Time for a change – svar til GL-medlemmerne på VUC Syd
I sidste nummer af Gymnasieskolen foreslår I, at medarbejdertilfredshedsundersøgelser (MTU) kobles til rektorers/direktørers resultatlønskontrakter. Og I spørger til blandt andet
Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) holdning til at gøre dette obligatorisk.
Jeg forstår til fulde baggrunden for jeres forslag. Hvis man er på en arbejdsplads med lav medarbejdertilfredshed og dårligt arbejdsklima, er det naturligt at efterlyse nogle værktøjer, der kan vende udviklingen i en bedre retning. Men i GL tror vi ikke meget på, at det vil være realistisk at få Undervisningsministeriet og Finansministeriet til at koble ledelsens resultatlønskontrakter til medarbejdertilfredsheden. Den politiske hovedretning for den nuværende – og for så vidt også den tidligere – regering har jo været at styrke de lokale ledelser og svække medarbejdernes indflydelse. Det er New Public Management-tankegangen, der ligger bag modellen, hvor man fra centralmagten vil forsøge at styre lokale ledelser i en bestemt effektiviseringsretning – for eksempel via bestemte mål i resultatlønskontrakterne. Det er en tankegang, GL er kritisk over for; men vi ser ikke de store politiske muligheder for at få ændret disse holdninger på Christiansborg. Desværre.
I er selv inde på, at man lokalt på den enkelte skole kan arbejde for, at MTU'en kobles til resultatlønskontrakten for ledelsen. Måske kan blot det faktum, at en negativ MTU drøftes i bestyrelsen, have indflydelse på den lokale udvikling i arbejdsmiljøet. En ansvarlig skolebestyrelse kan jo ikke i længere tid leve med et dårligt psykisk arbejdsmiljø og en negativ MTU. En ansvarlig bestyrelse vil være nødt til at agere i en sådan situation. Så lokalt på den enkelte skole kan en MTU bruges offensivt. Hvordan må afhænge af den helt konkrete situation på skolen.
I denne forbindelse vil jeg også nævne GL’s tilbud til skolerne om at få kortlagt skolens professionelle kapital. Det er også et værktøj, der kan bruges i bestræbelserne på at dreje udviklingen på en skole i en mere positiv retning. Også her burde en ansvarlig bestyrelse være lydhør.
Jeg vil afslutningsvis tilbyde jer, at repræsentanter fra GL’s hovedbestyrelse og sekretariat naturligvis er villige til at komme på besøg hos jer på VUC Syd og lytte til jeres bekymringer og frustrationer. Men også drøfte, hvilke helt konkrete handlemuligheder der kunne være aktuelle og realistiske på jeres skole.
Ronald Karlsen,
Medlem af GL’s hovedbestyrelse og formand for GL’s overenskomstudvalg
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode