helt andet uddannelsessystem end det, der har skabt velfærdsstaten Danmark, hvor vi kan løfte både de stærke og de svage.

Henriette Bøttcher, lektor og Sofie Dahl Nordlund, lektor
Aalborg Handelsgymnasium