Teknokratens tyranni
Gør en god skole bedre – befri den for teknokraternes taltyranni.
Teknokratens tyranni”Det er samtalen (dialogen) og den gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen.” Således skriver Hal Koch i 1945. Hvis demokratiet skal forblive den livsform, som Hal Koch besynger i 1945, så skal man lytte til modparten, ellers vil folkets styre blive til et simpelt flertalstyranni. Hvorfor siger politikerne altid, at de skal kunne tælle til 90? Er en politikers anliggende magt alene for magtens skyld, eller er de klar over, at de skal tjene et folk; at mennesker ikke er tal og at tid ikke er penge. ”Det udemokratiske er den ufrugtbare debat, hvor ingen har øret og sindet åbent for modpartens indvendinger.” Sådan må Anders Bondo have følt tingene passere ham forbi i den seneste tid. Der sidder kejser Corydon på tronen og får langsomt sin kabale til at gå op via retorik. Han har sendt sin armé i felten: Moderniseringsstyrelsen skal forestå en normaliseringsproces. Den 25/3 står Corydon frem på tv-skærmen og beklager sagens gang og lockouten, men besynger den danske model selvom om sms ikke er en del af netop det regelsæt og slet ikke under kommunale arbejdskampe. Tak skæbne: De røde brød lønmodtagerne ned. Hvordan skal det ikke gå, når de blå får magten tilbage? … Nu skal vi vel snart til at kæmpe for 8 timers arbejdsdag, 8 timers hvile og 8 timers søvn igen. Corydon får kabalen til at gå op, fordi han siger, at han ønsker sig den bedst uddannede ungdom og den bedste skole og at lockouten er for børnenes skyld, men ved finansministeren mon, hvordan man får den bedste skole? Eller gør Anders Bondo og landets øvrige lærere? Ved økonomen eller mureren, hvordan man bygger mure? Burde Corydon søge Antorinis job? … Det er ligeledes værd at mærke sig, at Bondo talte i månedsvis med Ziegler og KL. Den tid har Corydon ikke. Moderniseringsstyrelsen havde ét møde med Bondo – og så var han henrettet… Ja, man tænker tilbage på fredagen i uge 6, hvor Corydon heller ikke havde tid til at lytte til gymnasielærerne. Der var nok vinterferie i uge 7. Samme moderniseringsstyrelse kanøflede fredag i uge 6 gymnasielærerne og derfor er det også direkte sjofelt, når Corydon en håndfuld gange i TV-Avisen kl. 18.30 d. 25/3 henviser til, at han fik lavet en tilfredsstillende aftale med gymnasielærerne, når det, der reelt set skete var noget ganske andet. Teknokraten Corydon fik nemlig sin vilje, fordi han ikke var til at diskutere med – fordi man ikke kunne føre en demokratisk dialog. Corydon er nemlig både anklager og dommer i sagen. Og når landets finansminister så gerne vil reformere lærernes arbejdstid, så handler det sikkert om finanser og ikke meget andet. At bruge gymnasielærerne som en trojansk hest over for folkeskolelærerne er derfor usmageligt. GL (Gymnasieskolernes lærerforening) havde sagt nej tre gange til Corydons ”forslag” om at fjerne aftaleretten, som netop sikrer normaliseringen af lærernes arbejde. Derpå gav ”Don Corydone” Erik Jyllinge chefforhandler for AC (Akademikernes centralorganisation) et tilbud, han ikke kunne afslå. Erik Jyllinge siger i Deadline i begyndelsen af marts, at man (AC) ”populært sagt tog pengene og løb”, fordi man velsagtens anså det som umuligt at føre dialog med Corydon & co. AC har vel haft sygeplejerskernes lockout fra 2008 in mente, hvor disse fik kærligheden at føle. Eller hvad? Der er et stykke vej fra at sige, at man tager pengene og løber, som Jyllinge sagde i begyndelsen af marts og til at man er stolt af sin forhandling i slutningen af marts. ”Et af kravene fra moderniseringsstyrelsen er blandt andet, at man indfører årsnorm. Men har gymnasielærerne i forvejen, så det var ikke noget stort afsavn, citeres Erik Jyllinge på tekst-tv d. 25/3 kl. 20:15.” Jyllinge skal vel undgå at tabe ansigt. Nu er Jyllinge jo chefforhandler for AC (og ikke kun for gymnasielærerne). Men langt over halvdelen af landets gymnasielærere er uenig med Jyllinges dispositioner. Når Corydon så står frem i TV-Avisen d. 25/3 kl. 21.30 og siger, at han har lavet en aftale i enighed med gymnasielærerne, så er det en sandhed med modifikationer. GL sagde nej tre gange til Corydons kabale. Da alle landets gymnasielæreres tillidsmænd skulle mødes for at stemme om Corydons ”forslag”, da havde Corydons kurerer og AC allerede skrevet under. Det triste er, at hvis dialogen dør, så dør demokratiet som livsform og den gensidige tillid med den. Det triste er også: Hvem skal man dog stemme på næste gang? Corydon & co. Lyttede ikke til de folk, der arbejder med landets børn og unge. Teknokratiet sejrede over demokratiet under OK13. Gør en god skole bedre – befri den for teknokraternes taltyranni.Michael Pedersen – lektor på Vejen gymnasium og hf
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode